Top banner right

Lørdag, 17 August 2019 08:00

7 grunde til at vi stadig har brug for pride

Af Mizz Privileze, drag queen Kategori Debatindlæg
Mizz Privileze, drag queen. Mizz Privileze, drag queen. Foto: Privat
Bedøm
(7 Stemmer)

I denne uge har Copenhagen Pride Week 2019 været i fuld gang. Forretninger klister vinduer og produkter til med regnbuer, klubber holder pride parties byen over, og jeg har opgraderet min beholdning af glitter for at være klar til fest. Det kan være nemt at glemme, når man står og skråler med på ”It’s raining men”, men pridebevægelsen udspringer af kampen for ikke bare accept, men ren og skær overlevelse.

Faktisk er det i år 50 år siden, at Stone Wall optøjerne imod politiet startede. Et historisk øjeblik, der har været med til at ligge fundament for, hvad pride er for en størrelse i dag.

En flok New York’ere, der var en del af LGBT+ miljøet havde nemlig i 1969 fået nok af politiets vold og evige diskrimination, så de sagde fra i hvad der udviklede sig til store optøjer. Året efter mindedes man optøjerne og gik ud på gaden i optog i New York såvel i byer som Los Angeles og Chicago. Dette var med til at udvikle den pridebevægelse, vi kender i dag, hvor der verden over marcheres for vores rettigheder i parader med flag og bannere.

Som homoseksuel og drag queen skiller jeg mig ud fra den norm, der er fastsat i Danmark. Jeg kan være feminin, jeg kan iklæde mig kjoler og jeg kan være EKSTRA. Alt sammen noget, der gør, at jeg føler mig mindre sikker, når jeg skal hjem fra byen end hvis jeg ikke skilte mig ud.

Hver måned har jeg venner og bekendte, der er blevet slået ned, kæmper med sundhedsvæsnet eller har fået dødstrusler.

 

Du tror måske, at det er liv og glade dage at være LGBT+ person eller at LGBT+ forbi er en by i Rusland, men her er 7 grunde til, hvorfor vi stadig har brug for en pride parade:

  1. Faktiske selvmordsforsøg forekommer 3 gange så ofte blandt LGBT+ personer

Selvmordsraten er altså markant højere hos LGBT+ personer og særligt unge er en ekstra udfordret målgruppe. Er man både en etnisk og en seksuel minoritet, er realiteten endnu mere alarmerende, som Politiken selv berettede med overskriften ”Hver tredje nydanske homoseksuelle har overvejet selvmord”.

Jeg vil gerne, at du har disse alvorlige tal med i baghovedet, når du læser videre. Måske er du ikke selv LGBT+ person, men vi taler ikke her om retten til at have en boa på, men om reelle menneskeliv. Det kunne være dit barn, en ven eller blot et medmenneske.

Faktisk kunne jeg egentlig stoppe listen her, for tallene taler sin tydelig sag: vi har stadig lang vej endnu, før alle har rammerne for at kunne være stolte af, at være den, de er og elske dem, de ønsker. 

For det er ikke altid super fedt at være uden for ”normen”. 

  1. Vi kan ikke engang holde i hånd

Faktisk undgår 49 pct. af danske LGBT+-personer at holde i hånd med en partner af samme køn offentligt af frygt for overfald, trusler eller chikane. Tænk at det kan ses som et provokerende statement, at man holder den man elsker i hånden. Og gud, hvor folk glor hvis man gør. Get over it! 

  1. Vi holder kortene tæt på arbejdet

Fire ud af ti homo- og biseksuelle skjuler helt eller delvist deres seksualitet over for kollegerne. Det kan tydeligvis ikke blot forklares med, at det er fordi, vi ikke ønsker at snakke om vores privatliv med vores kollegaer. 

Jeg ved selv fra egne erfaringer, hvor svært det kan være at fortælle om sin seksualitet, hvis man er nervøs for, hvordan det vil blive modtaget. For fire år siden skrev jeg indlægget ”Kan en homo være lærer?” og jeg blev kontaktet af mange, der fortalte om, at de gerne ville være åbne om deres seksualitet på deres arbejdsplads, men de var bekymret for, hvordan det ville blive modtaget. 

  1. Vi er ikke velkomne på stadion

Årets sag med homofobi i fodbold og reaktionerne på FCK-fodboldspilleren Viktor Fischers sigen fra overfor tilråb som ”bøsserøv” viser, at hverdagshomofobien i Danmark stadig lever. Hvis man er i tvivl, så skal man blot kigge med i kommentarsporet i sådanne debatter, hvor det er tydeligt, at ikke alle ser et problem i at bruge ”bøsse” til at tale nedsættende om andre.

Jeg selv sad en dag til frokost ved herrebordet på lærerværelset, hvor en kollega kommenterede, at folk skulle lade være med at være så krænkelsesparate. Jeg prøvede at forklare, at man altså ikke føler sig suuuuper velkommen på stadion, hvis ens seksualitet er inspiration number one, når det gælder skældsord og vrede tilråb. Det gør det nok hellere ikke nemmere at være åben om sin seksualitet i omklædningsrummet. Spillerforeningens formand, Mads Øland fortæller selv, at ” Det er trist, når det sker, men det forekommer desværre ofte i dansk fodbold”. 

  1. Vi kan ikke være trygge i nattelivet

Der går sjældent mere end en måned mellem, at en af mine venner eller bekendte er blevet overfaldet fysisk eller verbalt ifm. med en tur i byen. Når jeg selv er på vej hjem i drag efter at have optrådt, føler jeg mig som en skydeskive og har paraderne oppe, indstillet på at jeg nok vil blive råbt efter. Vi skal hellere ikke længere tilbage end til i tirsdags, hvor debattør og forfatter Ahmad Mahmoud blev overfaldet under et pride-arrangement eller sidste lørdag, hvor 10 fyre overfaldt og skar i Tobias på Islands Brygge, blot fordi han fortalte han var bøsse. 

Der findes ikke grundig data på dette område, men i en rapport for Justitsministeriet anslås det, at mellem 1500 og 2500 personer årligt udsættes for en hate crime pga. seksuel orientering. Ser vi på antallet af registrerede hate crimes baseret på seksuel orientering var det i 2017 81 sager mod 45 sager året inden. 

  1. Transrettigheder mangler fokus

Pride kan hurtigt komme til at handle om homoseksuelles rettigheder og især om homoseksuelle mænd. Derfor synes jeg også, det er et stærkt signal Copenhagen Pride sender, når de i år har inviteret Forening for støtte til transkønnede børn til at gå forrest i årets march. Det er mere end et år siden, at transkønnethed blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme og derfor er det mere end blot på tide, at der sættes fokus på, hvordan denne symbolske handling kan følges op med reelle rettigheder.

Jeg tror kun det kræver én samtale med en transperson, før man indser, hvor meget vores sundhedssystem trænger til en up date, og hvordan vi alle kan blive bedre til at anerkende og lade folk definere sig som det køn, de ønsker. At folk kan gå amok over, at politikere vil gøre det nemmere for personer under 18 at skifte sit CPR-nummer er blot ét eksempel på, at vi har brug for alle sammen at bakke om transpersoners rettigheder og livsfortællinger.                       

  1. Stereotyper kønsroller og normer holder os alle nede

En ny undersøgelse viser, at nogle heteroseksuelle mænd undgår at være klimabevidste og genbruge i frygt for at blive opfattet som bøsser. Dette er blot et lille eksempel på, at stereotype opfattelser af, hvad det vil sige at være en ”rigtig mand” og en ”rigtig kvinde” holder os tilbage – fra at redde kloden og fra at kunne leve det liv, vi ønsker. 

Kampen mod stereotype kønsroller og et brud med strenge normer for, hvordan man skal opføre sig som mand, er en kamp vi alle kan kæmpe og som vil give udbytte hele vejen rundt. I bogen ”Upassende opførsel” påpeger forfatter og konsulent, Mads Ananda Lodahl, at det værste der kan ske for en heteroseksuel ciskønnet mand er at blive opfattet som homoseksuel.

Hvis vi fik fjernet presset for at skulle leve op til særlige maskulinitetsidealer, kunne vi lette skulderne for mange. Jeg kunne måske have leget med dukker åbent i stedet for at min mor måtte gemme dem i en hemmelig skuffe – og mænd kunne generelt bruge mindre tid på at bekymre sig om, om deres adfærd og forbrug kunne blive associeret med deres seksualitet.

 

Jeg var selv med i optoget i New York denne sommer til world pride og det var en stærk påmindelse om, at vi ikke blot holder prides for at få lov at være ekstra og smøre os ind i glitter.

Vi marcherer for at fejre de kampe, vi har vundet og for at samle kræfter og stille skarpt på de kampe, der skal kæmpes.

Vi marcherer for at ære de, der har gået før os og kæmpet for, at vi kunne få et bedre og mere trygt liv.

Vi marcherer, fordi det stadig i 2019 i værste fald er livsfarligt at være en LGBT+ person.

Derfor marcherer jeg i dette års Copenhagen Pride parade.

 

Næste World Pride afholdes faktisk i Danmark om to år.

 

Forhåbentligt ser nogen af tallene anderledes ud til den tid.

 

Men det sker kun hvis der kæmpes. Med eller uden glitter i skægget.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies