Top banner right

Onsdag, 17 Juli 2019 15:47

Kampen om køn

Af Bjarne Henrik Lundis Kategori Politik & Samfund
Kampen om køn © Gerd Altmann/Pixabay
Bedøm
(5 Stemmer)
Transpersoner har i løbet af en forholdsvis kort periode gået fra at være usynlige til at være forrest fremme i mediernes spotlys og et varmt diskussionsemne blandt politikere. Transpersoner har også opnået større forståelse og fået flere rettigheder.

Søren Laursen er forhenværende retspolitisk talsperson for LGBT Danmark, og i en periode var han formand for Rådet for Menneskerettigheder. I dag er han talsperson for LGBT komiteen og forklarer, at kampen er gået fra at handle om bøsser, lesbiske og biseksuelle og dermed seksualitet, til nu også at dreje sig om kønsidentitet og kønsudtryk – om selv at kunne definere det køn, man er, og være kønnet på den måde, man ønsker.

Som en del af den udvikling ændrede LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i 2008 navn til LGBT Danmark, da man inkluderede transpersoner i foreningen.

”Vi kunne se i udlandet, at LGBT-området var i udvikling. Vi bøsser, lesbiske og biseksuelle definerer os ud fra vores seksualitet, mens transpersoner definerer sig ud fra køn. Hvorfor er det så lige, at vi har noget med hinanden at gøre? Det var også i begyndelsen svært at sætte ord på. Men i majoritetssamfundet ser man verden på den måde, at køn er noget simpelt – der er mænd og kvinder, og de forelsker sig i hinanden og får sig nogle børn – drenge og piger – som vokser op og bliver mænd og kvinder, og så kører hele møllen en gang til. Som LGBT-personer bryder vi det mønster. Vi står alle uden for det ciskønnede heteroseksuelle samfunds normer, og det er dem, som al lovgivning er bygget op omkring. Derfor har vi som homo- og biseksuelle og transpersoner en fælles sag. Det var dog ikke lige let at overbevise andre bøsser og lesbiske om det, så vi nedsatte i første omgang et udvalg i foreningen, der skulle se nærmere på det. Vi var nogle, der var inspireret af den bevægelse, der var i andre lande, og ønskede, at vi herhjemme skulle gå den samme vej. Det lykkedes til sidst på et stormfyldt landsmøde, hvor vi ændrede vedtægterne og skiftede navn fra LBL til LGBT Danmark. Der var enkelte, der af den grund meldte sig ud af foreningen, fordi de ikke længere kunne se sig selv i den. Til gengæld var der mange andre, der meldte sig ind.”

Frit kønsskifte
Den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre havde i deres regeringsgrundlag fra 2011 sagt, at de ville kigge nærmere på juridisk kønsskifte. Da juridisk kønsskifte har betydning for mange ministerområder, blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe.

Ikke alle var i starten så vilde ved tanken om at skulle lave om på CPR-nummersystemet, for det gennemsyrer hele det administrative Danmark. LGBT Danmark arbejdede derfor også på at få embedsværket i ministerierne til at syntes, at det var en god idé.

”Vi havde i LGBT Danmark en dialog med dem, så vi også havde en føling med, hvad der skete. Tidligere var det sådan, at hvis man juridisk skulle skifte køn, så skulle man først lade sig kastrere. Det skulle selvfølgelig laves om, men det var vigtigt for os at få muligheden for frit kønsskifte, for variation i kønsidentitet er ikke en sygdom. Nogen vil måske tilpasse deres krop, så det svarer til deres kønsidentitet, mens andre ikke ønsker eller kan gøre det. Men juridisk kønsskifte er en simpel administrativ ting, som gør livet bedre for mennesker Tænk på, at der er masser af transpersoner, som lever i det oplevede køn, som er et andet end det, de blev tildelt ved fødslen. De blev hele tiden outet, når de brugte deres CPR-nummer, for eksempel på biblioteket. Det giver ikke nogen mening, og det var det, som vi prøvede at overbevise både politikerne og embedsmændene om. Det tog lidt tid, men til sidst lykkedes det dog. Så da vi fik loven i 2014, var der virkelig tale om et paradigmeskifte: Nu kunne man selv bestemme det køn, der er registreret i CPR. Det var skelsættende, at man nu blev anerkendt som den person, man var. Nu kunne man selv træffe beslutningen at skifte juridisk køn, uden at psykiatere og kirurger skulle blande sig. Samfundet anerkendte, at man kunne være den, man føler sig som og er, og det var virkelig en styrkelse af vores rettigheder.”

Transpersoner var dog stadig på verdenssundsorganisationens WHO’s liste over sygdomme og stod endda i afsnittet om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

”Det var noget, som vi i mange år globalt havde presset på for at få ændret. Vi prøvede så at påvirke holdningen herhjemme, både i Sundhedsstyrelsen og blandt politikerne. Hvis transpersoner skulle have nogen som helst form for kønsbekræftende behandling i sundhedsvæsenet, så blev de behandlet som psykisk syge. Det var en meget nedværdigende diagnose, for det var de selvfølgelig ikke, de havde bare en variation i kønnet.”

Læs også: Transkønnede slettes fra liste med psykiske sygdomme (2017)


Møder modstand
Ifølge Søren Laursen var det i begyndelsen noget sværere at skulle forklare andre, at nogle gerne ville skifte køn, end at overbevise folk om bedre rettigheder til bøsser og lesbiske. Men han bemærker, at udviklingen i forhold til transpersoner alligevel er gået meget hurtig.

”Udviklingen er gået så fantastisk hurtig, fordi der er kommet så stor synlighed. Det skyldes, at der har været et aktivt transmiljø og en presse, der syntes, at det var et spændende og vigtigt emne, som de gerne ville være med til at synliggøre. Og så har populærkulturen, for eksempel film, taget transpersoner til sig. Transpersoner er allestedsnærværende. Og det er jo det, der er nødvendigt. Der skal synlighed til. Vi skal som mennesker selv kunne forstå det og sige: ’Nå-ja, det er sådan, det er’.”

”Der er selvfølgelig også mange, der syntes, at det er noget pjat. De syntes, det er latterligt med al den tale om at skifte køn. For dem er der mænd og kvinder, og sådan er det bare.”

Ikke kun blandt heteroseksuelle, men også i LGBT-miljøet møder transpersoner modstand.

”Der er også i vores egne kredse, LGBT-miljøet, en masse diskussion om det. Jeg ser en afstandtagen og nogle aggressioner mellem forskellige undergrupper i miljøet. Der er nogle, der har svært ved at give plads til hinanden, og det synes jeg er ærgerligt. Der er blandt bøsser og lesbiske nogle, som har forbehold over for transpersoner og synes, at det er træls, og at alt nu handler om dem. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af det. Jeg kan huske, da vi i sin tid begyndte ar arbejde meget med regnbuefamilier. Der var dengang bøsser, der sagde til mig: ’Vi vil ikke være med mere, for nu handler det hele om børn og lesbiske. Hvad er der i det for mig?’ Nu har vi arbejdet meget med transpersoner, og så kommer der nogle lesbiske og siger: ’Det hele handler om transpersoner, hvad er der i det for mig?’”

”For mig handler det om, at vi skal give plads til hinanden og have en solidarisk kamp, for vi står alle uden for det ciskønnede heteroseksuelle samfund, og vi skal selv skabe vores plads. Og det skal vi gøre sammen.”

Flydende køn og seksualitet
Holdningen til køn og seksualitet blandt unge i dag derimod er meget mere afslappet, fortæller Søren Laursen.

”Hvis man kommer ud i en gymnasieklasse i dag, så taler de ikke om homo-, bi- og heteroseksuelle og trans- og ciskønnede. De taler om flydende køn og flydende seksualitet, og det er jeg så glad for. Det er den vej, det skal gå. Det er i virkeligheden tosset, at vi kom til at lave alle de kasser med bøsser, lesbiske, bi, trans, hetero og cis. Jeg var selv med det til. Det har været med til at sætte os i båse, og det er en skam, for det er bedre at se køn og seksualitet som flydende.”

– Handler det i virkeligheden om noget bredere end transpersoner, køn og seksualitet? At det er et spørgsmål om, vi i bund og grund kan få lov til at være den, vi er?

”Ja, det handler om, at vi kan gøre og være, som vi gerne vil. Der er store forventninger til os. Jeg kan selv huske dengang, jeg var barn, at min mor havde store forventninger til mig, når jeg engang blev stor. Så skulle jeg møde en pige, og vi skulle få nogle børn. Der var forventninger til, hvordan jeg skulle være mand, være mit køn, og til, at jeg skulle leve i en heteroseksuel familie. Men det skal jeg ikke. Og det er der ingen, der skal tvinges til. Derfor skal vi indrette vores verden, så man kan leve på alle mulige måder. Der er ingen kønsopfattelse, der er bedre end andre. Det, at vi bliver mødt med normer om, at vi alle er ciskønnede heteroseksuelle, er begrænsende for os alle og gør, at vi får et dårligere liv. Derfor skal vi skabe plads til, at vi kan leve det liv, som vi gerne vil.”

Søren Laursen forklarer, at oprindeligt handlede det om individuelle rettigheder i forhold til seksualitet. Da man i sin tid arbejdede for at få indført registreret partnerskab, handlede det om parforhold. Så begyndte man at arbejde med regnbuefamilier, og så handlede det om en hel familie. I dag, hvor man beskæftiger sig med køn, så handler det om hele samfundet, for forståelsen af køn er en kollektiv ting.

”Vi prøver at rydde op i det ciskønnede og heteroseksuelle billede og prøver at gøre det bedre. Det handler ikke kun om dig og mig og vores venner, det drejer sig om hele verden. Det er blevet en global kamp. Når vi ser på menneskerettighedserklæringer, så er de formuleret ud fra en ciskønnet heteroseksuel verden. Det er vi ved at ændre på skridt for skridt. Den måde, vi ser på køn og seksualitet i vores miljø, skal vi nu til at have til at flyde ind i resten af verden. Og det er en større rejse, vi skal ud på.”

En krigsskueplads
Når man bevæger sig uden for vores grænser og for eksempel ser på lande som Ungarn, Polen og Italien, så er der her en meget organiseret modstand imod al den nye tale om køn og seksualitet, fortæller Søren Laursen.

”Tidligere har vi tænkt, at det var bare var nogle outrerede kristne trossamfund og så ham paven, der var imod os. Men så enkelt er det ikke. I dag forsøger man at mainstreame modstanden imod os, og de bruger vores egen taktik imod os ved at hævde, at vi krænker deres rettigheder. De går imod vores forståelse af køn og seksualitet for at monopolisere deres verdensbillede. Det er en kamp om identitet. Deres cisheteroverden er befolket med mænd og kvinder, fædre og mødre, drenge og piger. For dem er verden ciskønnet heteroseksuel. Kampen foregår over hele verden lige nu. Det er en stor krigsskueplads.”

– Når vi ser på de hjemlige forhold, har LGBT-miljøet så ikke stort set opnået alle de rettigheder, som man ønskede sig?

"Man kan godt glæde sig over alt det, vi har opnået, men der er jo stadig mangler. Børn og unge kan ikke få juridisk kønsskifte, ikke alle typer af regnbuefamilier er omfattet af lovgivningen, og kønsidentitet og kønsudtryk er ikke beskyttet i ligebehandlingslovgivningen, for blot at nævne nogle af manglerne. Når det er sagt, tror jeg dog aldrig, at vi kommer i mål, for verden forandrer sig hele tiden – og det skal den også. Der vil komme nye opfattelser, nye identiteter og nye måder at gøre køn på, som vi ikke kan forstå og ikke kan se for os i dag.”

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies