KONKURRENCER

2017... åh nej...

GOD MORGEN! ONDT I HÅRET? TØMMERMÆND? MORALSKE tømmermænd måske? Det er ikke pænt gjort at råbe, men det får man nogle gange lyst til. I 2016 ret ofte synes jeg. Oftest i frustration, men også i afmagt og raseri. Bliver 2017 anderledes? Nej, tværtimod.

Artikel filtreret på dato: februar 2011
mandag, 28 februar 2011 13:00

Ung professionel sportsmand springer ud

SPORT: Den engelske cricketspiller Steven Davies fortæller i et åbent og bevægende interview med avisen Daily Telegraph, at han er homoseksuel. Dermed bliver han den første åbne homoseksuelle cricketspiller.


Foto: .

28. februar 2011 af Frank Holm.

Den 24 årige Davies, der begyndte sin professionelle karriere som 18 årig fortæller at han ikke længere kunne holde ud at lyve om sin seksualitet.

Davies sprang ud for sin familie for fem år siden.
”De har været en stor støtte for mig”, fortæller Davies, der tilføjer at det var en enorm lettelse endelig at bekende kulør og være ærlig.

”Jeg er tryg ved at være den jeg er. Stå ved den jeg er i al offentlighed”, fortæller sportsmanden.
”Nu håber jeg, at jeg kan hjælpe andre unge homoseksuelle til at stå ved deres seksualitet”.

Arkiv ID: 2552

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
mandag, 28 februar 2011 13:00

Mere frihed og mere vækst

FOLKETINGSVALG: Den homoseksuelle erhvervsmand POUL V. ENSEN stiller op til Folketinget som kandidat for Liberal Alliance.

Poul V. Jensen stiller op til folketingsvalget for Liberal Alliance.
Foto: Q-winner.

28. februar 2011 af Thomas R. Kristensen.

I februar igangsatte Out & About en serie af portrætter af homo- og biseksuelle folketingskandidater, og Morten Normann Jørgensen fra SF lagde ud.
Her i martsnummeret præsenterer vi Poul V. Jensen, der er 51 år og har opbygget en virksomhed med 40 ansatte. Han mener, der er for få erhvervsfolk i Folketinget, og stiller derfor op som kandidat for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds.

− Hvad fik dig til at gå ind i politik?
”Jeg har længe haft lyst til at gå ind i politik, og efter at jeg ansatte en direktør til at drive min virksomhed, fik jeg den nødvendige luft. Jeg mener, at Danmark står i en meget alvorlig situation, hvor vi er nødt til at fokusere på vores fremtid. Jeg vil gerne være med til at få Danmark derhen, hvor vi kan bevare vores velstand og sikre vores fremtid. Også så de kommende generationer kan overtage et rimeligt velfungerende samfund.”

− På din hjemmeside lægger du meget vægt på din baggrund som erhvervsmand. Hvorfor det?
”Rent samfundsmæssigt har vi en ledelse bestående af mange livstidspolitikere og akademikere. Derimod er erhvervsfolk ikke repræsenteret i Folketinget i samme målestok, som vi udgør af samfundet. Det synes jeg er et problem.”

− Sidst I fik valgt en politiker med erhvervsbaggrund, gik der kun få måneder, før hun sprang over til Venstre. Sker det samme med dig?
”Hvad kan jeg andet end at svare nej til det spørgsmål! Jeg har været medlem af Venstre tidligere, og jeg kunne ikke drømme om at gå ind i Venstre, som partiet fungerer nu. I Liberal Alliance kan jeg stå inde for 95 procent af partiprogrammet. Jeg har hjertet med, og jeg går ikke over til et andet parti, fordi der er bedre karrieremuligheder der. Jeg går ikke ind i politik for at få en karriere. Jeg har allerede haft en karriere gennem min egen virksomhed.”

− Hvorfor mener du, at Liberal Alliance har en bedre politik end Venstre?
”Fordi jeg fokuserer meget på liberal politik og er meget frihedsorienteret …”

− Frihed i forhold til penge eller i forhold til, hvordan man lever sit liv?
”Det er sandelig begge dele. Jeg vil ikke have, at staten fortæller mig, hvad jeg skal spise eller se i tv. Jeg blev myndig som 18 år og er i stand til at tage ansvar for mit eget liv. Alle de forbud, som vi får ned over hovedet, kan jeg slet ikke forene mig med. I forhold til det andet, altså økonomien … Jeg mener, at Danmark minder for meget om et planøkonomisk samfund. Staten styrer alt for meget i forhold til adfærd og forbrug. Og staten vil hele tiden have kontrol over alt og alle.”

− Kan du give et eksempel?
”Tag den offentlige sektor, som er for stor i forhold til den private sektor.”

− Er det ikke vigtigt, at vi har sygeplejersker, politibetjente og lærere?
”Der er hamrende vigtigt, men det er ikke min pointe. Det er de ting, som bliver overtaget af det offentlige. Tag for eksempel Københavns Kommune, som har overtaget at feje fortove, selv om mange ejendomme havde gode løsninger, som de var glade for. Nu skal disse ejendomme betale et stort ekstrabeløb til kommunen, som gør arbejdet så dårligt, at ejendommene er nødt også at betale for at få det gjort privat. Og tag holdningen til bilisme. Man gør alt, hvad man kan, for at det skal være besværligt for københavnere og for besøgende at køre i bil.”

− Men specielt i myldretiden er bilisterne vel deres egen værste fjende, fordi de fylder gaderne og blokerer for hinanden?
”Det kan du måske sige. Men jo flere parkeringspladser man fjerner, og jo flere veje man ensretter og gør smallere, så vil bilisterne finde andre veje. København skulle gerne trække for eksempel svenskere til at komme og bruge penge på Strøget. De vil næppe være interesseret i at bruge en time på at finde en parkeringsplads og betale 45 kroner i timen, når det koster 10 kroner i Malmø.”

− Var det ikke smartere, at de tog toget til København?
”Det er der også nogle, der gør. Men vi må have forståelse for, at ældre mennesker og familier med børn kan have brug for at have bilen med. Vi skal tiltrække folk til byen for at få gang i butikkerne og få solgt nogle varer.”

− Synes du, det er gået for vidt med cykelstierne i København?
”Nej, slet ikke. Det er sundt at cykle, og jo flere, vi kan få til at cykle og tage metroen, jo bedre. Men det skal være folks eget valg. Det, jeg angriber, er, at man ikke finder løsninger for bilisterne. Hvis København vil have biler væk fra byen, bør man bygge en bro eller en tunnel, så alle, der kommer nordfra og skal til Amager, ikke behøver at køre gennem byen.”

− Nok om trafik! En af dine og partiets store mærkesager er skatten, som I vil have ned på 40 procent …
”Maksimum 40 procent!”

− Hvor skal pengene komme fra?
”Finansieringen har vi fremlagt en klar plan for. Over 7-10 år vil vi gennem naturlig afgang reducere antallet af offentligt ansatte med 40.000. Bureaukratiet skal forenkles, så de ansatte får større frihed til at løse de opgaver, som de faktisk er uddannet til.”

− Er bureaukratiet også gået for vidt i forhold til de arbejdsløse?
”Ja! Vi bruger alt for mange ressourcer på aktivering frem for på uddannelse. Det er bedre at bruge pengene på at uddanne de arbejdsløse. Jo højere uddannelsesniveau, jo mere vækst kan vi skabe.”

− Hvor skal pengene ellers komme fra til jeres skattelettelser?
”Blandt andet ved at afskaffe efterlønnen …”

− Hvad skal der så ske med de nedslidte?
”Ofte bliver det misforstået i medierne. Men faktisk er det sådan, at for at få efterløn skal man være tilmeldt a-kassen og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det harmonerer jo slet ikke med argumentet om at fastholde efterlønnen af hensyn til de nedslidte. Vi mener, at de nedslidte skal have førtidspension.”

− Vil I så lette adgangen til førtidspension for de ældre?
”Adgangen skal ikke nødvendigvis være lettere, men sagsbehandlingen skal være hurtigere. Og det skal gælde alle, uanset alder.”

− Planlægger I flere besparelser?
”Gennem udliciteringer kan vi skaffe 10 milliarder og sikre, at valget falder på de bedste og billigste løsninger. Og så er der det sorte arbejde, som bliver mindre udbredt, hvis vi sænker skatten til 40 procent. Derudover vil vi øge brugerbetalingen. Vi foreslår for eksempel, at det skal koste 50-75 kroner at gå til lægen.”

− Risikerer vi ikke bare mere bureaukrati for at opkræve disse penge?
”Det handler også om, at nogle går rigtig meget til lægen, uden at de har reelt behov. Det sker ikke hos tandlægerne, hvor der er en meget høj brugerbetaling – måske endda for høj. Ved at indføre en lille brugerbetaling på hospitalerne kan man også motivere folk til at møde op til planlagte undersøgelser. I dag er der jo mange patienter, som udebliver.”

− Er brugerbetaling rimeligt over for dem, som er meget syge?
”For kronisk syge og andre med behov for hyppige lægebesøg skal der være loft over brugerbetalingen på samme vis som vi kender for medicinudgifter.”

− Er der LGBT-politiske spørgsmål, som du prioriterer højt?
”Da jeg var med i Borgerlige Bøsser, deltog jeg i en debat med Tove Fergo (V), som ikke havde forståelse for, at homoseksuelle havde færre muligheder end andre. Siden dengang er det nu naturligt, at når dronningen inviterer til hofbal, så har man sin partner med, uanset køn. Det viser, at vi er nået langt. Der, hvor vi mangler, er i forhold til vielser i kirken …”

− Hvad med på Rådhuset?
”Også her skal det selvfølgelig være ens og frit for homoseksuelle at indgå ægteskab, som det er for alle andre.”

− Skal præsterne tvinges til at vie homoseksuelle?
”Der er forskel på at tvinge og at åbne for muligheden. Hvorfor ikke bare åbne for muligheden? Det kan godt være, at der vil være nogle præster, som vil sige nej. Men de fleste vil jo gerne vie homoseksuelle, så hvis vi åbner for muligheden, vil det hele komme af sig selv.”

− Liberal Alliance peger på en regering, som har forhalet det her i årevis. Hvordan hænger det sammen?
”Vi har fokus på vores fire mærkesager, men det her kommer selvfølgelig også ind under den mærkesag, som hedder frihed.”

− Så kan vi regne med, at Liberal Alliance vil fremme disse sager efter valget?
”Ja, det kan I regne med. Det står jo også i vores partiprogram.”

− Har du andre LGBT-politiske spørgsmål på dagsordenen?
”Jeg er meget ked af tendensen med flere og flere hate crimes. Umiddelbart har jeg ikke løsningen på problemet, men politisk er man nødt til at håndtere det. For eksempel ved, at forældre, pædagoger og lærere i højere grad fokuserer på frihed og respekt for hinanden. Uanset seksualitet. Uanset religion. Uanset hudfarve. Og uanset oprindelsesland.”

POUL V. JENSEN
51 år.
Selvstændig erhvervsdrivende.
Bor i Hellerup.
Opstiller for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds.
poulvjensen.dk

VALG 2011
Blandt de cirka 800 folketingskandidater er der ingen transpersoner og kun få åbne homo- og biseksuelle kandidater, ifølge vores oplysninger. Out & About præsenterer en serie af portrætter med nogle af disse kandidater som optakt til folketingsvalget.

Arkiv ID: 2553

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
søndag, 27 februar 2011 13:00

Dansk Grand Prix med "ny begyndelse"

GRAND PRIX: Bandet A Friend in London vinder det danske Melodi Grand Prix 2011 efter en super spændende finale, hvor bandet allerede i semifinalen måtte op i mod en af bookmakernes forhåndsfavoritter nemlig partybandet Le Freak.


Foto: Frank Holm.

27. februar 2011 af Frank Holm.

Der var masser af højt hår og humør hos det unge band A Friend In London og deres ”New Tomorrow”, som nu skal repræsentere Danmark til maj, hvor vi er i den anden semifinale.
Vennerne fra London viste sig ikke kun at være favorit hos tre af de fem dommere i juryen. Også en enig dansk befolkning stemte sangen til tops i en dansk grand prix finale, der i år havde høj international kvalitet.

Om det også at nå finalen i tyske Düsseldorf til maj, hvor Danmark i den anden semifinale skal forsøge at kvalificere sig til den store finale ved dette års internationale Melodi Grand Prix må vi vente at se. Men bandet har i hvert fald taget første skridt og vundet den danske finale.

Sangen ”New Tomorrow” er skrevet af Lise Cabble og Jakob Glæsner. De var begge superglade over sejren.
”Vores nerver er fuldstændig flossede”, fortæller en glad Lise Kappel til Out & About.
”Jeg havde selvfølgelig håbet på, at vi ville nå langt, men jeg synes konkurrencen i år var så stærk, at jeg på ingen måde kunne vide mig sikker på, at vi overhovedet ville komme videre til semifinalerne”, tilføjer sangskriveren, der også stod bag den danske vinder ”Fra Mols Til Skagen”, der opnåede en fornem femte plads ved det internationale Melodi Grand Prix i 1995.

”Nu skal alle sejl sættes ind for at vinde i Düsseldorf, så jeg kunne godt tænke mig, at vi fik en stor international producer til lige at arbejde lidt med sangen”, tilføjer medkomponist Jakob Glæsner, der til daglig er bassist i bandet Johnny Deluxe. Bandet, der selv nåede semifinalen i 2009 med sangen ”Sindssyg”.

Arkiv ID: 2550

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv

DVD: Sami Saifs portræt af musikeren Tommy Seebach er nu ude på dvd. Dokumentaren er en gribende skildring af en begavet musiker og sangskriver, men også af den komplekse og splittede person Tommy Seebach også var.


Foto: .

27. februar 2011 af Frank Holm.

Vi føres kronologisk gennem Tommys liv fra hans fødsel i 1949 til hans død i 2003. Vi er med, da Tommy slår igennem med Sir Henry and his Butlers, og senere, da han kan fejre de store Melodi Grand Prix triumfer.

Tommys børn, kone og venner tegner et både varmt og kærligt billede af familiemennesket, men fortæller også om de dæmoner, han måtte kæmpe med, mere og mere som karrieren begyndte at smuldre, og alkoholen overtog mere og mere plads i Tommys liv.

Der er masser af skønne gensyn fra DRs arkiver, men også mange af Tommy Seebachs egne privatoptagelser bliver brugt til at tegne det komplekse portræt.

Desværre er der en del ender som dokumentaren ikke giver svar på. Vi får ikke at vide hvorfor det ikke var muligt for Seebachs mange venner at få ham på ret kurs igen eller hvorfor alkoholen var så tillokkende.

Dokumentaren om Tommy formår alligevel at male et godt billede af musikeren og mennesket Tommy Seebach, men også et billede af et stykke dansk pophistorie.


Vind Tommy DVD´en her på Out & About
´[Klik her

Arkiv ID: 2551

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
lørdag, 26 februar 2011 13:00

Kendt homodesigner anholdt

MODE: Den homoseksuelle designer John Galliano er blevet anholdt og suspenderet fra Dior efter antisemitiske udtalelser.

Galliano er blandt kendt for sine kollektion af frække underdrenge, som blandt andet Kylie Minogues dansere benytter.
Foto: .

26. februar 2011 af Frank Holm.

Ifølge den engelske avis The Telegraph, blev den kendte 50-årige modedesigner anholdt i kvarteret Marais i den franske hovedstad Paris. Kvarteret, der er populært blandt homoseksuelle, er også hjemsted for byens jødiske samfund.

Galliano overfaldt efter signende verbalt et par på en cafe.
"For øjeblikket ved vi ikke, hvorfor designeren gik amok på parret”, fortæller politikilder til ATP News.
Dior har siden bekræftet, at designeren nu er suspenderet fra det franske modehus, kort før de store efterår / vinter 2011 modeshows i Paris.

»Dior har en nul tolerance politik over for enhver antisemitisk eller racistisk opførsel. Indtil resultaterne fra politiets undersøgelser foreligger, er John Galliano suspenderet fra sit ansvar”, oplyser Diors administrerende direktør, Sidney Toledana i en erklæring.

John Galliano er ofte at finde på avisen The Independents ”Pink liste” over de mest magtfulde engelske homoseksuelle.

Arkiv ID: 2549

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
fredag, 25 februar 2011 13:00

Out & About's marts nummer på gaden i dag

DANMARK: Hvis du ikke finder Out & About på dit favorit sted, kan du læse det online på udgivelsesdagen. Out & About #99 marts 2011, er på gaden 25. februar 2011.

Sven Gaul.
Foto: Christina Bull.

25. februar 2011 af Bert Svalebølle.

Du kan blandt andet læse følgende artikler:

Sven Gaul
TV-2 fejrer 30 års jubilæum med albummet Showtime og singleudspillet Fuck Den Kærlighed. Out & About har mødt TV-2’s trommeslager, Sven Gaul.

Valg 2011
I artikelserien med folketingskandidater er vi nået til den homoseksuelle erhvervsmand Poul V. Jensen, som stiller op for Liberal Alliance.

Copenhagen Fashion Week
Alt fra sorte riddere og moderne soldater til hardcore hiphoppere og street nomadefolk dukkede op på podierne under Copenhagen Fashion Week i februar.

Rejser
Den arabiske arv blander sig med klassisk spansk kultur i Granada. Resultatet er diversitet og tolerance.

Fotos fra Sabaah
Foreningen Sabaah står bag fotoudstilling og katalog med portrætter af homoseksuelle og transpersoner med minoritetsetnisk baggrund.

Læs online: [Klik her]

Arkiv ID: 2542

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
fredag, 25 februar 2011 13:00

Homoseksuelle outet på direkte tv

TV: Flere homoseksuelle er blevet outet i et nyhedsindslag om netdatingsider på indisk tv.


Foto: .

25. februar 2011 af Frank Holm.

Den indiske tv-station Kanal TV9 Telugu, der har base i Hyderabad har outet flere homoseksuelle efter at en af stationens reportere loggede på det homoseksuelle dating website planetromeo.com i et nyhedsindslag.

Brugerne på websitet blev i indslaget kaldt afvigere og både navne og billeder blev tydeligt vist.
Reporteren gik endda så langt som at oplyse ”private” oplysninger som penisstørrelse og foretrukne sexstillinger fra en af de viste profiler.

Reporter ringede dernæst til to mænd fra sitet og stillede dem intime spørgsmål om deres sexliv og bad dem oplyse hvor de boede og arbejdede.

NDTV kunne ifølge PinkNews efterfølgende rapportere, at en ung mand har forsøgt selvmord efter hans forældre kunne genkende ham på programmet.

Ifølge tv- kanalen skulle indslaget sætte fokus på, at studerende og funktionærer var ved at blive ”slaver af en livsstil, der er imod naturen”.

Indiske homoorganisationer har fordømt indslaget og kræver en undskyldning fra tv-stationen.

Arkiv ID: 2544

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
fredag, 25 februar 2011 13:00

Solen over Benidorm

REJSE: BENIDORM er en lille perle på den spanske vestkyst, 40 kilometer nord for Alicante.


Foto: .

25. februar 2011 af Tonny og Claus Bønløkke Hertz.

BENIDORM ER SOLRIG næsten hele året rundt. Det tiltrækker naturligvis mange turister og mange ældre langtidsturister. Men selv om stemningen er turistet, er der både masser af plads på byens skønne strande og masser af homoliv i den gamle bydel.

Kysten omkring Benidorm er delt i to. Den ene strand er seks kilometer lang og den anden 1,8 kilometer, så der er rigeligt med plads.
Byen er moderne og helt anderledes, end man ellers kender fra spanske feriedestinationer. Benidorm har skyskrabere og føles næsten som en miniudgave af New York eller Frankfurt.

BYEN ER DOG IKKE DYR af den grund. Faktisk spiser man billigere og bedre end i mange andre spanske feriebyer.

Hotellerne er også rimelige i pris og fås fra 30 euro og opefter. Der er flere muligheder for at bo på homohotel eller i homolejlighed midt i byen.

Alternativt kan man vælge at forkæle sig på det femstjernede Hotel Asia Gardens, som ligger oppe ad bjerget. Hotellet er næsten som at komme til Bali. En overnatning koster fra 200 euro og opefter. Til gengæld er det enorme poolområde på 3500 kvadratmeter.

ANTALLET AF HOMOBARER er stort, foruden et homodiskotek og en homorestaurant. Derfor går en uge hurtigt i Benidorm. Men hvis det kniber med at få ferie, kan homomiljøet også udforskes på en forlænget weekend.

Konkurrencen mellem de forskellige homobarer er hård. Derfor gør barerne sig umage for at tiltrække kunderne, og de fleste steder har både charme, nerve og rigtig god stemning.

The People er en moderne bar i to etager med bar forneden og darkroom, pornofilm og crusing foroven. The Look er en moderne dansebar med det nyeste musik og et stort darkroom. The Peppermint er en meget lille bar uden darkroom, men hvor man til gengæld kan have sex i og omkring baren. Her arbejder tjenerne af og til kun iført harness, cockring og støvler.

Benidorms homodiskotek, Sunset, spiller en blanding af moderne musik og latinomusik. Når barerne lukker klokken fire, fortsætter Sunset med at holde åbent frem til klokken otte om morgen.

FRA KØBENHAVN er der direkte fly til Alicante, 40 kilometer fra Benidorm. Fra Alicante kører der tog til Benidorm, men inden man springer på toget, kan man jo lige så godt benytte lejligheden til at se Alicante by.

Her er det mest interessante byens borg, som ligger på bjerget midt i byen. Efter en lidt anstrengende gåtur op ad bjerget er belønningen en storslået udsigt over byen, 380 grader rundt.

Alicante har også en udmærket homoscene med otte barer og tre saunaer. Så hvis der er tid nok, kan det anbefales at tilbringe et par dage i Alicante, med kultur og homoliv, inden turen går til Benidorm.

Arkiv ID: 2546

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
fredag, 25 februar 2011 13:00

Øst møder vest i Istanbul

REJSE: Bosporus-strædet deler Tyrkiets største by, ISTANBUL, i øst og vest. Eller forbinder Europa med Asien, alt afhængig af øjnene, der ser. Istanbul er en trykkoger, der blander årtusindgammel kultur med moderne storbyliv.


Foto: Sensation-Tours.

25. februar 2011 af Walther Griesé.

”DU SKAL BO på den europæiske side, der er mest gang i den,” siger Murat Gençer.
Selv bor han på den asiatiske side, fordi huslejen er lavere, og livsstilen er mindre hektisk.
Han er direktør for Sensation Tours, et tre år gammelt rejsebureau, der specialiserer sig i homorejser. Bureauet engagerer sig i lokale events som Istanbul Pride, der langsomt vokser sig større, og arrangerer skønhedskonkurrencen Mr Good Looking Turkey, der begejstrer både lokale og besøgende homoer.
”Seksualitet er et flydende begreb i Istanbul,” siger Murat Gençer.
”Du finder mange mænd, der har sex med mænd, men de ville protestere kraftigt, hvis du siger, at de er homoseksuelle, sådan som I definerer det i Vesteuropa.

99,8 PROCENT af Tyrkiets befolkning er muslimer, og det regerende parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), definerer sig som et ”moderat muslimsk” parti.
Men det politiske styre i Tyrkiet har været sekulært, siden landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk grundlagde den tyrkiske republik i 1923. Der er forbud mod, at kvinder bærer tørklæder på offentlige institutioner som universiteter og andre uddannelsessteder.
Til gengæld er der intet forbud mod homoseksualitet eller transseksualitet, idet disse ord simpelthen ikke eksisterer i den tyrkiske lovgivning. Dette betyder dog, at der heller ikke er love, der beskytter seksuelle minoriteter mod diskrimination.

FØRSTE GANG du kommer til Istanbul, er det oplagt at besøge de mest populære seværdigheder. De ligger i den gamle bydel på den europæiske side og emmer af historie:
Hagia Sophia, kirken der var centrum for Det Byzantinske Rige i næsten tusinde år, Den blå moské med sine seks minareter og fantastiske lysshows, Topkapi-paladset med det berømte harem samt Den Store Basar, der blev bygget i 1400-hundredetallet og har mere end 4.000 butikker. I basaren velkommer de handlende dig stadig med en kop sød te og forventer, at du prutter om prisen.
Når du bliver mæt af historiens vingesus, går du ad broen over strædet Det Gyldne Horn til den pulserende og kosmopolitiske bydel Beyoglu.
Du er stadig på den europæiske side, men oplever kontrasten til den gamle bydel ved et besøg på kunstmuseet Istanbul Modern. Det renoverede pakhus byder på moderne tyrkisk kunst, debatskabende særudstillinger, og en tjekket café, hvor du kan spise frokost på terrassen med udsigt over Bosporus.

HOVEDPULSÅREN i Beyoglu er gågaden Istiklal Caddesi , der myldrer af liv døgnet rundt; over tre millioner mennesker slentrer op og ned ad gaden hver uge.
På selve gågaden finder du mest kædebutikker. Du skal ud i sidegaderne for at finde de interessante forretninger og spisesteder. Start for eksempel i de tyrkiske boligstylisters favoritbutik Hall i gaden Faik Pasa Yokusu. Herfra kan du udforske de smalle, stejle sidegader med de gamle håndværksmestre og marskandiserbutikker.

FØLG REGNBUEFLAGET til Sugar Club Café − en mindre revolution, da den åbnede for fire år siden. I en diskret sidegade til Istiklal Caddesi sidder drengene på fortovscafé og varmer op med en the eller en øl som i enhver vesteuropæisk storby.
Når sulten melder sig, rykker de videre til de snævre gyder Nevizade Sokak eller Sofyali Sokak, hvor du skal kæmpe for at få et udendørs bord på de små meyhanes (uformelle restauranter med spiritusbevilling). Her starter festen med den lokale brændevin raki samt meze, Tyrkiets svar på tapas.
Hvis du synes, at der skal kæles mere for tallerkenen, så besøg de homovenlige restauranter 5. kat (5. sal), hvor divaen Yasmine Alkaya lokker med dj’s, overdådige cocktails og udsigt over Bosporus; Changa, hvor den newzealandske stjernekok Peter Gordon har komponeret menuen; eller den moderne og eksklusive thai-restaurant Çok Çok.

”DU MØDER VARMBLODIGE unge mænd med mørke øjne,” lover Sensation Tours på deres hjemmeside.
Og der er masser af søgende mandeløjne på de populære homo-steder: The Other Side med gogodansere og en cool tagterrasse, Prive for de modne elskere af progressiv musik, Cheeky med byens eneste (officielle) dark room, og nattens sidste destination: Club 17, hvor turister møder transer og trækkerdrenge til et svedigt soundtrack af glad tyrkisk pop.

FLERE TIPS TIL ISTANBUL

FLYV DIREKTE
Turkish Airlines flyver direkte fra København til Istanbul. Find de billigste priser på viviro.dk og momondo.com.

SENSATION TOURS
Tyrkisk rejsebureau for homoturister:
sensationtours.com.tr

GAY-FRIENDLY HOTELLER
Eklektik Galata er et lille, centralt beliggende homohotel.
The House Apart har moderne og velfungerende lejligheder på gode locations.
Find mere information om [Eklektik Galata] og [The House Apart].

GAY CAFÉ
Sugar Club Café er Istanbuls eneste åbne homo-café.
Find mere information om [Sugar Club Café].

GAY-FRIENDLY RESTAURANTER
5. kat (5. sal), hvor divaen Yasmine Alkaya lokker med dj’s, overdådige cocktails og udsigt over Bosporus.
Changa, renoveret art deco-hus indrettet med moderne design. Den newzealandske stjernekok Peter Gordon har inspireret til et innovativt tyrkisk køkken.
Çok Çok er en lille, moderne og tjekket thai-restaurant.
Find mere information om [5. kat], [Changa] og [Çok Çok].
Tjek også gyderne Nevizade Sokak eller Sofyali Sokak, hvor du skal kæmpe for at få et udendørs bord på de små meyhanes (uformelle restauranter med spiritusbevilling). Her starter festen med den lokale brændevin raki samt meze, Tyrkiets svar på tapas.
Mange homoers favorit-meyhane er [Sofyali 9]

INSIDER I ISTANBUL
Tjek journalisten René Ames tips til homoliv på [Timeout Istanbul].

BJØRNE
For bjørneelskere er Istanbul paradis på jord.
Tjek [Istanbear].

BOSPORUS
Bosporus-strædet er livsnerven i Istanbul. Hop på en båd og få et nyt perspektiv på byen.

Arkiv ID: 2547

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
fredag, 25 februar 2011 13:00

Den arabiske arv i Granada

REJSE: Den arabiske arv blander sig med klassisk spansk kultur i GRANADA. Resultatet er diversitet og tolerance.


Foto: Hammam.es.

25. februar 2011 af Walther Griesé.

”HVIS TO OKSEKÆRRER kan passere hinanden, er det en bred vej,” sagde spanierne, da de generobrede byen Granada fra den mauriske besættelsesmagt i 1492.

Selv i dag er det lettest at komme frem til fods i Granadas arabiske bydel Albaicín; de snævre, labyrintiske gyder minder om en nordafrikansk medina med gadehandlere og små teterias, der lokker med bløde orientalske pudesofaer, vandpiber og søde arabiske kager.

INDBYGGERNE I GRANADA respekterer og værner om Legado Andalusi, den arabiske arv i Andalusien. Arven promoveres på steder som Hammams de Al Andalus, det arabiske badehus, hvor de forkæler dig med dæmpet lys, vekselbade, massage og sød myntete. Og imponerer, når du krydser floden Dorra og går på opdagelse i det smukke paladskompleks Alhambra med den frugtbare have, Generalife.

Her viser de hver sommer teaterstykker af Granadas LGBT-ikon, dramatikeren Federico Garcia Lorca.

I andre dele af Granada genkender du det klassiske Spanien med brede boulevarder, statelige bygninger, katolske kirker og kærligheden til flamencodansen.

”HOMOERNE VIL HAVE kultur, oplevelser og generel tolerance,” siger turistorganisationen i Granada. De samarbejder med 200 forretninger og servicevirksomheder om at gøre LGBT-turisterne glade og udgiver blandt andet en guide om de mange muligheder, der er i hele regionen Granada.

Men du finder også de mere traditionelle indslag i LGBT-miljøet, for eksempel restauranten Lagayedra, hvor middagen afbrydes af krukkede dragkunstnere, der mimer til popsange og fornærmer gæsterne (på spansk). Samt nabobaren Six Colours, der lokker med gavmilde drinks, halvnøgne fyre på storskærm og det samme lydtapet som på gay barer i alle andre europæiske storbyer.

GRANADAS DIVERSITET understreges af, at du kan holde storbyferie med en afstikker til skisportsstederne i bjergkæden Sierra Nevada; eller køre et par timer sydpå til Costa Tropical, der lokker med 320 solskinsdage om året og alle former for vandsport.


HOTELLER
Abba Granada er et nybygget firestjernet hotel midt i Granada. Ønsker du mere historie og atmosfære, så prøv Palacio Mariana Pineda, opkaldt efter den kvindelige rebel, der inspirerede Federico García Lorca til teaterstykket Mariana Pineda.
abbahoteles.com
palaciomarianapineda.es

RESTAURANT
Spis frokost på Mirador de Morayma med udsigt til Alhambra. Barhop i gaderne omkring Calle Navas, der er kendt for tapasbarer som den eksperimenterende La Pajuana.
miradordemorayma.com
La Pajuana, Rosaria 12

ARABISK BAD
”Bad i historien,” siger Hammams de Al Andalus, der lokker med hele den arabiske badetur inklusive massage. Personalet understreger LGBT-venligt, men bestemt, at hammamen ikke er en kontakt-sauna.
hammam.es

ALHAMBRA
Det imponerende paladskompleks Alhambra regnes for højdepunktet af maurisk kunst i Europa. Book værelse i Alhambras parador for at leve som kaliffen.
alhambra-patronato.es
parador.es

Læs mere om Granadas rebelske digter og LGBT-ikon, [Federico Garcia Lorca].

Out & About var inviteret til Granada af Den Spanske Stats Turistbureau.
Find mere information om Granada og Spanien på Spain.Info.

Arkiv ID: 2548

Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies

  
Kategori Arkiv
Side 1 ud af 7
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies