.

”Voldtægt”

KOMMENTAR: Under overskriften ”Cher voldtager ABBA” offentliggjorde Out & About fredag formiddag en anmeldelse af Chers nye album. Overskriften har givet anledning til kritik, og den forholder redaktøren sig til i denne kommentar.

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
lørdag, 24 marts 2018 03:07

Mig, mig, mig – et dumt svin

Af Kategori Danmark
Brian Kjær Capkan er redaktør på Out & Abouts hjemmeside og sociale medier. Brian Kjær Capkan er redaktør på Out & Abouts hjemmeside og sociale medier. Foto: Pilu Ottosen / Out & About.
Bedøm
(8 Stemmer)

KOMMENTAR: Jeg er ikke perfekt. Jeg kan faktisk været et ufatteligt dumt svin, hvis jeg vil, eller når omstændighederne fører mig ud af et spor, hvor jeg ikke kan undslippe mine mørke sider. Det har kostet dyrt og givet ar på sjælen.

Uha... denne kommentar rystes ud af ærmet efter midnat – og så på en fredag nat – hvilket i sig selv er ligegyldigt. Men vi er på skillelinjen mellem hverdagens forpligtelser og weekendens illusoriske frihed – en gråzone, hvor alt kan ske – ofte hjulpet på vej af alkohol eller andre rusmidler. Jeg er nu hverken fuld eller skæv i nat, men svæver alligevel på en lille rus af dopamin, eller hvad det nu hedder, det stof der udløses i vores hjerner som belønning.

Og hvorfor så det?
Vi skal mange år tilbage i tiden til år 1999 – tiden hvor verden forberedte sig på Y2K og altings nedbrud når computerne tiltede nytårsaften kl. 24. Det gjorde de som bekendt ikke, men det vidste vi ikke før dagen efter.
Men i 1999 var jeg 25-26 år, og det var tiden før smartphones, Facebook og Grindr – dengang der var noget der hed Ofir Chat. Der chattede jeg en dag med ung fyr. Han var alt for ung viste det sig – knap 14 men insisterende, nysgerrig og videbegærlig. Jeg boede i Vejle og han i den anden ende af landet. Vi chattede løs om alt mellem himmel og jord – blev stille og roligt fortrolige, og telefonen afløste chatten efter nogle uger. Vi talte sammen næsten hver dag, når han kom hjem fra skole. Det var som at få en lillebror, der ville dræne min hjerne for viden og erfaring udi livets store og små spørgsmål. 

Han var et omtumlet sted i livet. Han var som sagt meget ung, men allerede meget bevidst om sin egen identitet som homoseksuel. Han var også en søgende ung mand, som prøvede både sig selv og sine grænser af. Ofte mere end godt var, og det fandt hans mor ud af, og hun brød sig – selvsagt – ikke om det. Så hun forsøgte at sætte grænser for sin søns udskejelser, og i den proces forstod hun ikke, at vores venskab var netop det, og ikke et seksuelt forhold.
I dag forstår jeg hende udmærket. Det må have virket underligt, at hendes 13-14-årige søn havde en fortrolig ven, der var dobbelt så gammel.
Men hun stod bag sin søn, og det var ikke hans homoseksualitet der var et problem. Han var blot for hurtigt ude efter hendes mening – jeg har altid betragtet hende, som en god mor der støttede sin søn, og ville ham det bedste. Han strittede dog imod, og insisterede på vores venskab, og den kamp lod hun ham – modstræbende – vinde. Han var som sagt blevet den lillebror jeg aldrig havde haft, og som jeg på afstand kunne guide gennem de unge års værste fælder. Jeg tror, jeg gjorde det ganske godt.

Tiden gik, vi gik med, og når tiden går, sker der ting og sager. Kærester, jobs, flytninger – alt sammen ting der rusker op i det hele, og giver dig lag på lag af erfaring og fernis. Jeg rykkede til København, fik job og kæreste. Blev single og fandt så den helt store kærlighed. Min unge ven flyttede også til København – som så mange homoer før og efter ham. Han var vel 22-23 år på det tidspunkt.

Vi var begge glade for, at han flyttede herover. Men tiden var gået, og vi havde ikke gået i takt i nogle år – vi var vel vokset fra hinanden, som man siger. Så da han stod af firetoget som en selvbevidst ung fyr, som i mellemtiden havde uddannet sig og gjort sig sine egne erfaringer, så forstod jeg ikke, at tingene havde ændret sig. Jeg var blot lykkelig over, at min ”lillebror” endelig flyttede til København. Nu skulle jeg vise ham byen, og guide ham sikkert ind i miljøet, og uden om de værste fælder.

Men det gik stærkt – ned af bakke. Af en eller anden årsag, som jeg endnu ikke har identificeret – forstod jeg ikke, at han var blevet voksen og selvstændig. Jeg ville hjælpe med det hele! Øse af mine erfaringer om livet som tilflyttende jyde i København. Han tog da også gladeligt i mod, men stille og roligt begyndte han at ”tænke selv”. Ja hvad pokker bildte han sig ind? Med min brede livserfaring og så videre, så vidste jeg vel nærmest bedre end ham, hvad der var bedst for ham. FAIL!! BIG time!!

Stille og roligt gled vi fra hinanden. På et tidspunkt brændte det helt sammen, og jeg udøste selvretfærdigt og dybt fortørnet min forurettelse i en endeløs strøm af beskeder på Facebook, med fokus på hvor slemt det var for ”mig, mig, mig”. Jeg var et dumt svin, og så måtte det jo ske: han sagde fra og farvel. Bom!

I dag er der gået fem et halvt år uden kontakt. Jeg har ofte tænk på ham, og har et par gange set ham cyklende gennem byen. Hver gang har det udløst ondt i maven og dårlig samvittighed, som med årene stille og roligt er vendt til en bebrejdelse af mig selv. Hvem var jeg, som ville styre og definere hans nye tilværelse i København. Kunne jeg dog ikke se, forstå og acceptere, at han var blevet voksen, selvstændig og i stand til at klare sig selv? Nej det kunne jeg ikke den gang... Resultatet var et ødelagt venskab.

I onsdags søgte jeg sent om aftenen efter en pludselig indskydelse spontant tilbage til de gamle beskeder på Messenger. Puha... så selvretfærdig og forurettet jeg fremstod. Det var ikke en sympatisk udgave af mig selv, og langt fra den person jeg gerne vil være i dag. Det var faktisk fysisk ubehageligt at læse – og pinligt. Meget faktisk.

Selvom klokken var langt over midnat, satte jeg mig til at skrive til ham. Det var ganske spontant og slet ikke planlagt. Ordene kom væltende, og jeg fik sagt undskyld for min opførsel, og gjort klart, at det var mig – mit ego – der havde ødelagt vores venskab for så længe siden, og ikke ham, som jeg harmdirrende havde påstået dengang.

Puha... da jeg trykkede ”send” rystede jeg fysisk af voldsomme følelser, og da jeg efter et par minutter kunne se at han havde læst beskeden, og de tre prikker begyndte at bølge under min besked som tegn på, at han var ved at besvare den, ja så var jeg ved at brække mig ud over computeren af rendyrket rædsel.

Efter nogle minutters nervøs stirren på de tre prikker materialiserede hans besked sig på skærmen. Han var glad for min undskyldning, og tog imod den. Skrev også, at han skam også have tænkt på mig nogle gange, og i øvrigt ofte læste mine artikler.

Jeg begyndte at tude, og det føler jeg ingen skam over at ”indrømme”. Jeg svarede tilbage, at jeg var glad for hans svar, og i øvrigt manglede ord – en lidt uvant situation... derefter har jeg ikke hørt mere, og det er fint nok. Han er sikkert milevidt videre i sit eget liv, men jeg ved nu, at luften er renset, og at han har det godt. Det er en fysisk lettelse og en stor glæde, at have fået sat et pænt plaster på et gammelt og betændt sår.

Men hvad i alverden skal DU læse om dette for?

Fordi vi alle har en eller flere løse ender fra vores fortid – venner eller ekskærester vi ikke har behandlet ordentligt – familiemedlemmer vi har skubbet væk, gamle klassekammerater vi gled fra og så videre.

Benægt det ikke – der er mindst én person, som det giver dig dårlig samvittighed at tænke på. Og nu kommer min sløjfe:
Gør noget ved det! Ræk ud! Send den besked der rydder op i rodet. Ring og sig undskyld, eller fortæl vedkommende hvad der gik galt, eller hvad du føler. Måske det ikke ender i fryd og forsoning, men du får ryddet lidt op i samvittigheden, og det føles godt. Og tænk, hvis vi alle sammen fik det bedre med os selv og hinanden. Hvilken verden ville vi ikke leve i?

Men det starter hos os selv... dig og mig.

Brian Kjær Capkan
Redaktør Out & About

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies