.

”Voldtægt”

KOMMENTAR: Under overskriften ”Cher voldtager ABBA” offentliggjorde Out & About fredag formiddag en anmeldelse af Chers nye album. Overskriften har givet anledning til kritik, og den forholder redaktøren sig til i denne kommentar.

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
søndag, 14 oktober 2018 18:01

Når den kristne gode vilje skader

Af Tina Varde Kategori LIVSSTIL
”Den fordømmelse, jeg har oplevet, har overbevist mig om vigtigheden af omsorgsfulde, inkluderende kirker, som kan være et positivt alternativ for alle, som oplever misbrug og underrepræsentation. Jesus inkluderede jo hele tiden alle dem, som andre ikke betegnede som det gode selskab”, siger præsten Arno Steen Andreasen. ”Den fordømmelse, jeg har oplevet, har overbevist mig om vigtigheden af omsorgsfulde, inkluderende kirker, som kan være et positivt alternativ for alle, som oplever misbrug og underrepræsentation. Jesus inkluderede jo hele tiden alle dem, som andre ikke betegnede som det gode selskab”, siger præsten Arno Steen Andreasen. Foto: Hans Henrik Hansen.
Bedøm
(3 Stemmer)

Den homoseksuelle præst, ernærings- og psykoterapeut Arno Steen Andreasen har været på en lang og traumatisk rejse mod accept.

At blive udstødt og afvist socialt. Føle andre menneskers væmmelse, afsky, afstandtagen... endda i Guds navn.
De kristne, der stigmatiserer homoseksuelle, tager fejl! Gud har skabt homoseksuelle, og det er en synd at stigmatisere dem.
Det mener den 53-årige frikirkepræst og logoterapeut Arno Steen Andreasen, der har været på en lang rejse for at nå hertil. Nå frem til at acceptere sig selv.

Smidt ud af kirken
Efter 18 år udstationeret som leder og præst i en kirke i England, fortalte han for to år siden de andre præster, at han skulle skilles, fordi han er homoseksuel. Arno Steen Andreasen og hele hans familie blev smidt ud af kirken inden for 48 timer.
”Det var dybt traumatisk. Jeg græd og syntes, det var uretfærdigt – følte mig misbrugt. Kirken, som jeg selv havde været med til at skabe, blev også lukket kort tid bagefter. En sammenlægning kaldte de det. 18 års arbejde blev ødelagt.”
”Kristne homoseksuelle med kirkebaggrund, som bliver smidt ud, når de står frem, risikerer at miste hele deres kontaktflade. Alle, vi holder af, bliver taget fra os. Når kirken på den måde støder os ud, tager den sikkerhedsnettet fra os. Det har vi ellers brug for, når vi går igennem noget svært”, siger præsten.

Jesus dømmer ikke
I dag har han heldigvis fået en ny fred og styrke. Troen overlevede – for som han pointerer: Jesus er jo ikke dømmende.
”Men over hele verden er der præster, som står frem som homoseksuelle, der bliver smidt ud af deres kirker. Mange heteroseksuelle kristne har svært ved at støtte os. Der er så meget frygt på området”, fortæller Arno Steen Andreasen.
”Jeg kæmper selv for andres rettigheder. Det er sværere at gøre det, når det er noget, der rammer en personligt – på det dybeste i identiteten. Noget, som er unikt i mit liv, kaldes for syndigt og perverst. Så gør det altså ondt. Derfor gik jeg med i Pride i år og sidste år iført præsteskjorte. Både i Danmark og i England.”
”Herhjemme står frikirkerne heller ikke i kø for at få en bøssepræst. Jeg har jo ikke ligestilling. Så for mig er Pride utrolig vigtig”, forklarer Arno Steen Andreasen, der i dag arbejder som leder af et værested for hjemløse i København.

International kamp mod fordomme
Han har i år været til tre internationale kristne LGBT-konferencer i USA og Europa.
Senest var han i Italien for at besøge Metropolitan Community Church – (MCC), der blev startet for 50 år siden af den homoseksuelle pinsepræst Troy Perry. En kirke som, da AIDS-krisen var på sit højeste, hjalp masser af mennesker.
”Her var jeg til en europæisk samling med ledere, som kæmper mod fordomme. Det var utroligt at høre, hvad både kristne og ikke kristne LGBT-miljøer stadig må kæmpe med.”
”I USA deltog jeg i fællesbøn på en konference organiseret af Gay Christian Network med fokus på vold i miljøet. Menigheden råbte i tyve lange minutter navn efter navn op – på ofre for vold... og i denne uge hørte jeg fra en præst i Afrika, som blev forgiftet af en onkel for tre måneder siden, fordi han er bøsse. En i hans menighed har også lige oplevet det, fortalte han mig. I Afrika er nogle kirker medansvarlige for, at det sker, fordi de skaber frygt”, siger Arno Steen Andreasen.

Han er lige blevet færdig med første udkast til sin næste bog: "Desiring God - Meditations for the gay man and other edgy people".
”Mit kristne forlag vil ikke udgive den, selvom det er som selv-udgivelse, fordi kun visse teologiske holdninger er acceptable. Jeg er derfor blevet henvist til et sekulært forlag i stedet”, fortæller han.

Når god vilje skader
Arno Steen Andreasen blev kristen som 17-årig, hvor han kom ind i et folkekirkeligt miljø.
”Allerede som 13-årig vidste jeg, at jeg er bøsse. Dengang føltes det som en forbandelse, for man var lige begyndt at høre om aids. Jeg frygtede at dø, inden jeg fyldte 25.”
”Da jeg blev kristen, oplevede jeg, at kirken også så det som en forbandelse. I 1992 blev jeg voksendøbt, og her ”bekendte” jeg i min dåbstale, at jeg var homoseksuel, og derfor fik jeg tilbudt hjælp fra kirken til at blive helbredt”, fortæller Arno Steen Andreasen og fortsætter:
”Kirkens reaktion var, at Gud kunne skabe et mirakel i mit liv, så jeg kunne ændre mig. Ellers ville jeg få depression, sygdom eller ryge i helvede. I omsorg for mig ønskede man at udfri og helbrede mig til at leve et heteroseksuelt liv. Det var voldsomt, hvad det gjorde ved mig og mit liv.”
”De havde hjerte for at hjælpe, men deres teologi og psykologi skadede mig og min tro i mange år”, siger Arno Steen Andreasen.

Børn og familie
Han blev frikirkepræst, gift og fik to børn. Familien og de mange smukke åndelige oplevelser undervejs, sætter han stor pris på.
Men gennem 30 år har præsten flere gange fastet i 40 dage, været til udfrielse, blevet bedt for, modtaget rådgivning, haft åndelige vejledere og deltaget i konferencer om seksuel helbredelse. Det gjorde ingen forskel.
”Selvom jeg levede i et heteroseksuelt forhold, var min tiltrækning stadig til mænd. Kirken sagde ellers: ”Så længe du ændrer din seksuelle praksis, skal det andet nok følge med. Men det er et grusomt menneskesyn. Seksualitet og tiltrækning kan man ikke ændre ved at spille et andet spil”, tilføjer Arno Steen Andreasen.
Som logoterapeut/psykoterapeut er han uddannet i at hjælpe andre med at finde helbredelse gennem meningsfyldte beslutninger, arbejde og relationer. Og præsten er nu godt i gang med at bruge sine erfaringer til at skabe forbedringer for andre.


Om forfatteren af denne artikel:
Tina Varde er forfatter og har flere nye bøger på vej, blandt andet ’Psykologi og Tro’, hvor Arno Steen Andreasen bidrager fagligt. ’Helbredelse i Naturen’, ’Præster får ordet’ og børnebogen ’Brødrene Dur og Mol’. Bøgerne er færdige, men udgivelsesdatoer endnu ikke fastsat. Tinavarde.dk.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies