.

”Voldtægt”

KOMMENTAR: Under overskriften ”Cher voldtager ABBA” offentliggjorde Out & About fredag formiddag en anmeldelse af Chers nye album. Overskriften har givet anledning til kritik, og den forholder redaktøren sig til i denne kommentar.

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
tirsdag, 02 oktober 2018 08:48

Alberts jagt på kagemanden

Af Kategori Danmark
Albert Hangaard Emtoft er med i 'Den store bagedyst', i hvert fald én lørdag mere. Albert Hangaard Emtoft er med i 'Den store bagedyst', i hvert fald én lørdag mere. Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR.
Bedøm
(0 Stemmer)

Årets bøsse i ’Den store bagedyst’ er 21-årige Albert Hangaard Emtoft fra Københavns Nordvestkvarter. Det begyndte som en joke, men endte i kærestejagt foran snurrende kameraer.

Da vært Timm Vladimir lørdag åbnede den nye sæson af ’Den stor bagedyst’ med indledningen ”Klar, parat, bag!” kastede deltagerne sig over udfordringerne med stor entusiasme. Også Albert Hangaard Emtoft, der til daglig læser østeuropæiske studier på Københavns Universitet, og fritidsjobber som bartender på Oscar Bar Café i weekenden.

Hvorfor er du med i ’Den store bagedyst’?
”Min veninde Anna og jeg var i Rusland, og sad på et lille skod-hostel i centrum af Sankt Petersborg, og havde fået nok af Rusland. Vi gider ikke gå ud, men pludselig får hun den idé, at jeg skal med ’Den store bagedyst’. Det griner vi en del af, for det skal jeg sgu ikke. Men det ender alligevel med, at vi udfylder den meget lange ansøgning med alle mulige spørgsmål. For eksempel hvem min favorit er blandt tidligere deltagere, og der er jeg ærlig, og skriver Tobias Hamann der vandt i 2014, for han var virkelig lækker”, griner Albert højt, og der kigges lidt fra de øvrige borde udenfor Oscar, hvor vi laver interviewet.

Panikkage
Til sin store overraskelse bliver Albert kaldt til den første audition. Han skal medbringe en kage hjemmefra, som han skal præsentere for en gruppe castere.
”Klokken fire om morgenen, sidder jeg på køkkengulvet og stirrer ind i ovnen, hvor mine første macarons nogensinde ligger. Kagen er en total panikkage, og ambitionen er gået fra et overflødighedshorn til en pænt pyntet æske af kransekage med macarons inden i. Jeg gør den helt færdig i bilen, mens min mor kører mig”, fortæller Albert om den første hektiske audition, hvor han nærmest må løbe ind i lokalet. På vejen ser han en deltager, der har tabt sin kage.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alberts første mesterværkkage. Det lille regnbueflag vakte opsigt som et "politisk statement" i medierne dagen efter. Foto: Albert Hangaard Emtoft.


Dramatisk reaktion
Den surrealistiske optakt endte i jubel, da Albert som den sidste af ti blev udvalgt til næste trin i udvælgelsesprocessen. Han har senere fået at vide, at de nævnte hans navn til sidst, da de fornemmede, at han måske ville reagere ekstraordinært.
Fordi du er homo?
”Måske...? De havde en idé om, at jeg ville reagere meget... følelsesladet.
Det vil sige...?
”Ja de havde ret. Jeg kastede mig forover, og lå med hovedet mellem benene, og med hænderne for øjnene, og var nærmest i ekstase. Det er vel det, man kalder godt tv?”, fortæller Albert med et blink i øjet.

Type casted?
Det virker ret stereotypt, at der altid er mindst én bøsse med i programmet, samt en bedstemor, en hunk omkring 30, en mand omkring 50, og et minoritetsetnisk islæt, og resten unger og modne kvinder. Føler du dig type casted?
”De går meget op i at sige, at det er man ikke. Men de lægger heller ikke skjul på, at de opererer efter et format der hedder BBB, Bedsteforældre, Bøsser og Børn. Hvis de tre grupper kan lide programmet, så favner det automatisk den samlede befolkning. Jeg talte med produceren om det, og grunden til at der altid er en bøsse med, er at langt de fleste mænd der ansøger er homoseksuelle.
Burde der så ikke deltage flere end blot én?
”Godt spørgsmål... skal programmet repræsentere befolkningen som helhed? Mit indtryk er, at de forsøger at få flere heteroseksuelle mænd til at melde sig.”

Den rigtige vinder
Hvem vinder?
”Det gør jeg da! Haha. Det må jeg ikke sige, og det har jeg faktisk holdt, men jeg kan sige, at vinderen er den helt rigtige. Men jeg er da overrasket over, at folk kan holde mund.”
Hvor mange afsnit er du med i?
”Det kan jeg heller ikke sige...”

Drama
Hvad er den største oplevelse ved at være med?
”Pyyyhhh... der er så mange følelser omkring programmet. De største oplevelser har nok været, når noget er lykkes. Når man har den der ”YES-oplevelse!”. Det giver det største selvtillidsboost, jeg nogensinde har fået. Nu er der jo drama med mig, hver gang jeg er på... fuldstændig drama. Én gang per sæson sker der et drama, hvor der bliver byttet om på ingredienserne. Det laver jeg hver gang, vi bager! Det var en on-going joke til sidst”, griner Albert, og fortæller, hvordan han flere gange overvejede at give op.
”Men det at dumme sig og gøre et comeback i sidste øjeblik gav gejsten, og jeg kæmpede så længe, jeg kunne. Men jeg var ret presset i den periode, og havde ikke tid til at øve mig meget hjemme. Optagelserne lå midt i den periode, hvor jeg blev student, og jeg havde en del vagter på Oscar. Den eneste tid jeg egentlig havde for mig selv, var i bussen.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Et udsnit af den store produktion der ligger bag 'Den store bagedyst'. Foto: Albert Hangaard Emtoft.


Smøre kageformen?
Har du fået reaktioner på din deltagelse?
”Jeg er vågnet op de sidste mange dage til en del venneanmodninger, fra fyre der skriver, at jeg ser sød ud. En skrev, at jeg gerne måtte komme hjem til ham og smøre hans bageform. Så tænker man på, om det mon er den nye virkelighed? Det er ikke til at vide, hvor længe det varer, men det er sjovt og interessant indtil videre.”
Har du skrevet tilbage til nogen af dem?
”Nej ikke endnu.”
Så der er ikke noget i ovnen?
”Nej, der er ikke nogen, jeg bager på...”

Jagten på kagemanden
”Helt ærligt... det der virkelig fik mig til at være med i ’Den store bagedyst’ er, at jeg gerne vil have en kæreste. Du ved, homomiljøet er så mega småt i København. Alle kender alle på fornavn, efternavn eller pikstørrelse – aij kan jeg sige det? – så jeg tænkte, at jeg kunne komme lidt bredere ud, og tage det som en mulighed. Nogle tager chancen for at kunne bage videre i fremtiden, men jeg tænker, at det kunne være fedt at få en kæreste ud af det – en kagemand”, slutter Albert af med drømmende blik.

Hvordan det går Albert i ’Den store bagedyst’, kan du se hver lørdag kl. 20 på DR1.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies