KONKURRENCER

Da Annemette blev et symbol

KOMMENTAR. Da Annemette Vedel Augustesen søndag aften den 25. juni blev anholdt i Istanbul, skete det ganske fredeligt og under klapsalver. Men anledningen var brutal og farlig. Farlig i situationen og farlig for de titusinder af tyrkiske LGBTQ'ere hvis fremtid er på spil.

tirsdag, 29 december 2015 15:17

Pædagoger forholder sig til kønsneutral opdragelse

Af Maja Jønsson Kategori Debatindlæg
Bedøm
(0 Stemmer)

TEMA om kønsneutral opdragelse.
Selvom de fleste danske pædagoger ikke praktiserer kønsneutral opdragelse, er de enige i mange af begrebets værdier.

De fleste pædagoger kender til begrebet kønsneutral opdragelse. Men hvis man spørger pædagogerne i Kælkebakken, en ganske almindelig børnehave i Viby J, om de praktiserer det, svarer de nej.
Det er tirsdag morgen i børnehaven, og støjniveauet er i top. Børnene er ekstra opstemte. Luciaoptoget for familierne er om tre dage.

Nye og fleksible værdier
En flok piger omgiver et fad med udskåret frugt. De holdes med selskab af en kvindelig pædagog. På gulvet roder drengene rundt blandt byggematerialer og biler. Den unge mandlige praktikant viser en stor racerbil frem, som han har fundet i hjørnet. Pædagog Ole Kobberup sidder og læser Pokemonkort med en af de store drenge. "Jeg synes, at piger skal have lov til at være piger, og drenge skal have lov til at være drenge. Det er grotesk, det der sker i Sverige. Det er vi slet ikke klar til her," siger Ole Kobberup. Han forklarer, at pædagoger i dag interagerer med børnene på mere lige vilkår end man gjorde førhen. "I gamle dage var det jo også grotesk, den måde man forskelsbehandlede børnene. Jeg tror vi har nået et godt kompromis i dag med nye værdier." Han understreger, at det også er langt mere praktisk at håndtere piger og drenge ens, og at det skaber en balance, at der i institutionen er lige mange kvindelige og mandlige pædagoger. Karen Sjørup, kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet, genkender den moderne måde at interagere med børn. "Vi er gået fra at være fundamentalister, hvor kernefamilien danner samfundet, til at være mere fleksible. Kønsroller er socialt betingede, og ændrer sig på lige fod med vores kultur," forklarer hun.

Kønsspecifikke roller udviskes
Pædagog Helle Østergaard kalder de store børn til samling. Det er tid til at øve Luciaoptog. "Vi praktiserer ikke kønsneutral opdragelse her. Men så alligevel. Der er jo lige så mange drenge som der er piger med til at gå Lucia. Nogle af drengene vil fandme ikke have kjole på, men så kalder vi dem kjortler. Og nu vil tre af dem gå forrest," siger hun grinende. Tyve børn kommer gående koncentrerede i en lang række. De kan svært overkomme at synge mens de går med samme fod foran. Ansigterne er febrilske og øjnene store. "Husk nu: hvad sagde vi i går?", råber Helle Østergaard. "Der må ikke være huller i osten!" svarer et par af de børn, der har overskuddet. "Vi snakker ikke om kønsneutral opdragelse. Men alligevel bruger vi det jo hele tiden. Selvom jeg ikke burde gøre det, så har jeg forudbestemt, at drenge larmer mere end piger. Og det er jeg opmærksom på, fordi jeg jo ikke skal forskelsbehandle," forklarer Helle Østergaard. Hun pointerer yderligere, at børnene i Kælkebakken er meget rummelige. "Vi har flere drenge, der gerne vil gå i kjole. Og det får de lov til. Lucas bor praktisk talt i en kjole. Og han er for de andre jo bare Lucas." Det er ifølge Karen Sjørup et godt tegn på, at de kønsspecifikke roller udviskes i de danske dagsinstitutioner. "Hvis drenge vil have en kjole, skal de have en kjole, og det skal ikke kaldes omklædning. Ved at anerkende den opførsel der afviger fra kønsspecifikke roller, frastøder man eksempeltvis også den holdning, at kvinder er mindre værd," forklarer hun.

Selvom holdningerne til kønsneutral opdragelse er forskellige, så er det en gennemgående holdning hos pædagogerne i Kælkebakken, at børn skal have lov til at være dem, de er. Og det er trods alt, ifølge Karen Sjørup, den mest centrale værdi i kønsneutral opdragelse.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies