Top banner right

Onsdag, 01 Oktober 2014 02:00

25-års jubilæum: Mary fejrer det registrerede partnerskab

Af Kategori Begivenhed
Kronprinsessen i hopla sammen med det amerikanske ambassadørpar, Københavns overborgmester Frank Jensen (forrest i billedet), samt forperson for LGBT Danmark, Søren Laursen (tiil højre, bag ved Frank Jensen). Kronprinsessen i hopla sammen med det amerikanske ambassadørpar, Københavns overborgmester Frank Jensen (forrest i billedet), samt forperson for LGBT Danmark, Søren Laursen (tiil højre, bag ved Frank Jensen). Thomas R. Kristensen
Bedøm
(0 Stemmer)

Kronprinsesse Mary kastede glans over fotoudstillingen 'Equal Love Silver Anniversary', der i dag blev åbnet på Købenavns Rådhus i anledningen af 25-året for det registrerede partnerskab.

I dag er det præcis 25 år siden Danmark - som det første land i verden - gav par af samme køn mulighed for at få papir på hinanden. Selv om man i begyndelsen ikke havde lov at kalde sig for ægtefæller var loven et kæmpe skridt for LGBT'eres rettigheder – og har siden tjent som eksempel i en lang række andre lande.

I forbindelse med jubilæet af det danske registrerede partnerskab er udstillingen 'Equal Love Silver Anniversary' netop åbnet på Københavns Rådhus. Og udstillingen fik fornemt besøg på åbningsdagen, idet Kronprinsesse Mary som dagens ubestridte æresgæst lagde vejen forbi udstillingen.

- 25-års jubilæet for det registrerede partnerskab er en vigtig dag at markere, også for Pan Idræt; og at så prominente personer som Kronprinsessen og overborgmesteren møder op, kaster naturligvis en særlig glans over dagen, mener Carsten Friis Overby, formand for Pan Idræt og gæst ved åbningen af fotoudstillingen.

- Det er også med til at bekræfte, at det ikke kun er LGBT-miljøets festdag, men at hele Danmarks fejrer denne pionerbedrift, uddyber idrætsformanden.

Se flere billeder fra dagen nederst i artiklen.

Overborgmester: Vi satte noget stort i gang
Og vedtagelsen af loven om det registrerede partnerskab - der i 2012 blev erstattet af loven, der giver mulighed for indgåelse af "rigtigt" ægteskab - har da også været af enorm betydning siden sin vedtagelse for nu to et halvt årtier siden.

Det fortalte Frank Jensen (S), overborgmester i København, fra talerstolen, da han åbnede udstillingen:

- Det kan være svært at forstå betydningen af de beslutninger man træffer, når man står midt i dem, men når vi står her i dag, så kan vi se hvor stort det var, det vi satte gang i dengang tilbage i 1989, lød refleksionen fra den københavnske overborgmester.

"Vi er ikke længere alene"
Hvad der startede i Danmark tilbage i 1989 har nemlig sidenhen inspireret en lang række andre lande til i større eller mindre grad at ligestille deres LGBT-borgere. Faktisk i så stort omfang at op imod én milliard mennesker rundt omkring på kloden i dag har mulighed for at indgå én eller anden form for registreret partnerskab.

Denne kendsgerning var omdrejningspunktet for Søren Laursen, forperson for LGBT Danmark, da han også knyttede et par ord til åbningen af fotoudstillingen:

- Hvis man er de første, så har man i sagens natur noget, der ikke findes andre steder. For en jurist kan den slags hurtigt give anledning til bekymringer. Men i dag er der altså en milliard – vi er ikke længere alene.

Udstillingen 'Equal Love Silver Anniversary' kan opleves på Københavns Rådhus frem til 8. oktober.




 

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies