.

Axel lagde fundamentet for vores frihed

KOMMENTAR. 25. april hylder det danske LGBT-miljø vores helte ved den årlige prisuddelingsfest, Danish Rainbow Awards – AXGIL.

fredag, 05 januar 2018 15:47

Trodsede homofobi: Vil kæmpe for ungdommen

Af Kategori Politik & Samfund
Jonas Haase kan nu sætte sig til rette i byrådssalen i Aabenraa. Jonas Haase kan nu sætte sig til rette i byrådssalen i Aabenraa. Foto: Privat.
Bedøm
(4 Stemmer)

Med en brændende valgplakat forsøgte anonyme i Aabenraa at håne Jonas Haase. Men på valgdagen satte 368 vælgere kryds ved den 18-årige socialdemokrat, som insisterer på retten til at være åben homo.

Jonas Haase er en af de mange nyvalgte byrådsmedlemmer i Danmark. Han er 18 år, socialdemokrat og åben homo i Aabenraa.
Men ikke alle var begejstrede over den homoseksuelle kandidat i Sønderjyllands tredjestørste by. Under valgkampen modtog Jonas Haase en video, hvor en af hans valgplakater blev sat ild til.
Ingen af gerningspersonerne havde samme mod til at stå åbent frem som Jonas Haase. I videoen var de anonyme, men man hører en af dem le hånligt og sige: ’Så er der ild i bøssen!’

– Hvordan var det at blive Danmarksberømt som den homoseksuelle kandidat, hvis valgplakat blev sat ild til?
”Det er en trist sag at blive Danmarkskendt for, men i det mindste gav det anledning til, at man begyndte at diskutere LGBT-politik i kommunerne. Nu kunne alle jo se, at man som LGBT-person stadig kan opleve hetz og homofobi i vores ellers så frisindende og ligesindede Danmark.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Jonas Haases brændende valgplakat. Foto: Facebook screendump.

 

LÆS OGSÅ: Politisk hatecrime: ”Så er der ild i bøssen!”

– Hvordan var reaktionen i Aabenraa?
”Selvfølgelig tog folk afstand fra det. Men på den anden side ville mange stadig ikke have, at vi diskuterede LGBT-politik, selv om det var det, jeg lagde op til. Når folk brænder min plakat af, fordi jeg er homoseksuel, så er det udtryk for homofobi. Mange folkeskoleelever og andre unge LGBT’ere skriver til mig, at de ikke føler, der er nogen, de kan snakke med om det. Og når de søger på Google, finder de ud af, at over halvdelen af verden hader dem. Selvfølgelig er det ikke relevant for andre, hvad man laver derhjemme i soveværelset, men når børn og unge bliver mobbet på baggrund af deres seksualitet, og når de mangler rådgivning og et fællesskab, så synes jeg, vi har et ansvar for at hjælpe dem.”

– Det med ’hjemme i soveværelset’, er det et argument, som du er blevet konfronteret med for at få dig til at holde lav profil som homo?
”Ja. Mange siger, at de ikke mener, at seksualiteten er relevant. Men det er utroligt udmattende, hvis man som ung skal leve på en løgn. Og jeg synes faktisk ikke, at man skal lægge skjul på, hvem man er, og hvem man elsker. Nu har jeg været i panel med mange mandlige politikere, som typisk indleder med at fortælle, at de har en kone. De er altså åbne om, hvem de er til, men synes ikke, jeg skal være det. Seksualitet handler ikke bare om, hvad der sker i soveværelset, men også om kærlighed. Og jeg synes ikke, man skal ikke tage mundkurv på, bare fordi man er homoseksuel.”

– Du fik 368 personlige stemmer og overhalede mange andre på den socialdemokratiske liste. Hvordan har reaktionen været på dit flotte valgresultat?
”Der er mange, der har sagt, at jeg har udnyttet, at jeg er ung og LGBT i valgkampen. Og ja, jeg har kørt på det, for vi har brug for flere unge og flere LGBT-personer i politik. Når kritikerne siger, at jeg har udnyttet det, er det jo bare fordi, de er jaloux. Jeg har hørt mange gamle, heteroseksuelle mænd sige, at de også kan repræsentere os. Men der er jo nok af deres typer i vores byråd.”

LÆS OGSÅ: Supervalg til ”Bøssen” fra Aabenraa

– Dine byrådskolleger har udpeget dig til som formand for byrådets Unge-udvalg. Hvad tænker du om det?
”Jeg glæder mig til at arbejde med at forbedre studiemiljøet og ungdomsmiljøet. I Sønderjylland har vi det problem, at mange unge flytter væk for at tage en uddannelse i storbyerne. Det er ikke i sig selv et problem, at de flytter for at uddanne sig. Men det er et problem, at de ikke kommer tilbage. Med det nye Unge-udvalg i Aabenraa skal vi ikke blot snakke om de unge, men med de unge, så vi kan opnå nogle resultater.”

– Mange unge LGBT’ere flytter til de store byer, men du bliver i Aabenraa. Hvorfor det?
”Lad mig være ærlig og sige, at jeg også har tænkt på at flytte væk. Det her er et af de værste steder i Danmark, hvis du ønsker at være åben om din seksualitet. Men jeg vil ikke svigte de personer, som har opfordret mig til at være en frontperson. Derfor har jeg lovet, at jeg tager kampen og bliver her i Aabenraa i de fire år, som valgperioden løber. Jeg flytter ikke til København, selv om København er mere LGBT-venlig. Aabenraa skal ikke kopiere København, men vi skal lade os inspirere af deres kamp for ligestilling og LGBT-rettigheder. Problemet i provinsbyerne er, at vi næsten ikke taler om ligestilling og LGBT-rettigheder.”


Denne artikel er tidligere bragt i januar-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.


 

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies