Top banner right

Lørdag, 10 August 2019 12:00

Pridens historie i Danmark

Af gayMAGZ.dk Kategori Politik & Samfund
De første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København i 1971. De første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København i 1971. Foto: Bøssehuset
Bedøm
(1 Bedømmelse)

Der har været afholdt mindre pride lignende arrangementer i Fælledparken i 1970’erne og 1980’erne (Christopher Street Day-arrangementer), men den første store pride i København fandt sted i 1996, da København var Europæisk Kulturby og hjemsted for den fælleseuropæiske Europride.

Ideen med at markere de homoseksuelles eksistens tager udgangspunkt i en hændelse i New York i 1969, hvor det amerikanske politi jævnligt havde chikanerede de homoseksuelle, bl.a. ved at gennemføre razziaer på værtshuse og andre tilholdssteder, hvor bøsser og lesbiske holdt til, men den 27. juni 1969, hvor politi gennemførte en razzia mod baren The Stonewall Inn i Christopher Street i New York, ville bøsserne ikke længere finde sig i chikanerne og gik til modstand. Det hele endte med, at politiet barrikaderede sig inde i baren, da rygtet om modstanden bredte sig og der samledes flere og flere bøsser og lesbiske uden for baren. Efter tre dages protester gav politiet op og trak sig tilbage. Og siden da er dagen blevet et symbol på bøssernes og de lesbiskes kamp mod undertrykkelse.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet af 1948 (i dag LGBT Danmark), i samarbejde med nye græsrodsbevægelser som Bøssernes Befrielsesfront (BBF) og Lesbisk Bevægelse (LB) bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Bøssernes Befrielsesfront (BBF) var en dansk seksualpolitisk organisation, der først hed Bøsseaktivisterne og efter kort tid forsøgte de sig med Homoseksuel Aktion København (HAK), men til sidst fik navnet Bøssernes Befrielses Front (BBF), som skulle ses som en dansk udgave af det amerikanske Gay Liberation Front.

I modsætning til BBF, der var et storbyfænomen med begrænset medlemstal, så var LB en bred, landsdækkende bevægelse. Kvindebevægelsen og lesbisk bevægelse opstod som fænomen i USA, hvorfra de bredte sig til hele den vestlige verden.

De to bevægelsers oprør mod gamle seksualnormer, kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

 

Europride i København

I 1996 var København både Europæisk Kulturby og hjemsted for årets Europride.

Europride’96 have store problemer med at skaffe sponsorer, da der stadig var berøringsangst over for homoseksuelle, og nogle virksomheder og virksomhedsledere var nervøse for, at deres produkter ville blive associeret med bøsser og lesbiske.

Formålet med at afholde pride er dels at være et udstillingsvindue udadtil, så den øvrige befolkning kan se, at vi bøsserne og lesbiske er der, og at vi er mange. Men også at være en festival for homoseksuelle, som så kunne udveksle erfaringer og inspiration i det videre arbejde for større accept.

 

Copenhagen Mermaid Pride

Copenhagen Mermaid Pride blev stiftet i 1997, det lykkedes dog ikke at få et pride-optog gennem byen, men det lykkedes den nystiftede forening at stable en kulturfestival i Ørstedsparken på benene i 1997.

Copenhagen Mermaid Prides kulturfestival i Ørstedsparken i 1997 var et stort tilløbsstykke.

 

Copenhagen Mermaid Pride havde den målsætning at fastholde en årlig pride i København og det må man sige er lykkedes. 

De kommende år sluttede paraden på Christianborg Slotsplads, hvor der var underholdning og taler. Men fra 2001 blev det Rådhuspladsen der fremover dannede rammerne om afslutningen på Prideugen. Men også paraden ændrede rute fra Frederiksberg til Nørrebro, hvilket førte til at der flere gange blev kastet sten mod paraden, først af en flok store pubertetsdrenge på startpladsen der smed sten ind over hegnet mod deltagerne og senere på Nørrebrogade, hvor paraden blev angrebet med brosten, flakser, tomater, papkasser og alskens skyts af en flok utilpassede unge indvandredrenge, men deltagerne i paraden reagerede hurtigt og løb efter stenkasterne og det lykkedes at fange den ene. Paraden fortsatte dog uden at standse op. I 2002 gik paraden trods episoden med stenkast året før, samme rute og fik et mere fredelige og festlige forløb, da politiet dette år bestræbte sig på at sikre, at angrebene fra sidste år ikke gentog sig.

I slutningen af 1990erne sluttede paraden på Christianborg Slotsplads, men fra 2001 blev det Rådhuspladsen der fremover dannede rammerne om afslutningen på Prideugen. Senere kom så pride town med boder i hele pride ugen til.

 

Danish Mermaid Pride

I 2003 skiftede priden navn til Danish Mermaid Pride, for at signalere, at priden var for hele Danmark.

Der var stor utilfredshed med priden fra en gruppe organisationer og enkeltpersoner der tog afstand fra pridens forestilling om at være apolitisk og beskyldte priden for kommercialisme. 

Udbryderne indbød til pressemøde i Bøssehuset på Christiania for at uddybe kritikken, der blev støttet af flere græsrods-organisationer. Udbryderne afholdt deres egen parade, som dog ikke var til gene for den officielle parade.

 

Copenhagen Pride

I 2004 skiftede foreningen igen navn, nu til det nuværende Copenhagen Pride.

I 2008 var Copenhagen Pride var tæt på konkurs. Tidligere på året, havde det set sort ud for afholdelse af Copenhagen Pride, efter at Københavns Kommunes Kulturudvalg havde valgt at smække kassen i og stoppet tilskuddet til Copenhagen Pride, derfor valgte bestyrelsen at indkalde til et stormøde den. Det eneste punkt på dagsorden var at lukke foreningen.

Men selv om kulturudvalget i første omgang havde sagt nej til at støtte Copenhagen Pride, så ombestemte politikerne sig og bevilget et støttebeløb, med den forudsætning, at pengene skulle gå til at arrangere årets pride og ikke til at afbetale gammel gæld.

Men det skal også nævnes, at det var det vigtigt for politikerne på Rådhuset i København, at der også blev afholdt Copenhagen Pride og parade i 2009, da dette var planlagt som en del af den store internationale event, som Outgames skulle være i København.

I 2018 afsluttede Copenhagen Pride med en rekordstor parade, der blev den største i København til dato, man regner med at der var mellem 35-40.000 deltagere i de mere end 180 tilmeldte grupper. Dertil kommer de mere end 300.000 tilskuere, der fulgte paraden.

Sideløbende med den officielle Copenhagen Pride, var der anmeldt to alternative prides i København. En af dem som en protest mod det mere kommercielle udtryk som Copenhagen Pride er. Hvilket også kom til udtryk i Enhedslistens vogn i paraden. Vognen bar store bannere med skriften ”Vores pride er ikke til salg – hilsen queers i Enhedslisten” og på et skilt i det efterfølgende følge stod der bl.a. ”Oprør mod Regnbue kapitalisme”.

Enhedslistens vogn i paraden, bar store bannere med skriften ”Vores pride er ikke til salg – hilsen queers i Enhedslisten”.

Copenhagen Pride Week finder i 2019 sted fra den 13. – 17. august og traditionen tro afholdes Paraden på den sidste dag i Pride Week og er dermed ”begyndelsen på afslutningen” før det store show på Rådhuspladsen. Paraderuten er fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads via Frederksberg Allé og Vesterbrogade, med afgang fra Frederiksberg kl. 13.00.

 

Copenhagen 2021

Copenhagen Pride er vært for WorldPride i 2021 og Pan Idræt er vært for EuroGames samme år. Dette mega LGBTQIA-event går ved navnet Copenhagen 2021 og finder sted i perioden 12.-22. august 2021, her ventes op mod 750.000 gæster at besøge byen og omegn. Til at planlægge og afvikle den enorme event har Copenhagen Pride og Pan Idræt stiftet selskabet Happy Copenhagen.

 

Se mere på: copenhagen2021.com

 

 

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies