KONKURRENCER

Happy Pride kære ”afvigere”!

KOMMENTAR: Copenhagen Pride er over os, og det synes som om, alting lige er lidt større i år. Og det er der brug for, for hadefulde og destruktive kræfter næres af vores blotte tilstedeværelse. Ja, Anni Grimm hænger som en sort sky over mangfoldigheden.

tirsdag, 04 juli 2017 22:38

Bøsse udskammer DF'eren Anni Grimm

Af Kategori Politik & Samfund
Peer Aagaard leveret et humoristisk men stærkt svar til Anni Grimms homofobiske læserbrev i JyskeVestkysten. Peer Aagaard leveret et humoristisk men stærkt svar til Anni Grimms homofobiske læserbrev i JyskeVestkysten. Foto: JyskeVestkysten / screeendump og privat.
Bedøm
(5 Stemmer)

DF'eren Anni Grimm blev mandag landskendt for et læserbrev i JyskeVestkysten med titlen "Danmark... et land for afvigere". Her beklager hun sig over homoseksuelle "afvigere", som hun er træt af se udstille sig i det offentlig rum. Læserbrevet har fået bøssen Peer Aagaard til tasterne, og han lægger ikke fingre i mellem.

59-årige Peer Aagaard arbejder til daglig som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han er desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT's patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter. Peer bor på Frederiksberg med sin mand Allan.

Og så kan han noget med ord, som blandt andre Søren Krarup tidligere har måtte sande. Peer Aagaards kommentar i JyskeVestkysten til Anni Grimms læserbrev har fået stor opmærksomhed i dagens løb, og vi bringer det her uredigeret:

Læs også om Anni Grimms læserbrev: DF’er: Homoseksuelle er afvigere

"Kære Anni Grimm,

Tak for dit brev som har åbnet helt nye horisonter for mig. Som en homoseksuel mand der nærmer sig de tres, har jeg deltaget i en del såkaldte Prides i årenes løb - du ved, den dag, hvor vi homoer fejrer, at vi er kommet nogenlunde helskindet gennem livet på trods af kældermennesker som dig og dine partifæller.

Vi tillader os lidt festivitas denne ene dag om året, fordi de andre 364 dage som bekendt er Hetero Pride Day, hvor du og din mand (eller kalder du ham Lillefar?) kan holde i hånd og give hinanden et kys, uden at en kæft løfter et bryn af den grund.

Når jeg gerne vil takke dig, skyldes det naturligvis, at jeg ikke tidligere har været opmærksom på Gesten som et homoseksuelt mekka, hvor folk som mig kan møde ligesindede. Du har gjort mig klogere. Du kan ikke forlade dit hus uden at blive konfronteret med bøsser og lesbiske som paraderer op og ned ad gaden med tungen nede i halsen på hverandre udstillende en seksualitet, som får dig til at vakle i troen på menneskeheden.

Kære Anni, jeg vil omgående tage kontakt til mine venner i Copenhagen Pride og foreslå, at næste års store parade henlægges til Gesten ud fra devisen om, hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. (Jeg kunne også have sagt noget om at lade bjerget komme til Muhammed, men det undlader jeg bevidst for ikke at give dig en angstfremkaldt blodprop).

Sagen er nemlig den, at jeg synes, du skal lære os at kende. Ser du, vi homoseksuelle har aldrig krævet særrettigheder. Blot rettigheder som dem, du selv har nydt godt af et helt langt liv. Vi har heller aldrig optrådt voldeligt, selv om mange af os selv er blevet udsat for vold af mennesker, som deler dine værdier. Tværtimod har vi budt enhver velkommen til vores fester - selv forstenede homofober som dig.

Så hvad er du så bange for eller forarget over? Jeg ved godt, at du føler, at din kultur og dine værdier er under pres, men ærlig talt, Anni, skal vi ikke være enige om, at det er en gang mundlort? Din heteroseksualitet er ligeså medfødt som min homoseksualitet. Den eneste forskel er, at der er 90% flere af din slags end af min, så kom ikke og påstå, at du repræsenterer noget særligt, eller at du har grund til at føle dig trængt. I så fald er der snarere tale om en angst-lidelse, som kan behandles. Har du overvejet at søge hjælp for den? Du har ligefrem mulighed for at slå flere fluer med et smæk! Det er nemlig samme lidelse, der udløser såvel homofobi som en sygelig angst for udlændinge og muslimer. Måske kan du komme af med det hele samtidig og få dig et liv med meget færre bekymringer?

Anni, du har stillet op til et valg, og du kom ind i byrådet. Jeg tillader mig at formode, at du var drevet af en trang til at gøre verden bedre for flere end dig selv. Formentlig den samme trang som i sin tid fik dig til at vælge en gerning som sygehjælper. Når jeg og mine hundredtusinder af med-homoer og alle vores sympatisører dukker op til næste sommer for at fejre Gay i Gesten håber jeg, at du giver en kop kaffe. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at høre, hvordan du forener din humane side med at optræde så afstumpet overfor dine homoseksuelle medmennesker i Jyske Vestkystens spalter?

- For slet ikke at tale om din indædte kamp for flere burhøns, eller når du vælter had af dig rettet imod den sønderjyske biskop Marianne Christiansen, fordi hun i modsætning til dig ikke kan se et problem i, at en plejehjemsassistent har et tørklæde om hovedet?

Er jeg for hård mod dig? I så fald beder jeg om tilgivelse. Men du må forstå, at det ikke er hver dag, at en folkevalgt kalder mig en afviger, unormal og unaturlig. Det er hårde ord, Anni. Ord som godt kan bringe mit regnbuefarvede pis i kog, og som måske får mig til at ytre mig lidt mere kontant overfor dig, end du er vant til.

Så jeg håber, vi ses. Hvis du nogensinde kommer til Hovedstaden, vil min mand og jeg i hvert fald gerne invitere på blødt brød, lidt kaffeslabberas og en seriøs omgang kanalrundfart. Desværre kan jeg ikke tilbyde, at det bliver i vores smukke hjem. Ser du, vi bestemte allerede for mange år siden, at stanken fra ikke-stuerene DF'ere er mere, end vi ønsker at udsætte vores bolig for.

PS: Gider du ikke lige oplyse, hvem der leverer din kabel-tv-løsning? Tilsyneladende skal du bare tænde for dit fjernsyn, og så vælter det frem med bøsse-babes og labre lebber. Hjemme hos os oplever vi kun snavende heteroer, når vi gør det samme. Vi trænger i den grad til noget fornyelse. Måske gælder det også dig? Eller foretrækker du at blive hængende i Grimm's grumme fantasiverden, hvor alle ligner dig selv så meget, at du så småt er begyndt at overveje, om rødhårede udgør en reel risiko mod din velfærd?

Med homohilsen og påsat næseklemme,
Peer Aagaard"

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies