KONKURRENCER

Ukraine og mangfoldigheden

Eurovision Song Contest blev skabt efter 2. verdenskrig for at samle europæerne omkring en fredelig sangdyst i stedet for en kamp med bombefly og maskingeværer.

lørdag, 15 april 2017 11:14

Grufulde detaljer fra tjetjenske KZ-lejre

Af Kategori Udland
Omkring 100 protesterede fredag foran den russiske ambassade i London med forholdene for homo- og biseksuelle i Tjetjenien. Omkring 100 protesterede fredag foran den russiske ambassade i London med forholdene for homo- og biseksuelle i Tjetjenien.
Bedøm
(3 Stemmer)

Det er få men brutale detaljer, der slipper ud fra Tjetjenien om forholdene for de tilbageholdte homo- og biseksuelle mænd, som er interneret i ’koncentrationslejre’. LGBT Danmark opfordrer udenrigsminister Anders Samuelsen til at fordømme.

Ifølge presserapporter og Human Right Watch er 100 tjetjenske homo- og biseksuelle mænd blevet pågrebet, og interneret i tidligere militære fængsler siden starten af april.

Tjetjenske myndigheder benægter, at der i det hele taget findes ”den slags mennesker” i republikken, og Rusland benægter et hvert kendskab til udrensningerne.

Omfattende tortur og mindst tre dræbte
Russiske LGBT-organisationer og internationale medier melder om tre bekræftede drab. Den russiske avis Novaja Gazeta var den første der rapporterede om grusomhederne. Den pågældende journalist er efterfølgende gået under jorden efter trusler.

I de sidste dage er flere detaljer kommet frem, og et af ofrene er stået frem i engelske The Guardian. Her fortalte han, hvordan han dagligt er blevet tortureret.

Af hensyn til sin sikkerhed kaldes han kun ved sit fornavn Adam. Adam fortæller hvordan han blev fængslet og fik påsat metalklemmer på sine fingre og tæer, som der herefter blev sat kraftig strøm til. Hvis det ikke fik ham til skrige højt nok, blev han ifølge mediet tævet med trækøller og metalrør.

”Nogle gange forsøgte de at lokke information ud af mig, andre gang var det bare for at fornøje sig selv”, siger Adam til The Guardian og oplyser, at han sad fængslet sammen med mere end 20 andre homoseksuelle mænd, som også er blevet mishandlet.

Det engelske Gay Star News beretter om en homoseksuel mand, som fortæller, at han blev slået og udsat for tortur i en ”hjemmelavet elektrisk stol.” Dette for at tvinge ham til at navngive andre homo- og biseksuelle.

The Russian LGBT Network fortæller, at de har kontakt til mindst 50 udsatte homo- og biseksuelle mænd i Tjetjenien, og at de mistet kontakten med adskillige overlevende. De frygter for deres sikkerhed.

Danmark skal fordømme
I Danmark har nyhederne fra Tjetjenien vakt forfærdelse i LGBTQ-miljøet, som på det kraftigste fordømmer situationen.

I et brev opfordrer LGBT Danmark i dag udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til at fordømme forholdene i Tjetjenien.

”Den danske stat bør skynde sig at tage affære og officielt fordømme drab og internering af bøsser og biseksuelle i Tjetjenien, da situationen i den russiske republik bliver mere kritisk for hver dag, der går,” skriver LGBT Danmark til udenrigsministeren.

”Folk bliver dræbt, fængslet og tortureret. Det sidste, vi har hørt, er, at myndighederne nu hacker Facebook og andre sociale medier for at få fat i ofrenes kontakter og finde frem til andre homoseksuelle”, siger udenrigspolitisk talsperson for LGBT Danmark, Martin Iversen Christensen, som understreger at ”Situationen er meget, meget alvorlig.”

Udenrigsministeren har fordømt – på Twitter
Udenrigsministeriet har endnu ikke modtaget brevet fra LGBT Danmark, og siger lørdag til DR Nyheder, at de vil vurdere sagen, når henvendelsen er modtaget.

Men udenrigsministeriet henviser dog til et tweet fra Anders Samuelsen fra den 11. april 2017, hvor udenrigsministeren på engelsk opfordrer Rusland til at reagere på situationen i Tjetjenien.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) tweet vedrørende siturationen for homo- og biseksuelle i Tjetjenien. Foto: Anders Samuelsen / Twitter. 

 

”Forfærdelige meldinger om forfølgelser af LGBT-miljøet i Tjetjenien. Rusland må sikre LGBT-borgernes sikkerhed, og at gerningsmændene bliver straffet”, skrev udenrigsministeren på Twitter.

Udenrigsministeriet oplyser, at Twitter bliver brugt som en officiel kommunikationskanal, og at Anders Samuelsens melding på det sociale medie derfor kan betragtes som officiel.

LGBT Danmark: Ikke godt nok!
Et tweet som ikke henvender sig direkte til russiske myndigheder eller andre, når næppe til Moskva. Det indeholder blot hashtagget ’dkpol’, som primært bruges omkring dansk indenrigspolitik.

Det er heller ikke nok for LGBT Danmark.

”Vi ser gerne, at Anders Samuelsen bruger de officielle kanaler. Det er Twitter endnu ikke”, siger Martin Iversen Christensen.

LGBT Danmark gør udenrigsministeren opmærksom på, at ”Hidtil har hverken den tjetjenske eller russiske regering reageret på de internationale protester. Derfor er der brug for, at regeringer verden over fortsætter og forstærker deres fordømmelser og sætter ind for at støtte de lokale aktivister."

Internationale protester
Fredag demonstrerede over 100 personer i London ved den russiske ambassade, og en række af britiske oppositionspartier opfordrede premierminister Theresa May og udenrigsminister, Boris Johnson, til snarest, at indkalde den russiske ambassadør til et møde.

Canada, USA og EU har tidligere på ugen kommenteret på forfølgelserne og mishandlingen af de homoseksuelle.

FN's Råd for Menneskerettigheder har også opfordret den russiske regering til at efterforske forfølgelsen af homo- og biseksuelle i Tjetjenien.

Protester nytter ikke
Men nytter det at protestere overfor den russiske regering og tjetjenske myndigheder?

Nej, vurderer Helen Krag, der som minoritetsforsker på Københavns Universitet har beskæftiget sig med de russiske, selvstyrende republikker i Kaukasus gennem mange år.

”Det har absolut ingen effekt, når Danmark og andre nationer fordømmer tortur af homoseksuelle i Tjetjenien”, og tilføjer, at ”hvis den politiske ledelse i Tjetjenien ikke vil have homoseksuelle, så er det sådan, uanset hvad andre mener.” Det siger hun lørdag til DR og tilføjer, at ”Tjetjenien er et sørgeligt problem.”

Internationale underskriftindsamlinger
Tjetjeniens forfølgelse af homo- og biseksuelle mødes med forfærdelse verden over, og mange underskriftsindsamlinger i gang.

Knap 800.000 har allerede skrevet under på denne her, som henvender sig til den russiske regering og præsident Putin.

Skriv under her.

 

Kilder: DR Nyheder, The Guardian, Novaja Gazeta, Gay Star News.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies