KONKURRENCER

2017... åh nej...

GOD MORGEN! ONDT I HÅRET? TØMMERMÆND? MORALSKE tømmermænd måske? Det er ikke pænt gjort at råbe, men det får man nogle gange lyst til. I 2016 ret ofte synes jeg. Oftest i frustration, men også i afmagt og raseri. Bliver 2017 anderledes? Nej, tværtimod.

Artikel filtreret på dato: august 2011
onsdag, 31 august 2011 14:00

Drag Queen-aften i Nørrebrohallen

BEGIVENHED: Årets største Drag Queen-aften, lover HIV i Musikken, som står for det store velgørenhedsshow i Nørrebrohallens Multihal, fredag den 30. september.


Foto: .

31. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

HIV i Musikken er dannet af Jan Kjær, Ole Abildgaard og Henrik Kjær, og med velgørenhedsarrangementer og koncerter samler de penge ind til hiv-organisationerne i Danmark.

Fredag den 30. september holder de Årets største Drag Queen-aften, i Nørrebrohallens Multihal, som bliver fyldt med pailletter, glimmer og højt hår.

Klokken 18 starter festen med mad og drikke. På scenen kan man opleve Misty & Mellow (DK)(aka Nanna Lüders og Lone Selmer), Dave Lynn (UK), Dixi Tucker (UK), DQ (DK) og Miss OTB (DK), samt dj Thomas Madvig (DK). Værtsparret er Michel Castenholt og Scarletta Jackson.

Billetter koster 280 kroner, hvis du bare vil se showet, og 700 kroner, hvis du vil spise og have fri bar med i købet. Hele overskuddet går til hiv-organisationerne i Danmark.

Billetter kan købes på billetlugen.dk

Arkiv ID: 2985

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
onsdag, 31 august 2011 14:00

Advarer sportsfolk mod at springe ud

SPORT: Den tidligere skotske verdensmester i cykling, Graeme Obree advarer andre homoseksuelle sportsfolk mod at springe ud, mens de dyrker sport på højt niveau.

den tidliere verdensmester i cykling Graeme Obree advarer andre professionelle sportsfolk mod at springe ud.
Foto: .

31. august 2011 af Frank Holm.

Den 45 årige atlet, der mens han toppede verdenslisten blev kendt som den flyvende skotte, afslørede i januar i år, at han selv var homoseksuel, og at han to gange havde forsøgt at begå selvmord, fordi han havde svært ved at acceptere, at han var homoseksuel.

”Det skaber så mange problemer at være åben homoseksuel og aktiv sportsmand, og jeg mener ikke den kombination er en god ting”, siger Obree til avisen Scottish Sun.
”Da jeg selv konkurrerede på højt professionelt niveau og tilbragte en del timer i omklædningsrum, overvejede jeg ikke en eneste gang at springe ud”, beretter den tidligere verdensmester.

”Jeg kender flere professionelle fodboldspillere som er homoseksuelle, og hvis jeg var i deres position ville jeg heller ikke springe ud. Det ville være alt for besværligt specielt i omklædningsrummene”, advarer Obree.

”Selv om jeg ikke længere dyrker idræt på det niveau mere, oplever jeg stadig mange akavede situationer i forhold til det at være åben homoseksuel”.

Obrees er her helt på linje med anføreren af det tyske fodboldlandshold, Phillip Lahm, der i en ny selvbiografi også fraråder homoseksuelle professionelle fodboldspillere at springe ud”.

Arkiv ID: 2986

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv

FOLKETINGSVALG: SF’s biseksuelle folketingskandidat, Morten Normann Jørgensen, vil have LGBT-personers rettigheder skrevet direkte ind i et kommende regeringsgrundlag, hvis rød blok vinder magten ved valget den 15. september.

Morten Normann Jørgensen opstiller for SF i Københavns Omegns Storkreds.
Foto: .

30. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

”Lige rettigheder uanset seksuel observans er hjerteblod for mig. Derfor vil det være et klokkeklart krav fra min side, hvis jeg bliver valgt, at ligestilling i ægteskabslovgivningen skal skrives ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er ikke nok bare at snakke om problemerne - der skal handles, og det kan kun gå for langsomt,” siger Morten Normann Jørgensen, som opstiller for SF i Københavns Omegns storkreds.

”Let’s face it: Danmark halter stadig bagud på en række områder, hvad angår ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle, og derfor er det helt afgørende, at en kommende regering fra start af kaster sig aktivt ind i kampen for ligestilling.”

Det er især udmeldinger fra den konservative kirkeordfører, Charlotte Dyremose, og den konservative kirkeminister, Per Stig Møller, som har fået den unge SF’er til at kræve en åbning af ægteskabsordningen skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag:

”Det kan godt være, at kirkeministeren lige pludselig vil tale de homoseksuelles sag, men helt ærligt; han har ligesom haft sine 10 år, uden der er sket en dadel. Og når den konservative gruppe samtidig har medlemmer som Charlotte Dyremose, der mener, at uligheden i ægteskabslovgivningen blot er udtryk for en positiv mangfoldighed, så kan der vist ikke være megen tvivl om, at vi stadig har rigtig meget at kæmpe for i Danmark,” siger Morten Normann Jørgensen.

”Det er fuldstændig paradoksalt, at et regeringsdeltagende parti gennem ti år har siddet på hænderne i denne ligestillingsdebat, og nu tilsyneladende stadig mener, at der skal gøres bevidst forskel på homo- og heteroseksuelle i deres adgang til ægteskab, mens alle andre lande omkring os overhaler os på netop det punk. Der er i den grad brug for forandring - også i Danmark,” siger folketingskandidaten, som siden 2010 har været medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk.

Arkiv ID: 2984

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
mandag, 29 august 2011 14:00

Velkommen på forsiden

AFSTEMNING: Undersøgelser viser, at forsiden af et magasin, er afgørende for om det fanger læserens interesse.


Foto: .

29. august 2011 af Bert Svalebølle.

På Out & About arbejder vi hele tiden på at forbedre vores magasin og hjemmeside. Vi vil gerne gøre vores magasin og hjemmeside så spændende at læse som muligt - det tiltrækker annoncører så vi kan bibeholde Out & About som et gratis magasin.

Forsiden er vigtig. Undersøgelser viser, at forsiden er helt afgørende for om du samler Out & About op og læser bladet. Derfor er det vigtigt for os at vide hvad du synes om vores forsider.

Vi har lavet en undersøgelse med 10 forsider, som vi vil bede dig bedømme. Undersøgelsen tager ca. 5 minutter.

Start undersøgelsen:[Klik her]

På forhånd 1000 tak for din hjælp.

Arkiv ID: 2980

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
mandag, 29 august 2011 14:00

Stor jubilæumsgalla for Susse Wold

Susse Wold været præsident for AIDS-Fondet i 25 år. Det markerer AIDS-Fondet ved et stort jubilæumsshow den 2. oktober på Tivoli Hotel, under overværelse af prinsesse Marie.

Susse Wold ved AIDS-Fondets årsprisuddeling i maj 2011, sammen med AIDS-Fondets formand, Lars Østergaard, og AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen.
Foto: Thomas R. Kristensen.

29. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

I 1986 blev Susse Wold præsident for AIDS-Fondet. I en tid, hvor mange andre vendte hiv-smittede ryggen, kæmpede Susse Wold for at nedbryde fordomme mod personer med hiv og aids.

Her, 25 år efter, står Susse Wold stadig som den kraftigste fortaler for, at hiv-smittede ikke skal fordømmes, men tværtimod bør mødes med samme omsorg og sympati som mennesker, der lider af andre alvorlige sygdomme.

”Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids. Jeg ved, at forskerne over hele verden ønsker det samme. Jeg ved, at mange frivillige arbejder for at samle penge ind til forskning, oplysning og patientstøtte. Jeg ved også, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er - at gøre noget ved den,” siger Susse Wold.

Stort jubilæumsshow
Susse Wolds rolle i AIDS-Fondet har afgørende betydning for, hvor AIDS-Fondet står i dag. Derfor fejres hun nu ved et stort anlagt jubilæumsshow, hvor overskuddet går til AIDS-Fondet.

”Susse Wold har haft stor betydning for AIDS-Fondet og vores arbejde med forskning, information og støtte til patienter. Det er aldeles enestående, at en så stor kunstner har holdt fast i én sag gennem så mange år, og hun har bidraget med integritet og troværdighed til AIDS-Fondets arbejde. At fejre Susse Wolds jubilæum som præsident, bliver et symbol på at fejre de fantastiske fremskridt, der trods alt er gjort i kampen mod aids de sidste 25 år,” siger direktør i AIDS-Fondet, Henriette Laursen.

Jubilæumsgallaen holdes søndag den 2. oktober klokken 17.30 på Tivoli Hotel i København. Her optræder kunstnere som Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Ørkenens Sønner, Anisette, Burhan G, Palle Mikkelborg og Birthe Kjær. Aftenens værter er Jarl Friis Mikkelsen og Ellen Hillingsø.

Alle kunstnere optræder gratis. Billetterne koster 2.100 kroner og inkluderer middag og vinmenu. Overskuddet går til AIDS-Fondets uddelinger til forskning, information og patientstøtte.

For yderligere information og billetter: www.sw25.dk

Bruun Rasmussen holder auktion
I anledning af jubilæet vil Bruun Rasmussen afholde en stor auktion til fordel for AIDS-Fondet.

Her vil gæsterne kunne byde på særlige oplevelser og klenodier; en plads i Saxobank-Sungards bil på en etape af Tour de France, billetter til OL i London 2012, Caroline Wosniackis finaleketcher, en dag i Hollywood med Ole Henriksen og meget mere.

Arkiv ID: 2981

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
mandag, 29 august 2011 14:00

Gratis entre til homofest på lørdag

FEST: Til TWINK festen i KIFAK i den brune Kødby på lørdag er der gratis entre. Johhnie Rocco fejrer nemlig sin fødselsdag.


Foto: .

29. august 2011 af Frank Holm.

Johnnie Rocco har valgt at give alle festglade homoer en lille gave i anledning af hans fødselsdag med helt fri entre og gode priser i baren.

Dj Tonny Liljenberg står for musikken hele natten, og Tonny lover masser af skøn house og lækre underground remixes, med masser af cool stemning.

Københavns party konge Johnnie Rocco, der står bag de populære Le Freak, Rocco og Mansion fester, fortæller til Out & About, at han nu holder en længere pause for at samle ny inspiration til nye fede fester.

”Alle er meget velkommne til en skøn goodbye fest”, siger Johnnie Rocco til slut.

Arkiv ID: 2983

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
lørdag, 27 august 2011 14:00

Duft som Berlin, Kbh eller Damaskus

LIVSSTIL: Den farverige danske designer, Henrik Vibskov, lancerer tre nye parfumer inspireret af storbyer.


Foto: .

27. august 2011 af Kenni Kjær Rasmussen.

Nu kan du komme til at dufte som Berlin, København eller Damaskus med et sprøjt af Henrik Vibskovs nye parfumer. Han har netop lanceret tre forskellige parfumer inspireret af de tre byers helt særlig karakteristika.

Parfumerne hedder TYPE B for Berlin, TYPE C for Copenhagen og TYPE D for Damascus, og der er tale om tre uni-sex dufte.

Duftene er udviklet sammen med parfumehuset Givaudan, og hvordan de tre byer så dufter – ifølge Hr. Vibskov himself – kan du selv få syn for… eller dufte dig frem til… i udvalgte butikker.

Tjek Storm og Normann i København, Louisiana i Humlebæk, Nord Craft i Ålborg, Works Unltd i Århus, Dr Adams i Odense m.fl.

I udlandet kan TYPE-serien købes hos Colette i Paris – og online – og Liberty i London samt i Henrik Vibskovs egne butikker i København, Oslo og New York.

Arkiv ID: 2974

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
lørdag, 27 august 2011 14:00

”Et sundere, bedre og sjovere liv”

FOLKETINGSVALG: FLEMMING MØLLER MORTENSEN er et af Folketingets tre åbne homoseksuelle medlemmer. Han opstiller for Socialdemokraterne i Nordjylland og er partiets forebyggelses- og idrætsordfører.

Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraterne.
Foto: Claudia Kent.

27. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

Sundhed og forebyggelse − de to ting hænger nøje sammen. Og forebyggelsen skal opprioriteres, hvis Socialdemokraterne og den røde blok vinder næste valg.

Staten skal spille en større rolle for at fremme vores sundhed, selv om vi også har et personligt ansvar, mener den socialdemokratiske forebyggelses- og idrætsordfører, Flemming Møller Mortensen. Han er valgt og genopstiller i Nordjylland, hvor han bor sammen med sin mand, Erik, som han har dannet par med i 26 år.

− Er det statens opgave, eller er det vores eget personlige ansvar, at holde os sunde og raske?
”Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Den borgerlige regering har fremhævet det personlige frie valg og det personlige ansvar igen og igen. Men som socialdemokrater vedkender vi os også, at der er et fælles ansvar. Tag for eksempel børnene. For mig at se, at der ingen børn, som selv vælger at blive overvægtige.”

− Hvordan skal vi hjælpe de overvægtige børn, når deres forældre ikke klarer det?
”Forældrene kan ikke. De gør det i hvert fald ikke. Jeg ser det her som en forebyggelsestrekant, der er tynd i toppen og bred i bunden. Nederst ligger information og oplysning, og jo længere man bevæger sig op i pyramiden, jo mere spidser det til. Her ligger afgifter og forbud, og her skal vi som lovgivere tænke os om, mere end en gang, inden vi lovgiver. Hvis noget er farligt for borgerne, og det er et stort problem, skal vi først prøve med information og oplysning, inden vi tyr til eksempelvis aldersgrænser eller afgifter for at adfærdsregulere mod et sundere, bedre og sjovere liv.”

− Du har kritiseret cider og alkoholsodavand. Hvad er problemet?
”Et næsten enigt Folketing mener, at vi har et problem i Danmark: Vi har en meget lav debutalder, og vi har et meget stort forbrug af alkohol. Jeg vil meget gerne udskyde debutalderen med et år, og jeg vil gerne, at de unge drikker mindre.”

− Hvorfor lægger I særligt hårde afgifter på cider og alkoholsodavand, når alkoholprocenten er stort set den samme?
”Jeg har arbejdet som sygeplejerske i Skadestuen på Aalborg Sygehus. Her har jeg mødt hundredvis af unge, som har drukket sig så beruset, at de skal til udpumpning. Kun meget få unge drikker sig så fulde i øl og vin, fordi de ikke kan drikke de mængder, som skal til. Men alkoholsodavand, som smager af æblemost, kan de drikke i meget stort omfang. Og det gør de. Især pigerne, som har vanskeligere ved at omsætte alkoholen, vælter på det. Derfor handler afgiften på cider og alkoholsodavand om adfærdsregulering med afsæt i adfærdsmønstret.”

− Hvilke afgifter og forbud kan vi forvente, hvis I kommer til magten?
”Som politiker vil jeg gerne det bedste, men mange gange er det ikke mig, som ved bedst. Vi socialdemokrater lytter derfor til eksperterne, og så træffer vi en politisk beslutning med baggrund i viden. Hvert år dør 14.000 danskere på grund af rygning. Vi vil derfor hæve afgifterne, så en pakke cigaretter bliver 10 kroner dyrere, og vi vil gøre tobak usynlig i butikkerne. Tobakken vil stadig kunne købes i de samme butikker som i dag, men den vil ligge under disken eller i et skab i stedet for at stå ved kasselinjen og nærmest falde ned i indkøbskurven.”

− Skal rygeforbuddet på barer og diskoteker også strammes?
”Nu siger du rygeforbud, men det er en rygelov, som er en arbejdsmiljølov for at tage hensyn til dem, der arbejder på værtshusene. Der må ryges på værtshuse under 40 kvadratmeter, og der må ikke ryges på værtshuse over 40 kvadratmeter. Den lov skal revideres her til efteråret, og på nuværende tidspunkt har vi ikke i den socialdemokratiske gruppe besluttet, om grænsen på 40 kvadratmeter skal fastholdes, sænkes eller hæves. Derfor kan jeg ikke lige nu sige noget om, hvad partiets holdning er.”

− Hvad er din personlige holdning?
”Min personlige holdning er, at det er meget vigtigt, at der opnås et meget bredt flertal i Folketinget. Det brede flertal bag den nuværende rygelov er en styrke, og hvis loven bliver ændret, vil det også være en styrke, at det sker med et bredt flertal. Når man laver regulering af den danske befolknings adfærd, skal vi tænke os om mere end en gang. Et partis forbudskvote kan meget hurtigt blive opbrugt. Det gælder, uanset om det er et rødt parti eller et blåt parti.”

− Er arbejdsmiljøet for de mennesker, som arbejder på en lille bar, mindre vigtigt end arbejdsmiljøet på en stor bar?
”I lande omkring Danmark, og senest i New York, bliver den passive rygning vægtet højere og højere, og det er også, hvad mange forskere anbefaler. Andre går i den modsatte grøft. For nylig blev jeg i en debat på P1 skudt i skoene af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, at vi ville forbyde rygning i eget hjem.”

− Vil I forbyde rygning i eget hjem?
”Nej, vi socialdemokrater kunne aldrig drømme om at sige, at man ikke må ryge i eget hjem eller i Guds frie natur.”

− Hvad med cykelhjelmen? Skal loven bruges til at tvinge os til at cykle med hjelm, fordi det er bedst for vores helbred?
”Nej! Et påbud er ikke bedre for vores helbred. Det er en misforståelse. Rådet For Sikker Trafik og Dansk Cyklistforbund deler Socialdemokraternes holdning her: Vi cykler meget i Danmark, og det er sundt. Det ville være usundt, hvis nogle lader cyklen stå, fordi de blev tvunget til at køre med cykelhjelm.”

− Når I vil fremme forebyggelsen, hvorfor tilsluttede I jer så regeringens forslag om at spare 35-42 procent på statens forebyggelsespulje i 2012 og 2013?
”Regeringen pakker mange elementer ind i de samme love, og det er hverken fornuftigt eller særlig demokratisk. Men sådan er det, og vi må tage bestik af det overordnede og stemme derefter. Når vi kommer i regering, vil vi fjerne disse besparelser og i stedet hæve forebyggelsesområdet med to nye milliarder kroner.”

− Hvor kommer de penge fra?
”De kommer blandt andet fra hævede afgifter på cigaretter og usunde fødevarer. I dag bruger vi cirka 130 milliarder kroner om året på at behandle og pleje dem, som er ramt af sygdom, men vi bruger et forsvindende lille beløb på at forebygge sygdom. Det vil Socialdemokraterne lave om på.”

− Hiv-organisationerne risikerer voldsomme besparelser, hvis forebyggelsespuljen reduceres som planlagt. Er der stadig brug for en forebyggelsesindsats over for hiv?
”Vi skal tænke nyt, men vi skal ikke slække på indsatsen. Mange hiv-smittede har et ringere liv, fordi det er en belastning at være smittet med en infektionssygdom og skulle tage medicin. Det er heller ikke alle, som tåler medicinen. Så naturligvis skal vi have en massiv forebyggelsesindsats over for hiv, ligesom vi også har det over for andre alvorlige sygdomme. Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm: Forebyggelsesindsatsen i Danmark er alt for ringe, og det skal vi gøre bedre.”

− Er hiv-forebyggelsesindsatsen ligefrem på for lavt et niveau?
”Ja, det er den. Og det er håbløst, at hiv-organisationerne skal have denne usikkerhed hængende over deres virke, når vi ved, hvilken samfundsnyttig indsats de udfører.”

− Fra 2009 har staten givet HPV-vaccinen mod kræft og kondylomer til piger på 12 år. Drengene og deres forældre må derimod selv betale, hvis de vil beskyttes. Hvorfor det?
”Da loven blev vedtaget, var der ikke tilstrækkelig viden om effekten hos drenge til også at give dem HPV-vaccinen. Nu er vaccinen blevet billigere for staten at købe, og spørgsmålet er så, om de sparede penge skal bruges til at vaccinere drenge eller en bredere aldersgruppe af piger. Men som forebyggelsesordfører er jeg også nødt til at tage hensyn til, at vi har svært ved at skaffe kroner nok til sundhedsområdet. Vi skal derfor lave en samlet afvejning, før vi beslutter, om pengene skal gå til flere HPV-vacciner.”

− Salgstallene viser, at vaccinen købes privat af langt flere mennesker i de rige kommuner end i de fattige kommuner. Skal drengene på Vestegnen og i Vestjylland have kræft og kondylomer, mens drengene i Hellerup og Hasseris slipper?
”Den sociale ulighed i sundhed er stor og desværre også stigende. Det kan og vil jeg ikke acceptere. Men uligheden i sundhed skal bekæmpes på hele forebyggelsesområdet, også i forhold til for eksempel rygning og overvægt.”

− Er du direkte imod at give drengene vaccinen mod kræft og kondylomer?
”Nej, jeg kan på ingen måde være imod at give drengene vaccinen. Men som politiker må jeg være ansvarlig og sørge for, at pengene bliver brugt de rigtige steder. Kondylomer er en utrolig træls sygdom, og jeg har selv som sygeplejerske været med til at bedøve patienter, som skulle have fjernet kondylomer. Men samtidig er der mange andre trælse sygdomme, som er endnu mere alvorlige. Når vi giver HPV-vaccinen til pigerne, er det for at minimere deres kræftrisiko. For at vi skal give HPV-vaccinen til drengene, skal det som minimum være bevist, at vaccinen også beskytter drenge mod analkræft.”

FLEMMING MØLLER MORTENSEN
- 48 år.
- Medlem af Folketinget siden 2007.
- Tidligere byrådsmedlem i Skørping/Rebild.
- Uddannet sygeplejerske, men har også arbejdet som salgschef i et medicinalfirma.
- Født i St. Brøndum i Nordjylland, hvor han også bor i dag, sammen med sin mand, Erik.
- Opstillet i Nordjyllands Storkreds for Socialdemokraterne.
- flemming-moeller-mortensen.dk

VALG 2011
Out & About har siden februar bragt en serie af interviews med åbne homo- og biseksuelle folketingskandidater. Blandt de cirka 800 kandidater er der ingen transpersoner, efter vores oplysninger.

Vi har bestræbt os på at behandle alle partier og begge blokke ens. Vi har dog ikke kunnet finde kandidater, som var homo, bi eller trans, i Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Du kan finde tidligere bragte artikler i serien på Valg 2011 i menuen:
• Morten Normann Jørgensen (SF), februar.
• Poul V. Jensen (Liberal Alliance), marts.
• Mogens Jensen (Socialdemokraterne), april.
• Karsten Skawbo-Jensen (Konservative), maj.
• Uffe Elbæk (Radikale), juni.
• Sarah Glerup (Enhedslisten), juli.
• Simon Emil Ammitzbøll (Liberal Alliance), august.
• Flemming Møller Mortensen (Socialdemokraterne), september.



Arkiv ID: 2975

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
lørdag, 27 august 2011 14:00

Valgpjece fra LGBT Danmark

FOLKETINGSVALG: LGBT Danmark har i forbindelse med folketingsvalget 2011 udgivet folderen "Seksuel orientering, kønsidentitet og folketingsvalg".


Foto: .

27. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

”Ønsker du et rummeligt og inkluderende samfund, hvor homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede – samlet kaldet LGBT-personer – kan leve i åbenhed og på lige vilkår med andre borgere, så er der en del, der skal laves om.” Sådan skriver LGBT Danmark i sin nye folder, ”Seksuel orientering, kønsidentitet og folketingsvalg.”

I folderen kan du læse om de problemer, LGBT-personer er udsat for i den nuværende danske lovgivning. Pjecen giver en række bud på, hvor det kommende Folketing bør sætte ind, hvis de ønsker at skabe et mere rummeligt Danmark - også for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

Ægteskabsforbud og transkønnede
Pjecen kommer blandt andet ind på det nuværende forbud, som forhindrer homoseksuelle i at indgå ægteskab. Det nuværende forbud gælder både på landets rådhuse, hvor homoseksuelle som eneste befolkningsgruppe er henvist til et registreret partnerskab i stedet for et ægteskab. Men forbuddet gælder også i kirkerne, hvor præsterne ikke må vie homoseksuelle, uanset om de vil eller ej.

Transkønnedes forhold er også en vigtig del af pjecen. LGBT Danmark opfordrer blandt andet til, at voksne mennesker får lov til frit at vælge navn, samt til at afskaffe den overflødige opdeling af ulige personnumre for mænd og lige personnumre for kvinder.

LGBT-krav til udviklingsbistanden
LGBT Danmark opfordrer også politikerne i den kommende folketingssamling til at lade sig inspirere af Norge, Sverige, Holland og Storbritannien i forhold til udviklingspolitikken over for for eksempel Afrika og Mellemøsten. LGBT Danmark opfordrer til, at Danmark stiller krav om LGBT-rettigheder i den danske udviklingsbistand.

De øvrige temaer i pjecen er hadforbrydelser, regnbuefamilier og undervisning af børn og unge. Og så opfordrer LGBT Danmark den kommende regering til at opgradere Ligestillingsministeriet, så det ikke længere blot fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. I stedet ønsker LGBT Danmark en ligebehandlingsminister som også tager sig af seksuel orientering og kønsidentitet samt etnicitet, tro, alder og handicap.

Klik her for at læse pjecen fra LGBT Danmark.

Hvor vil LGBT-personer sætte deres kryds til folketingsvalget? Sæt dit kryds her på outandabout.dk:

Arkiv ID: 2976

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
lørdag, 27 august 2011 14:00

Lars Barfoed venter på kirkeministeren

FOLKETINGSVALG: Justitsminister Lars Barfoed (K) vil afvente forhandlinger hos kirkeministeren, før han tager stilling til forbuddet mod homoseksuelle ægteskaber på landets rådhuse.

Den konservative partileder, Lars Barfoed.
Foto: Helle Moos.

27. august 2011 af Thomas R. Kristensen.

VK-regeringen har hidtil været modstander af homoseksuelle ægteskaber, men ser nu ud til at være splittet på spørgsmålet. Ligestillingsminister Lykke Friis (V) vil lade homoseksuelle par få lov til at indgå ægteskab på rådhuset på lige fod med andre borgere, mens kirkeminister Per Stig Møller (K) afviser.

Kirkeministeren vil ganske vist åbne for, at homoseksuelle kan indgå registeret partnerskab i kirken og foreslår betegnelsen ændret til livsfæller. Men fuld ligestilling kan der ikke blive tale om:

”Jeg mener dog ikke, at et homoseksuelt par skal betegnes som ægtefæller, for det begreb tilhører mand og kvinde, men man kunne foretrække ordet "livsfæller",” siger Per Stig Møller ifølge Ritzau.

Lars Barfoed venter
Både ligestillingsministerens og kirkeministerens pressemedarbejdere bekræfter de to ministres forskellige holdninger og henviser til justitsminister Lars Barfoed (K) som den minister i regeringen, der sidder med ansvaret for på dette område.

Justitsminister Lars Barfoed afviser dog at tage stilling til spørgsmålet på nuværende tidspunkt. Det sagde han på de Konservatives valgpressemøde på Christiansborg, lørdag den 27. august.

”Jeg synes, at vi skal gennemføre det, som kirkeministeren i øjeblikket tager første skridt til, hvor der forhåbentlig bliver indgået en aftale om, at man kan have et ritual i kirken. Og så skal vi bagefter gennemføre en civilretslig lovgivning om det,” sagde den konservative partileder på pressemødet.

”Jeg vil meget gerne som justitsminister følge op på det, kirkeministeren er ved at lave en aftale om med partierne. Det håber jeg så lykkes, men jeg afventer lidt, hvad kirkeministeren når frem til i forhold til, hvad kirken gør. Vi Konservative har så i øvrigt hele tiden sagt, at vi jo ikke skal blande os i kirkelige anliggender, men når der er en afklaring på det kirkelige side af sagen, vil jeg følge op med en civilretslig lovgivning,” sagde Lars Barfoed.

- Så du vil holde fast i, at det er kirken, der kommer først, og derefter tager I situationen på landets rådhuse?

”Jeg vil ikke udelukke, at jeg tager initiativer civilretsligt, under alle omstændigheder, men da der er intense forhandlinger mellem partierne og kirkeministeren, afventer jeg resultatet af de forhandlinger, før jeg drager nogle konklusioner om, hvad der skal ske civilretsligt på området. Men jeg lytter meget på de synspunkter der er fra homoseksuelle kredse. Det er selvfølgelig vigtigt, at alle føler, at de kan få deres kærlighed til et andet menneske bekræftet på en god måde.”

- I det homoseksuelle miljø opfordrer man jer til at gøre som jeres søsterpartier i Sverige og Norge, hvor de konservative partier har været med til at indføre fuld ligestilling på landets rådhuse, og hvor man må bruge de samme ord, det samme ritual og den samme lov. Er det noget, du er positiv overfor, eller afviser du det på samme måde som kirkeministeren?

”Jeg afventer en afklaring på forhandlingerne ovre hos kirkeministeren, inden jeg vil drage nogle konklusioner, men jeg tror, vi finder en løsning, som alle parter vil finde er god.”

Tilladt i mange andre lande
I Norge og Sverige var de konservative partier, Høyre og Moderaterna, med til at åbne ægteskabet for homoseksuelle, helt tilbage i 2009, sammen med de røde partier og visse af midterpartierne i de norske og svenske parlamenter. Siden har også Island tilladt homoseksuelle ægteskaber, og finske politikere har bebudet, at det samme vil ske i Finland.

Homoseksuelle ægteskaber er også tilladt i Holland, Belgien, Spanien, Portugal, Argentina, Sydafrika, Canada og visse amerikanske delstater.

I Danmark har Socialdemokraterne, SF, Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance gennem flere år kæmpet for at overbevise regeringen om, at Danmark bør ophæve forbuddet mod homoseksuelle ægteskaber, så landets rådhuse ikke tvinges til at diskriminere homoseksuelle par på deres bryllupsdag.

Arkiv ID: 2977

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
Side 1 ud af 8
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies