KONKURRENCER

Homoer på Helgoland

KOMMENTAR. Hver sommer solbader mange bøsser på badeanstalten Helgoland. Sådan var det på det gamle Helgoland, som lukkede i 2004. Og sådan er det på det ny Helgoland, som åbnede i 2008. En tradition, kan man sige. 

tirsdag, 18 april 2017 07:00

Putin ligeglad med dansk kritik

Af Kategori Udland
Rusland er notorisk ligeglad med international kritik, ikke mindst på menneskerettighedsområdet. Effekten af kritik og pres er altså tvivlsom, og Putin ryster reelt næppe i bukserne, hvis udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) hæver stemmen. Rusland er notorisk ligeglad med international kritik, ikke mindst på menneskerettighedsområdet. Effekten af kritik og pres er altså tvivlsom, og Putin ryster reelt næppe i bukserne, hvis udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) hæver stemmen.
Bedøm
(0 Stemmer)

En bølge af overgreb mod homo- og biseksuelle mænd i Tjetjenien har vakt international fordømmelse. Rusland er dog notorisk immun over for international kritik, og den politiske vilje andre steder til reelt at hjælpe overleverne kan ligge på et lille sted. Alligevel er det muligt at handle – tavshed og passivitet bør ikke være en mulighed over for den forfølgelse, der foregår i øjeblikket.

Den seneste uge har historien om grove overgreb, interneringer af omkring 100 personer og endda drab begået af myndighederne i Tjetjenien mod homo- og biseksuelle mænd skabt overskrifter og fordømmelse.
Den brutale myndighedskampagne blev først omtalt i en artikel i den russiske avis Novoja Gazeta d. 1. april og er de efterfølgende to uger rullet ud internationalt via medier, menneskerettighedsorganisationer, underskriftindsamlinger og ikke mindst på de sociale medier. Der berettes om tortur, drab, bortførelser og internering i hvad der er blevet omtalt som koncentrationslejre. Menneskerettighedseksperter under FN har kaldt det forfølgelse og vold i en skala uden fortilfælde i regionen, og Human Rights Watch har opfordret til international handling.

Tjetjenien er en del af Rusland og styres med hård hånd af en Putin-tro marionet, præsident Ramzan Kadyrov, som det seneste årti – oven på to altødelæggende uafhængighedskrige i 90’erne og omkring årtusindskiftet – har holdt republikken i et jerngreb. Det er langt fra et ukendt fænomen i postsovjetisk politik, at den homoseksuelle har en status som centralt fjendebillede inden for de nationalkonservative eller traditionalistiske strømninger, der står stærkt i disse år, herunder i regeringskontorerne i Kreml såvel som Grozny.

Det er ikke før set med så voldsomt et udtryk, som det nu ses i Tjetjenien, men myndighedernes repressionskampagne kan ses som et udtryk for, at der umiddelbart ikke er nogen politisk stopklods mod undertrykkelse og forfølgelse i den Russiske Føderation. Mangel på respekt for menneskerettigheder samt den strategiske blåstempling af homofobi også fra den føderale regering er med til gøde jorden og skabe frit spil for brutale magtopportunister som præsident Kadyrov.

Brutale forhold
Forholdene for LGBT-personer i Tjetjenien er brutale. Og man må nok se i øjnene, at de vil være det et godt stykke tid endnu. Det er svært at se vejen ud for dem, der aktuelt rammes af regimets repression. En repression, der ledsages af den fare, folk møder i det LGBT-fjendtlige og traditionalistiske samfund i øvrigt.

Overgrebene i Tjetjenien har fået begrænset opmærksomhed fra danske politikere og medier, men flere internationale reaktioner er undervejs. Europa-Parlamentet, Europarådet, OSCE og FN – samt enkelte vesteuropæiske regeringer – har fordømt overgrebene og krævet handling fra de russiske myndigheder. Og i Danmark og i andre lande opfordrer LGBT- og menneskerettighedsaktivister kraftigt til, at deres politiske repræsentanter og regering tager afstand og lægger pres på Rusland. Rusland er dog notorisk ligeglad med international kritik, ikke mindst på menneskerettighedsområdet. Effekten af kritik og pres er altså tvivlsom, og Putin ryster reelt næppe i bukserne, hvis udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) hæver stemmen.

En anden måde at handle er at tilvejebringe konkret støtte til dem, der lige nu er i fare – det vil sige asyl. Her er spørgsmålet ikke så meget, om LGBT-personer ramt af den aktuelle overgrebskampagne har ret til beskyttelse, for det vil de i henhold til gældende asylret efter al sandsynlighed have – også i Danmark. Det vil mere være et spørgsmål om hvordan, altså om det kan ske via eksempelvis genbosætning eller hurtig udstedelse af humanitære visa. Én ting er nemlig i princippet at have ret til international beskyttelse, noget ganske andet er at få (geografisk) adgang til at benytte sig af den ret. Det er her, den virkelige udfordring ligger, og som den politiske virkelighed ser ud, kommer det nok ikke til at ske. LGBT-personer fra Tjetjenien kommer ikke til at få sikret adgang til international beskyttelse i eksempelvis Danmark. Ikke desto mindre kan det at rejse forhold vedrørende berettigelse og adgang til international beskyttelse – udover konkret støtte for overlevere – være en platform for kritik og pres i relation til de russiske myndigheder.

Ord og handling
Så LGBT-personer i Tjetjenien er doomed. De russiske myndigheder vil reelt ikke forhindre overgreb, og vestlige regeringer vil være tilbageholdne med at handle og tilbyde beskyttelse. Det kan man lige så godt erkende. Denne tragedie fletter sig således ind i en række af humanitære kriser, der udstiller diskrepansen mellem floromvundne ord om værdier på den ene side og handling på den anden.

Men virkelighedens gru behøver ikke efterlade os i forfærdet handlingslammelse. For forpligtelsen til at gøre noget må om ikke andet rette sig mod dem, der befinder sig og handler lokalt i Rusland og i Tjetjenien. Og derfra lyder opfordringen på fortsat international solidaritet og forøget fordømmelse og protest, på opbakning fra internationale institutioner og nationale regeringer og på, at andre stater tilbyder beskyttelse til dem, der måtte flygte for at komme i sikkerhed. Samme opfordringer lyder fra ILGA-Europe – den europæiske LGBT-paraplyorganisation. For tavshed er ikke en løsning. Uden pres kan man være sikker på, at intet sker. Og man skal ikke undervurdere den betydning, international solidaritet, opbakning og anerkendelse kan have for dem, der oplever og overlever overgreb, som vi aktuelt er vidne til.

Men man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene og tro, at progressive skåltaler gør det i sig selv – hvad enten det er på de sociale medier eller på ministerielle Twitter-konti. I hvert fald ikke, hvis målet på kort sigt er at forbedre vilkårene for LGBT-personer i Rusland eller hjælpe overleverne i eller fra Tjetjenien. Der bør sættes ind fra græsrodsniveau til højt oppe i de diplomatiske og politiske systemer.

Men vil man være sikker på, at støtten gør en konkret forskel, vil det mest oplagte måske i virkeligheden være at støtte en LGBT-organisation som Russian LGBT Network, der driver et aktuelt krise- og evakueringsberedskab for LGBT-personer i Tjetjenien. Og i øvrigt løbende at orientere sig efter konkrete råd om støtte hos ILGA-Europe, der også har en let tilgængelig donationsknap på sin hjemmeside. Når staters interventioner – eller mangel på samme – ikke holder hånden under de udsatte, må civilsamfund og NGOer gøre det.

Mads Ted Drud-Jensen, sociolog, konsulent og frivillig i LGBT Asylum.


Denne kronik er bragt i Information den 16. april 2017 og gengives med tilladelse fra Mads Ted Drud-Jensen og Information.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies