.

Out & Abouts rolle som LGBT-medie

KOMMENTAR: Et interview med den radikale feminist Karen M. Larsen vakte i november en voldsom debat, og Out & About blev kritiseret for at have givet spalteplads til sådan én. Hvordan kunne vi?

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
lørdag, 01 december 2018 14:21

Hvis hiv er beskidt, skal vi alle sammen under bruseren

Af Andreas Gylling Æbelø, direktør AIDS-Fondet Kategori Sundhed & Velvære
Andreas Gylling Æbelø er direktør for AIDS-Fondet. Andreas Gylling Æbelø er direktør for AIDS-Fondet. Foto: AIDS-Fondet.
Bedøm
(8 Stemmer)

December indledes som bekendt med World AIDS Day, og i år der endda jubilæum: Det er 30 år siden, dagen første gang blev markeret den 1. december 1988. Vi kender de fine traditioner; lystænding på torvene, røde sløjfer på profilbilledet, markeringer på barerne og i det hele taget stor sympati fra miljøet. Vigtigt. Tak for det.

Derfor er det heller ikke med min gode vilje, at jeg drysser malurt i bægret. Men hvordan står det til med miljøets sympati for mennesker med hiv resten af året? I AIDS-Fondet lavede vi tidligere på året en rundspørge blandt mænd, der har sex med mænd, om holdninger i relation til hiv, sex og parforhold. Til spørgsmålet om hvorvidt man vil være tryg ved at indlede et forhold til et menneske med hiv svarer kun 28 procent ja! Det tal er beskæmmende lavt. Det betyder jo omvendt, at mere end 70 procent ikke har den rigtige viden eller ikke omsætter fakta til handling.

Så hvad er fakta? At velbehandlet hiv ikke smitter. Det er umuligt. Og tag ikke bare mit og AIDS-Fondets ord og kampagner for det. Tag forskningens ord for det! I det internationale PARTNER2 studie, som blev offentliggjort tidligere i år, har et forskerhold fulgt 1100 mandlige homoseksuelle par, den ene hiv-negativ og den anden med velbehandlet hiv, i 14 lande i otte år. De har indberettet alle deres kondomfri knald i perioden, og det blev såmænd til knap 80.000 af slagsen.

Af alle de knald resulterede nul i virusoverførsel. Nul virusoverførsel. Nul. Nogle gange kan jeg tage fejl – andre gange kan du, kære læser, måske også tage fejl. Men 80.000 knald tager ikke fejl. 80.000 knald er ikke en holdning – 80.000 knald er fakta.

Vi kan ikke diskutere fakta. Men vi kan og skal diskutere, hvordan vi omsætter fakta til handling, holdning og oplysning. Og det starter med dig og mig i de små og store dagligdags begivenheder.

Det starter med, at man ikke swiper væk, når man møder en med hiv på Grindr. Du kan faktisk være ret sikker på, at du her møder et menneske, der tager dybt ansvar for sin seksuelle sundhed og passer godt på sig selv og andre. Det fortjener applaus, ikke afvisning.

Det starter også med at tage kontant og klar afstand fra sprogbrug som ”at være clean”. Vi ved alle, hvad det modsatte af clean er. Hvis mennesker med hiv er beskidte, så er vi alle sammen beskidte. Det kunne have været os alle sammen. Det ER os alle sammen.

Og det starter med at overveje, hvorfor det egentlig ville være et problem at indlede et forhold – hvad enten der er tale om sex, kærlighed eller begge dele – med et menneske med hiv. Helt ærligt. Hvad er problemet? Handler det overhovedet om det menneske. Eller handler det om dig selv?
Det er ikke dem med hiv, vi skal udskamme. Vi skal hylde, støtte og elske (med) dem. Vi skal derimod reagere, når vi møder uvidenhed og ubegrundet frygt og skam i vores egne rækker. Vi var solidariske, da epidemien ramte tilbage i 1980’erne. Det skal vi også være nu. Ikke kun 1. december, men dag og nat året rundt.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies