KONKURRENCER

Happy Pride kære ”afvigere”!

KOMMENTAR: Copenhagen Pride er over os, og det synes som om, alting lige er lidt større i år. Og det er der brug for, for hadefulde og destruktive kræfter næres af vores blotte tilstedeværelse. Ja, Anni Grimm hænger som en sort sky over mangfoldigheden.

torsdag, 22 december 2016 13:50

København vil have flagstang, men hvem skal betale?

Af Kategori Danmark
Indtil videre må vi nøjes med en lille udgave af Regnbueflaget på Regnbuepladsen, mens Copenhagen Pride og Københavns Kommune finder en løsning på finaniseringen. Indtil videre må vi nøjes med en lille udgave af Regnbueflaget på Regnbuepladsen, mens Copenhagen Pride og Københavns Kommune finder en løsning på finaniseringen. Foto: Brian Kjær Capkan.
Bedøm
(0 Stemmer)

”Sæt I bare en flagstang på Regnbuepladsen – hvis I kan finde pengene.” Nogenlunde sådan lyder beskeden fra Københavns Kommune til Copenhagen Pride. Slagsmål om finansieringen kan vente forude.

Da Teknik- og Miljøudvalget mandag eftermiddag den 19. december vedtog at tillade opstilling af en permanent flagstang på Regnbuepladsen vakte det glæde hos Copenhagen Pride:

"I Copenhagen Pride er vi vældig glade for at Teknik- og Miljøudvalget i København er enig med os i, at der bør opstilles et permanent regnbueflag på Regnbuepladsen, til synlig og tydelig markering af byens bestræbelse på at være en god by at bo i for LGBTQIA borgere, som anerkendelse af LGBTQIA miljøets kamp for rettigheder og som tak for, at vi bidrager positivt til hovedstadens liv og image,” fortæller en begejstret forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen.

Ikke en krone til flagstangen fra kommunen
Embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen anbefalede politikerne til at sige nej til opstillingen af en flagstang. De vurderede, at det ville danne præcedens, og at man fremover ikke ville kunne afvise private eller organisationer, som ønskede at opstille flagstænger på offentlige pladser.

Politikerne gik dog mod embedsmændenes anbefalinger, og vedtog deres eget ændringsforslag:

”Københavns Kommune ønsker at opstille en flagstang med regnbueflaget på Regnbuepladsen, idet regnbueflaget repræsenterer værdier, der er så betydningsfuld en del af Københavns identitet og historie, at det er i kommunens interesse at markere mangfoldigheden i København og for at understøtte valget af vejnavnet Regnbuepladsen.”

Ændringsforslaget blev godkendt med otte stemmer fra Socialdemokratiet (3), Radikale Venstre (1), Socialistisk Folkeparti (1) og Enhedslisten (3). Venstre (1) stemte imod, mens Konservative (1) og Liberal Alliance (1) undlod at stemme.

Ja-partierne vedtog også en protokolbemærkning, som er kernen i det arbejde der venter forude:

”Partierne beder Teknik- og Miljøforvaltningen om at søge fondsfinansiering til opstillingen og drift af en flagstang med regnbueflag på Regnbuepladsen.”

Med andre ord: I må gerne opstille en flagstang, og I skal selv betale. -Men vil gerne hjælpe med at skrive fondsansøgningerne.

Kan være opstillet inden nytår
Flagstænger og regnbueflag er lagervarer hos de firmaer der forhandler dem, og hele sagen kan være afsluttet inden nytår. Men så let går det ikke erkender Lars Henriksen og uddyber:

”Vi glæder os til at se udspillet fra kommunen med forslag til finansieringsmodeller og Copenhagen Pride går positivt ind til samarbejdet med kommunen om at finde den nødvendige økonomi til opstillingen af stangen. Vi har hjemtaget tilbud fra private leverandører, som er væsentligt billigere end udgiften, som er anført i Teknik- og Miljøborgmesterens budgetnotat, og vi håber, at det kan inddrages i dialogen om, hvordan vi bedst og mest økonomisk forsvarligt får virkeliggjort projektet", fortæller Copenhagen Prides forperson, Lars Henriksen.

Stor forskel på prisen
De tilbud Copenhagen Pride har indhentet har en samlet pris på cirka 8.000 kr. for en flagstang på 12 meter. Dertil regnbueflag, som skal udskiftes cirka hver anden måned. Samlet pris ikke meget over 10.000 kr. for det første år.
Det samme stykke arbejde koster i kommunalt regi 40.000 kr. for opstilling og 16.000 kr. i årlige driftsomkostninger til skift af flag ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens beregninger.

Slagsmål venter forude
Går man i detaljer i den tekst Teknik- og Miljøudvalget vedtog mandag bliver det rigtig interessant.

Der står nemlig, at ”Københavns Kommune ønsker at opstille en flagstang med regnbueflaget på Regnbuepladsen...”

Altså ikke et ord om Copenhagen Pride. Men tværtimod fremgår det utvetydigt, at Københavns Kommune selv ønsker at opstille flagstangen. Hvorfor det så skal være op til Copenhagen Pride at betale, er svært at se logikken i.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies