Top banner right

tirsdag, 29 januar 2019 18:29

Cosy Bar åbner med max lækkerhed

Af Kategori Danmark
Cosy Bar er - måske - stedet med flest diskokugler i København. De er alle blevet pudset, og har fået fjernet nikotin og andet godt fra de mange smøger der er røget på Cosy gennem årene. Nu stråler de igen. Cosy Bar er - måske - stedet med flest diskokugler i København. De er alle blevet pudset, og har fået fjernet nikotin og andet godt fra de mange smøger der er røget på Cosy gennem årene. Nu stråler de igen. Foto: Theis Nybo / Out & About.
Bedøm
(11 Stemmer)

Efter en måneds renovering er Cosy Bar næsten klar til at slå dørene op til en ny og gennemrenoveret udgave af sig selv. Denne gang røgfri.



Den 30. december - ganske kort før nytår - satte Out & About gang i en voldsom lavine af debatter for og imod rygning, da vi som de første kunne afsløre, at Cosy Bar droppede smøgerne fra nytår. Vi tog også et kig på emnet rygning generelt, og spurgte blandt andet natklubben G*A*Y Copenhagen, hvordan deres erfaringer er som røgfri bar et år efter forbuddet – og de er gode.

Og med nyheden om Cosys ændrede rygerstatus på forsiden af Out & About, så er det vist ikke ved siden af at sige, at nyheden er blevet vendt og drejet i miljøet. Redaktøren er sågar blevet råbt ad på Oscar Bar Café af en læser, der mente, at forsiden er "den klammeste nogensinde”. Det har han ret i, og cocktailglasset halvfyldt af cigaret-skodder ser vi næppe igen.
Men vi har naturligvis fulgt nyheden til dørs, og har været i tæt kontakt med Cosy Bars ejer Camilla Lantz gennem hele januar og jævnligt kigget forbi byggerodet.


Og sikke et byggerod. Januar-måned har været lang og kold, men på Cosy Bar har Camilla Lantz og bartender Kenneth Sidenius Eriksen svedt om kap med det ene hold håndværkere efter det andet.

Samtlige overflader er skuret og skrubbet med salmiakspiritus ad flere omgange, og derefter malet eller på anden vis dekoreret. Selv ledningerne der gemmer sig rundt omkring, er vasket af, og for slet ikke at tale om toilettet, som gennemgår en totalrenovering. Ud med de to gamle båse med bollestængerne, og ind med urinaler og nye båse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Cosy Bars kommende eksklusive askebæger. Foto: Theis Nybo / Out & About.


I sidste uge havde vi en fotograf med, og derfor kan vi give et lille kig ind i den ufærdige bar, som Camilla Lantz lover kommer til at flyde over med lækkerhed. Hendes store drøm er at Cosy Bar finder tilbage til rødderne, og at der fremover bliver kysset mere, end der bliver gloet i telefonerne. Men kan man ikke stå for fristelsen, og har brug for en selfie, så er det også tænkt ind i den nye indretning. Hvordan vil vi ikke afsløre, men blot opfordre dig til at kigge forbi. Dog tør vi godt afsløre, at det guldmalede toilet ikke er et varsel om forestånde Trump-besøg, men derimod askebæger for rygerne, som fremover må nyde deres smøger i porten.

Cosy Bar genåbner fredag den 1. februar kl. 20. For inviterede gæster allerede kl. 19.

 

 

Camilla Lantz i et eftertænktsomt øjeblik midt i byggerodet. "Hvad har jeg dog gjort??" Foto: Theis Nybo / Out & About.

 

Hundreder hvis ikke tusinder af kæder med små kugler dækker nu væggene på Cosy Bar. Der forventes en fantastisk effekt, når belysningen bliver tændt, og de bevæger sig og glimter. Samtlige spejle har desuden fået en ny gang guldmaling. Foto: Theis Nybo / Out & About.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies