Et besøg i Den Blå Lagune er med i programmet for Rainbow Reykjavik.
31. december 2011 af Thomas R. Kristensen.
Selv om det er vinter, er der sjældent nær så koldt på Island, som man kunne frygte.
Faktisk er Reykjaviks gennemsnitstemperatur for februar 0,4 grader – en anelse højere end i København. De milde vintre skyldes Golfstrømmen, som er med til at holde temperaturen oppe på Island på trods af landets nordlige beliggenhed.
Den islandske hovedstad er vært for en international LGBT-event, Rainbow Reykjavik, som finder sted fra 16.-19. februar. Arrangørerne prøver især at lokke gæster til fra de skandinaviske lande samt USA, Canada, Tyskland, Frankrig og Holland.
Det islandske flyselskab Icelandair bakker op om initiativet som hovedsponsor og med særlige tilbud på pakkerejser, der inkluderer fly, hotel, udflugter og adgang til samtlige fester.
Borgmester i drag
Island er et af de lande i verden, som er mest åben over for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.
Mens en hel del danske politikere stadig afviser at lade homoer bruge ordet ægteskab, vedtog det islandske parlament enstemmigt i 2010 at tillade homoseksuelle par blive gift på lige fod med alle andre borgere.
Samme år vakte Reykjaviks borgmester, Jón Gnarr, vild jubel, da han åbnede Reykjavik Gay Pride som drag queen – iført blomstret kjole, blond paryk og rød læbestift.
Hvert år i begyndelsen af august bakker en stor del af Reykjaviks befolkning op om priden, som er Islands næststørste begivenhed efter nationaldagen den 17. juni. Men med den nye internationale LGBT-event er der nu endnu en god lejlighed til at besøge Island.
Heftigt natteliv
Reykjavik har både lækre restauranter og uformelle spisesteder, luksuriøse hoteller og hyggelige guest houses, gode shoppingmuligheder og et ganske heftigt natteliv.
Homoer og heteroer blander sig generelt meget med hinanden i Reykjaviks natteliv. Men selv om byen er forholdsvis lille, med blot 200.000 indbyggere, er der tre homosteder: Natklubben Barbara Sunshine, café- og dansebaren Trúnó samt Our Boys Club, hvor der, som navnet antyder, kun er adgang for mænd.
I løbet af Rainbow Reykjavik-dagene bliver der formentlig fyldt med mennesker på de tre homosteder. Men dagene byder også på koncert om fredagen, cocktailparty på rådhuset lørdag eftermiddag samt vikingefest lørdag nat.
Islandsk natur
Programmet for Rainbow Reykjavik handler ikke kun om at feste, men giver også mulighed for at opleve den islandske natur.
Ved ankomsten torsdag den 16. februar kan man besøge den berømte Blå Lagune på vejen fra lufthavnen til Reykjavik. Torsdag nat kan man opleve nordlys og om fredagen er der arrangeret en tur til det store vandfald Gullfoss og den verdensberømte gejser Geysir – som nogle islændinge foretrækker at kalde Gaysir.
LÆS MERE om Rainbow Reykjavik på rainbowreykjavik.com, og book billetter på icelandair.dk.
Se video om Island: [Klik her]
Arkiv ID: 3267
Copyright (C) - Out & About - Copenhagen Gay Media ApS