”Jeg har noget jeg gerne vil indvie jer i”, begynder Harrity på Twitter.
”Jeg er homoseksuel og er klar til et åbent liv som homoseksuel”, fortsætter den 27-årige amerikanske squash-spiller.
Todd Harrity, der er rangeret som nummer 45 i verden, bliver dermed den første åbne homoseksuelle spiller i professionel squash.
”Jeg har besluttet mig for at springe ud, fordi det er den eneste måde, jeg kan være tro mod den jeg er”, uddyber han.
”Det har ikke været nogen let beslutning, for jeg har brugt lang tid på selv at kunne acceptere, den jeg er. Men nu er jeg klar, og på den måde tror jeg, at de folk jeg omgås med til hverdag får en bedre forståelse af mig og den måde jeg er på”, slutter Harrity.
I Danmark er der cirka 6500 mennesker, der spiller squash og på verdensplan er sporten på størrelse med badminton.