Top banner right

Lørdag, 18 maj 2019 11:19

Asien på vej – første land tillader homoægteskaber

Af Kategori Udland
Bedøm
(0 Stemmer)

Første asiatiske land har gjort vielser af homoseksuelle lovlige trods modstand i befolkningen.


Fredag var en festdag for tusindvis af taiwanere, der er gået på gaden for at fejre, at Taiwans politikere har gjort homoseksuelle vielser lovlige.

Taiwan bliver dermed foregangsland, da ingen andre lande i Asien endnu har gjort det lovligt, skriver Reuters.
Regeringspartiet Democratic Progressive Party (DPP) gik forrest i parlamentet og fik lovgivningen stemt igennem med 66 stemmer for og 27 imod.

”I dag har vi en chance for at skabe historie og vise verden, at progressive værdier kan slå rod i østasiens samfund”, skriver præsident Tsai Ing-Wen (DPP) på Twitter ifølge Reuters.
”I dag kan vi vise verden, at kærlighed vinder”, skriver Tsai Ing-Wen, der i 2016 gik til valg på, at hun ville gøre vielser af homoseksuelle lovlige.
Homoseksuelle vil fremover have de samme ægteskabsrettigheder som heteroseksuelle. Reuters beretter dog, at det kan stække præsident Tsai Ing-wens chancer for at få endnu en periode i embedet, når der næste år er valg i Taiwan.

Homoseksuelles rettigheder i Taiwan splitter nemlig befolkningen. I 2018 stemte landets borgere imod homoseksuelles ret til ægteskab.
Oppositionspartiet Kuomintang kritiserer præsidenten for, at hun ikke har rettet sig efter sidste års folkeafstemninger.
”Hvordan kan vi ignorere resultatet af folkeafstemningerne, som viste folkets vilje?”
”Kan vi finde en passende kompromisløsning? Vi har brug for mere dialog i samfundet”, sagde John Wu fra partiet Kuomintang, før loven blev stemt igennem i parlamentet fredag.

Den konservative gruppe Coalition for the Happiness of Our Next Generation skriver ifølge Reuters, at lovgivningen er respektløs over for folket.
”Syv millioner menneskers vilje i folkeafstemningen er blevet trampet på. Folket vil slå tilbage i 2020”, skriver partiet.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies