KONKURRENCER

Happy Pride kære ”afvigere”!

KOMMENTAR: Copenhagen Pride er over os, og det synes som om, alting lige er lidt større i år. Og det er der brug for, for hadefulde og destruktive kræfter næres af vores blotte tilstedeværelse. Ja, Anni Grimm hænger som en sort sky over mangfoldigheden.

torsdag, 20 juli 2017 23:01

Sandheden om grusomhederne i Tjetjenien

Kategori Udland
Foto fra demonstrationen Chechen mothers mourn their children, 1. maj 2017 på Nevsky Prospect i Sankt Petersborg. Foto fra demonstrationen Chechen mothers mourn their children, 1. maj 2017 på Nevsky Prospect i Sankt Petersborg. Foto: Fra Wikimedia Commons.
Bedøm
(1 Bedømmelse)

De store homomedier i ind- og udland opdaterer løbende læserne med oplysninger om forfølgelserne af homoseksuelle i Tjetjenien, og det er ikke gode nyheder, vi får: Navnene på 27 dræbte i de tjetjenske kz-lejre er nu blevet frigivet. Peer Aagard gør rede for grusomhederne i den russiske vasalstat, og spørger hvorfor for eksempel Danmark ikke vil anerkende og modtage flygtninge fra forfølgelserne på humanitært grundlag?

Jeg skrev første gang i starten af april om de uhyrlige overgreb mod homoseksuelle mænd, som begås i den russiske vasalstat Tjetjenien.

Det lille lands ledelse, som er sanktioneret af Vladimir Putin, havde etableret et stikker-netværk og begyndte at internere bøsser i kz-lignende lejre, hvor de blev udsat for tortur i form af slag og elektriske stød.

Senere fulgte forlydender om, at adskillige var blevet dræbt i disse lejre.

Alle rygterne blev siden bekræftet af både lokale og udenlandske pressefolk.

Landets leder Ramzan Kadyrov har under hele forløbet benægtet fakta – primært med den begrundelse, at “der simpelthen ikke findes homoseksuelle i Tjetjenien“.

Demonstration for døve ører
I april og maj var vi mange som deltog i to demonstrationer foran den russiske ambassade i København for at rejse opmærksomhed om sagen. Ved den sidste af demonstrationerne holdt tidligere overrabbiner Bent Melchior en gribende tale, hvor han sammenlignede homoseksuelles situation i Tjetjenien med de grusomheder, jøderne blev udsat for i Hitlers Nazityskland.

Amnesty International havde stået for en indsamling af over 50.000 protestunderskrifter her i landet og mere end en halv million fra det øvrige Europa, men personalet på ambassaden nægtede at tage imod dem.

Allerede på det tidspunkt stod det klart for os homoseksuelle og vores venner, at vi er ret alene i kampen for vores tjetjenske brødre. Ikke en eneste repræsentant for den heteronormative danske presse gad vise sig, mens vi stod der med vores skilte, megafoner og trillefløjter og forsøgte at råbe russerne op. Og ingen dansk politiker fandt det ulejligheden værd at dukke op for at vise sin solidaritet. Men det giver selvfølgelig også betydeligt bedre pressedækning, hvis man går en tur med Pride-paraden gennem byen i stedet for – og så er det ligesom også lidt festligere, ikke?

Berøringsangst mainstream
Men der kom dog en alvorlig fordømmelse fra Europarådet, og både Fru Merkel og flere andre regeringschefer gav luft for deres vrede. Det var mere end den danske regering kunne svinge sig op til. Et bette tweet fra Anders Samuelsen fulgt af en skriftlig erklæring på udenrigsministerielt papir var, hvad det kunne blive til. At udtrykke solidaritet med et forfulgt mindretal i et fremmed land er tydeligvis under Lars Løkkes værdighed. Og tænk også på al den råben op fra Dansk Folkeparti, det også ville medføre, hvis den danske regering i et glimt skulle komme til at afsløre en human tilgang til forfulgte homoseksuelle.

De periodiske artikler i dansk og udenlandsk presse om bøsserne i Tjetjenien er nu helt forsvundet, men der er jo også så meget andet at forholde sig til: Hvad har Martin Henriksen nu fundet på for at demonstrere sit nære slægtskab med vandrotten? Hvor mange liter botox er der hældt i hovedet på Trumps kone? Du ved, virkelige nyheder.

Og igen må jeg konstatere, at heteroer og homoer billedligt talt lever på hver vores planet, selv om ingen af os er glade for at erkende det. De store homomedier i ind- og udland opdaterer løbende læserne med oplysninger fra Tjetjenien, og det er ikke gode nyheder, vi får: Navnene på 27 dræbte i de tjetjenske kz-lejre er nu blevet frigivet.

De smukke ord fra diverse statsledere og ministre er ikke blevet fulgt op af handling. Kun to lande – Litauen og Frankrig – har indvilliget i at give asyl til de få tjetjenske bøsser, som er flygtet fra det mareridt, som udspiller sig dernede.

Amerikanske homo-organisationer bønfaldt Donald Trump om at tage sagen op ved hans møder med Vladimir Putin, men det skete ikke. I stedet udsendte det amerikanske udenrigsministerium i går en erklæring om, at man var “bekymret” over situationen. Bekymringen er dog ikke større, end at samme ministerium samtidig fastslog, at USA – ligesom for eksempel Danmark – ikke er til sinds at modtage humanitære flygtninge fra Tjetjenien.

Den tjetjenske leder Kadyrov har netop givet en interview til HBO, hvor han gentog sine tidligere udmeldinger: “Vi har ingen homoseksuelle i vores region, men i øvrigt mener jeg, at bøsser er djævle – ikke mennesker. Skulle vi støde på nogen af dem, ville vi sørge for, at de blev udslettet for at holde vores blod rent“.

Vladimir Putins pressetalsmand blev bedt om at kommentere på Kadyrovs ord, og gjorde det kort: “Han har ret. Der er intet at komme efter. Næste spørgsmål.”

Sandheden om tragedien i Tjetjenien
Nyhederne og billederne fra Tjetjenien kommer typisk via telefoniske henvendelser til den hotline for homoseksuelle, som er etableret af det russiske LGBT-netværk og derfra videre til udenlandske korrespondenter i Moskva. Eller de berettes til repræsentanter for NGO’ere, som for eksempel Amnesty, som besøger området.

I disse dage kommer der enslydende historier fra flere kilder: Arrestationerne og interneringerne er genoptaget med fornyet styrke. Tragedien, torturen og massakren på de tjetjenske bøsser fortsætter. Forældre og søskende til mænd som anses som homoseksuelle opsøges af tjetjensk politi og stilles overfor valget, om de selv vil dræbe deres søn eller bror eller om de foretrækker, at politiet gør det.

Jeg kan uden besvær finde mindst 100 feature-artikler om emnet fra homo-medier over hele kloden bare fra den sidste måneds tid. Snesevis af dygtige journalister og udenrigspolitisk kyndige har rapporteret om situationen og er fremkommet med skarpe analyser af, hvad der foregår og hvorfor.

Jeg kan samtidig bittert konstatere, at mainstream-pressen er uinteresseret. Og oftere og oftere strejfer tanken mig, at denne ligegyldighed er et spejl af det store flertal af heteroseksuelles generelle holdning. Hvorfor ellers den lammende apati fra politisk hold? Hvor er heterofolkets harme, vrede, solidaritet, når det virkelig gælder?

I kritiske situationer bruger folk ofte vendingen “skal der virkelig lig på bordet, før der sker noget?” Her er der lig på bordet, og reaktionen er et skuldertræk. Hvad stiller man så op?

Jeg har flere gange sagt og skrevet, at Vladimir Putin er for homoseksuelle, hvad Hitler var for jøderne og gentager det gerne.

Efter 2. Verdenskrig kæmpede mange med selvbebrejdelser over, at de havde gjort for lidt for at stoppe forfølgelsen af jøderne, før det var for sent. Og historien gentager sig:

Mennesket udvikler sig, men vi bliver ikke alle klogere af skade. Vi skulle jo nødigt rives ud af vores illusion om universel idyl og vores egen enorme rummelighed, som dog kun udstilles, når det er mest belejligt og fremmende for vor egen selvfedme.

 


59-årige Peer Aagaard arbejder til daglig som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han er desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT's patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter. Peer bor på Frederiksberg med sin mand Allan.


 

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies