KONKURRENCER

Prisuddelingsfest og Winter Pride

Den 8. februar holder LGBTQ-miljøet sin årlige prisuddelingsfest i Cirkusbygningen, København.

søndag, 01 januar 2017 14:16

2017... åh nej...

Af Kategori Danmark
Out & Abouts webredaktør på OAonline, Brian Kjær Capkan. Out & Abouts webredaktør på OAonline, Brian Kjær Capkan. Foto: Pilu Ottosen.
Bedøm
(1 Bedømmelse)

KOMMENTAR: GOD MORGEN! ONDT I HÅRET? TØMMERMÆND? MORALSKE tømmermænd måske? Det er ikke pænt gjort at råbe, men det får man nogle gange lyst til. I 2016 ret ofte synes jeg. Oftest i frustration, men også i afmagt og raseri. Bliver 2017 anderledes? Nej, tværtimod.

Hvorfor nu så pessimistisk Hr. Redaktør? -Ja se dig omkring kunne jeg fristes til at sige. På årets første dag flyder gader og stræder med efterladenskaberne fra 2016. Udbrændte raketter, fesne heksehyl, bræk og smadrede champagneglas.

Festen er ovre, kan man vel godt sige, og 2016 var bare forfesten. -Geopolitisk vandt raseriet over demokratiet, eller i hvert fald over ideen om en verden der holder sammen i fællesskab. Briterne er på vej ud af EU, Trump vandt et præsidentvalg på appeller til absolut laveste fællesnævner, og gud hjælpe mig, om ikke han slikker Putin i røven i sin higen efter anerkendelse.

2017 skal nok blive spændende... Putin fik sin ’puppet’ som Hillary forudsagde, og et mere og mere handlingslammet EU kan ikke alene stå som modvægt til Ruslands øgede internationale ambitioner.

”At appellere til fornuften, er verdens største slag i luften”.

Det skrev Piet Hein en gang i et af sine berømte gruk. -Og det holder stadig må man sige. Det har i hvert fald vist sig, at fornuft, gode vægtige og velunderbyggede argumenter let og uelegant kan skydes ned.

Flertallet af de amerikanske (hjulpet på vej af et håbløst valgsystem) og britiske vælgere stemte ikke med hovedet, men med hjertet. Fornuftige argumenter virkede ikke. Drømmen om gamle dage var mere tiltrækkende.

Hvad kan vi lære af det? Hvad kan danske politikere lære af det?

Jeg er ikke optimist. Godt nok har danske politikere taget afstand fra Trump og hans metoder, men vi ser allerede tendenser på, at de har taget et par tricks eller to til sig.

Nyudnævnte ministre bliver gennemhaglet før de har haft en chance for at sætte sig ind i stoffet. Politisk dialog er oftere og oftere en konkurrence om at kunne ”drille” modstanderen mest muligt. -Og forleden fik jeg min politisk ukorrekte Faxe Kondi gal i halsen, da jeg så tidligere minister Mogens Jensen fra Socialdemokratiet i en ny kampagnevideo.
Den tidligere så frisindede minister som jeg fik stor respekt for, da han som udviklingsminister (og åben homoseksuel) rejste til flere afrikanske lande, og talte om LGBT-rettigheder, kan nu ses flå sider ud af en bog skrevet af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk (gab en titel) fra Liberal Alliance, mens han laver en fremragende parodi på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Mogens Jensen siger selv i en kommentar på Facebook, at det er satire, og at satire sagtens kan bidrage til en debat. Det er korrekt, og parodien på Nyrup er som sagt fremragende. Men at flå sider ud af bøger på grund af bogens indhold, er ikke satire. Det er mangel på respekt for det skrevne ord og andres ret til at have en holdning. -Som man naturligvis har al ret til at være uenig i.

Men at ødelægge bøger på grund af modstand af indholdet trækker en lige og ækel linje bagud i historien til en af Europas mørkeste perioder. -Og der er ikke langt derfra til Trumplignende kampagnemetoder.

Hvorfor dog bringe dette op i en kommentar til 2017?

Fordi der er kommunalvalg til november, og optakten til stolelegen på landets rådhuse er sat ind. LGBTQ’erne er særligt populære fra politisk hold i valgår, og der skal nok blive fristet med valgflæsk og andet godt. Det kommer vi naturligvis til at se nærmere på hos Out & About.

Vi kommer også til at følge sagen om opstilling af en permanent flagstang med regnbueflaget på Regnbuepladsen i København. Kommunen har allerede knuselsket ideen, men galant lagt op til, at Copenhagen Pride må til lommerne. Godt nok var det Pridens idé, men alligevel... sagen har alt der skal til for at blive en politisk og langtrukken affære. Jeg spår, at flagstangen IKKE er klar til Copenhagen Pride i august. -Men jeg lader mig gerne overraske.

Til sidst vil jeg igen ønske transmiljøet tillykke med, at de ikke længere er opført på listen over psykiske sygdomme. Men processen er langt fra afsluttet, og der er stadig lang vej igen, før transkønnede slipper for de ydmygende forløb de skal trækkes igennem. Godt nok er processen sat i gang, men det går alt for langsomt. Jeg håber, der kommer mere fart i processen i 2017. Det kan ikke passe, at mennesker skal behandles på den måde i et moderne samfund.

Godt regnbuefarvet nytår til alle!

 

Brian Kjær Capkan
Redaktør OAonline

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies