.

Martin Nissens guddommelige ondskab

KOMMENTAR: Rækken af prædikanter og selverklærede apostle der med Bibelen, Koranen eller Toraen i hånden fortæller os vi er syndere, er lang. Da de er udenfor pædagogisk rækkevidde, dedikeres denne kommenter til alle jer IKKE-heteroseksuelle "syndere".

fredag, 13 april 2018 10:49

En kæreste – måske i 2022!

Af Kategori Sport & Fritid
Christian Bigom er netop genvalgt som formand for Pan Idræt. Christian Bigom er netop genvalgt som formand for Pan Idræt. Foto: Privat.
Bedøm
(1 Bedømmelse)

Christian Bigom er som formand for Pan Idræt en af nøglepersonerne bag mega-eventet Copenhagen 2021, som tager det meste af hans fritid. Så hvornår har han tid til bare at være Christian?

Vi møder Christian Bigom mandagen efter, at Pan Idræt om lørdagen har vundet værtskabet for EuroGames i 2021.
Han har på forhånd frabedt sig fotografering på dagen, da han sikkert vil være ’slidt’ at se på. Det er nu ikke så slemt, men kameraet bliver i tasken.

Rystede over røg på barer
Forud er gået en hektisk weekend med generalforsamling i European Gay & Lesbian Sport Federation.
Pan Idræt bød som de eneste på værtskabet for EuroGames i 2021, men spændingen var alligevel intakt søndag formiddag, for generalforsamlingen kunne have valgt at aflyse EuroGames i 2021. Forud var gået en nervepirrende generalforsamling og bytur lørdag med mange af de delegerede fra generalforsamlingen.
”Vi valgte at tage dem alle sammen med på G*A*Y Copenhagen, da der er røgfrit. Flere af de delegerede var lettere rystede, da jeg fortalte, at der må ryges på de fleste LGBT-barer i Danmark”, fortæller Christian Bigom, som også måtte besvare mange spørgsmål fra delegerede, som var bekymrede for, om det høje ambitionsniveau for EuroGames er realistisk.
”Dér frygtede jeg pludselig, at vi ikke ville vinde værtskabet. Men vi vandt overbevisende,” fortæller Christian Bigom smilende og tydeligt lettet.

Direktør i familiefirmaet
Til daglig er Christian Bigom direktør i familiefirmaet Way2Pay, der leverer betalingsløsninger og tilbehør til restaurationsbranchen. Firmaet har to ansatte ud over ham selv: Mor og far.
Forud for direktørposten i 2016 gik flere år som sælger i firmaet. Under interviewet er det tydeligt, at Christian Bigom altid er ’på’. Telefonen ringer flere gange, og nogle opkald kan ikke vente, men skal besvares med det samme. Det er fra kunder, som har bøvl med dankortterminalerne. Christian Bigom er nemlig også firmaets kundeservice og må hver dag servicere firmaets kunder.

Droppede studierne
Før han for alvor gik ind i familiefirmaet, læste Christian Bigom jura på Københavns Universitet og senere organisation, kommunikation og engelsk på CBS. Ingen af uddannelserne er gennemført, men det forhindrer ham ikke i at løfte opgaven med familiefirmaet og Pan Idræt.
Allerede dengang, han studerede, engagerede han sig i frivilligt arbejde.
”Da jeg læste på Københavns Universitet, var jeg formand for Forenede Jurister, som er de jurastuderedendes forening. Dengang havde foreningen møde hver anden tirsdag i Studenterhuset, og efter mange af møderne fortsatte jeg hos BLUS (organisation for LGBT-studerende) og festede med dem.

Travl formand
Ved siden af familiefirmaet bruger Christian Bigom det meste af sin tid på frivilligt arbejde i Pan Idræt.
”Som formand er det vigtigt at uddelegere opgaverne og ansvaret, og give slip. Jeg bruger vel 20-25 timer om ugen på Pan Idræt. Møderne ligger på skæve tidspunkter, og så er det heldigt, at jeg er selvstændig og kan planlægge min dag fleksibelt.”
– Hvorfor bruger du så meget tid på Pan Idræt? Hvad driver dig?
”Pan Idræt er min passion, jeg mener vi løfter en utrolig vigtig opgave med at skabe et sportsligt rum hvor alle kan være med. Men vi er nu så store, at grænsen er ved at være nået. Vi har 25 sportsgrene, og det giver meget administrativt arbejde. Og med mange nye projekter på vej, er grænsen ved at være nået for den frivillige arbejdskraft. Så vi er begyndt at se på muligheden for en administrativ ansat.”

Fortsætter gerne
– Hvordan endte du i formandsstolen?
”Jeg sprang ud som 18-19-årig, da jeg gik i 3.g. Da jeg kort efter flyttede til København fra Helsingør, ville jeg gerne begynde at svømme igen, og så opdagede jeg Pan Idræt gennem Out & About. Det gav mig et socialt netværk, og det sætter jeg stor pris på. Efter et halvt år var jeg træner, og så gik det slag i slag med poster i styregrupper og til sidst i bestyrelsen. Jeg blev formand for to år siden og var inden da næstformand.”
Christian Bigom er netop blevet genvalgt for yderligere to år på Pan Idræts generalforsamling den 7. april.
Efter valget af Pan Idræt og København som vært for EuroGames i 2021 er Christian Bigoms ambition at fortsætte som formand til efter EuroGames.
”Den oplevelse vil jeg have med,” fortæller han.

Opskriften på stress
– Hvordan får du tid til alt det?
”Jeg har ingen kæreste, så derfor har jeg tid,” griner Christian Bigom, men bliver alvorlig og fortæller, at det handler om benhård planlægning og prioritering.
”Jeg er god til at ’hejse flaget’, hvis jeg har brug for hjælp eller trænger til luft. Men generelt har jeg svært ved at sige nej, og det er en kerneopgave for mig at lære at sige fra.”
– Men 31 år og ingen kæreste...?
”Grindr! Jeg havde en kæreste indtil for to et halvt år siden. Hvis jeg fandt en kæreste lige nu, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle få tid til ham. Men er man forelsket, så skal man nok finde tiden.”
– Hvornår har du tid til at være Christian?
”Mest sent om aftenen – det lyder vildt nørdet, men nogle gange slapper jeg af med computerspil. Der kan jeg koble totalt fra og slappe af. Det er værdifuldt for mig at kunne lukke døren og være alene. Det meste af mit sociale liv er koncentreret omkring Pan Idræt, og jeg går ikke så meget i byen. Men hvis jeg endelig giver den gas med en bytur, så er jeg som regel ude til langt ud på næste morgen. Ferier er som regel sportsstævner med Pan Idræt, og min sidste rigtig private ferie var for fire år siden.”
– Hvad skal du lave efter Copenhagen 2021?
”Have en kæreste! Men han må da meget gerne dukke op inden da. Og så skal jeg have 120 procent fokus på virksomheden,” slutter Christian Bigom af, mens telefonen igen blinker insisterende.

 

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies