KONKURRENCER

Skal man absolut stemme på en LGBTQ-kandidat?

KOMMENTAR: Kommunalvalget nærmer sig, og politikere med forhåbningsfulde smil lokker med smiger og valgflæsk fra lygtepæle landet over. Se mig, husk mig, giv mig dit kryds. Men skal vi vælge med hjerte, hjerne eller regnbue?

onsdag, 06 september 2017 09:48

Lars Henriksen svarer igen: Vi findes!

Af Kategori Danmark
Copenhagen Prides forperson Lars Henriksen ses her ved Gaystortion på Nørrebro i 2016. Copenhagen Prides forperson Lars Henriksen ses her ved Gaystortion på Nørrebro i 2016. Foto: Pilu Ottosen / Out & About.
Bedøm
(5 Stemmer)

Copenhagen Prides forperson Lars Henriksen svarer igen på konsulent Ernst Jessens forvrøvlede kronik fra fredag. I kronikken kommer Ernst Jessen med udokumenterede og besynderlige forklaringer på homoseksualitet, der i bedste fald kan betegnes som bevidst manipulation.

Vi bringer her forperson i Copenhagen Pride Lars Henriksens modsvar ukommenteret i sin fulde ordlyd. Lars Henriksen er født og opvokset i Holstebro:

 

I Dagbladet Holstebro-Struers (samt 12 andre dagblade i Jysk Fynske Medier, red.) fredagsudgave gør Konsulent Jessen fra Varde sig klog på årsagerne til at en del mennesker, inklusive mig selv, identificerer sig som LGBT-personer - bøsser, lesbiske biseksuelle og transpersoner, og slår til lyd for at vores liv og identitet ikke bør anerkendes.

LÆS OGSÅ Out & Abouts artikel om Ernst Jessens kronik: LGBT’erne lyver og bringer Danmark til fald

Konsulent Jessen fører en række ubehæftede påstande og antagelser frem om årsagerne til, at nogle af os har en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle, og at der er mennesker, som transcenderer den binære opfattelse af køn – altså det påståede faktum, at der kun findes to køn, og at et menneskes køn udelukkende og entydigt kan aflæses på, hvad det har mellem benene.

Der er gennem historien gjort mange krumspring for at forklare homoseksualitet enten psykologisk (som var den gængse opfattelse langt op i det 20. Århundrede, og som førte til grusom række af behandlingstiltag overfor homoseksuelle, såsom tvangskastrering, elektrochok og anden pseudoterapeutisk behandling) eller biologisk (hvilket bl.a. medførte umenneskelige eksperimenter på homoseksuelle i de nazistiske koncentrationslejre – for at fjerne de fysiske defekter, man mente, medførte afvigelsen). Senest er det genetikken man har forsøgt at ty til i kampen for den entydige forklaring, som næsten altid er motiveret af at ville finde en kur for at udrydde den mangfoldighed og diversitet, vi som bøsser og lesbiske repræsenterer, og ensrette verden.

Her har Konsulent Jessen for en gangs skyld ret (æres den, som æres bør), idet, det er rigtigt, at der ikke er fundet noget enkelt gen for homoseksualitet.

Tillad mig at bemærke, for lige at rette op på Jessens udeladelsessynd, at der heller ikke er fundet et gen for heteroseksualitet!

Sandsynligvis ligger årsagen i en kombination af en lang række forskellige faktorer – som både er genetisk, biologisk, hormonelt, socialt og kulturelt betingede. Og når alle disse står i den heldigste konstellation, kan man opnå den lykke, at opdage, at man er homoseksuel.

For min seksualitet – og mine venners kønsidentitet – er netop det. En identitet og et liv – men også en drift, og et instinkt. En uafvendelighed, en inderlighed, en livsnerve og en iboende kraft. Som det ikke lykkedes at nedbryde trods en opvækst i en heteronormativ kernefamilie i Holstebro – omgivet af udelukkende og entydigt heteroseksuelle lærere, pædagoger, voksne omsorgspersoner, kammerater, forældre, familiemedlemmer osv. Som krævede sit liv trods det faktum, at jeg ingen kulturel eller historisk forståelse havde for hvem jeg var – ikke havde hørt mig og mine nævnt i en eneste sammenhæng i min opvækst eller skolegang. Min iboende natur kunne ikke knægtes.

Og uanset om man har erklæret os religiøse overtrædere, biologiske vederstyggeligheder, psykologiske afvigere, genetiske mutationer, evolutionære blindgyder i Darwinistisk forstand, om man har straffet os, myrdet os, udelukket os, hånet os, eller ignoreret os, så er vi blevet ved med at eksistere, har fortsat vores kamp og har fundet styrken i vores tro på, at det aldrig kan være galt at elske eller være til.

Samtidig er min pointe, at årsagen til at jeg er bøsse og at min søster ikke er lesbisk, at nogle mennesker fødes transkønnede eller at Konsulent Jessen formodentlig identificerer sig binært og heteroseksuelt i virkeligheden er inderligt ligegyldigt - blot skal ingen pålægges noget, de IKKE er. Heller ikke LGBT-personer. Hvis vi kan nå der til i samtalen, hvor vi holder op med at dømme, så kan den fortsætte med, hvordan vi skaber det bedste fællesskab og sikrer, at alle, uanset seksualitet eller kønsidentitet kan leve op i tryghed, udvikle deres fulde potentiale og bidrage til samfundet med hele deres talents gave.

Men lad mig dog slå fast: Jeg havde ingen fraværende far eller dominerende mor. Tværtimod voksede jeg op med en nærværende, forstående far (og mor) som støttede mig i mine interesser, som vejledte mig i mine valg og som var en tydelig identitetsmarkør i den udvidede familie, jeg voksede op i, som talte forældre, bedsteforældre, onkler, barnepiger, venners forældre og i det hele taget masser af tydelige voksne, som vi alle, som voksede op i Holstebro i 70'erne var helt klar over, kendte hverandre, og som holdt øje med os og skabte rammer for os.

Nå ja – og så er der Jessens pseudoargument med de heterofile (eller i bedste fald – i Jessens forklaringsmodel – tvangshomoseksuelle dyr). Han tager fejl! (Eller lyver bevidst!). Således er homoseksuel adfærd observeret blandt mere end 1500 dyrearter og hos en del af dem – blandt andet Makaker og Bonoboer – foretrækkes homoseksuel praksis blandt nogle individer frem for heteroseksuel, også når der er parringsvillige individer til rådighed af et andet køn.

Tilbage står dette:

Hvorfor vi er LGBT-personer, kan vi ikke svare på med sikkerhed. Hvad der er sikkert er dette: Vi findes, Vi har fandtes til alle tider. Og vi kommer til at findes og være åbne og kræve vores ret i al fremtid.

For vi har krav på rettigheder og respekt. Tidsånden er heldigvis med os – og ikke med folk, som mener som du, Jessen!

Hvorfor?

Fordi vi tydeligvis, for alle rettænkende mennesker, har retfærdigheden på vores side, mens du og dine, som forsøger at tale os ned, i virkeligheden gennem jeres udsagn, udstiller jer selv, frem for os. Vi kommer til at vinde dette slag, uanset hvor mange og hvor dybe grøfter vore modstandere forsøger at grave. For vi vil blive ved med at bygge broer!

Og der er håb, for jeg kan i hvert fald med 100% sikkerhed garantere dig dette:

Man fødes ikke som homo- eller transfob.

Homo- og transfobi er socialt konstrueret af familie og/eller af samfundet! Og dermed er sagen et etisk spørgsmål om at manipulere med menneskets naturlige solidaritetsfølelse og trang til at danne fællesskaber med andre mennesker.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies