.

Balladen om ambassadørens dialog-champagne

KOMMENTAR: Pludselig var det knap så VIP at have modtaget en invitation til pride-reception hos den amerikanske ambassadør. Æresgæsten meldte afbud, og ambassadøren blev "skuffet". Men gik Copenhagen Pride glip af en mulighed for at påvirke Trump?

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
tirsdag, 24 juli 2018 10:20

Kærligheden har ingen alder: 95 og vildt forelsket

Af Kategori LIVSSTIL
Kærlighed kender ikke til alder. Her er Jørgen og Benny i en hyggestund på Slottet. Kærlighed kender ikke til alder. Her er Jørgen og Benny i en hyggestund på Slottet. Foto: Ulla Munch-Petersen / Out & About.
Bedøm
(5 Stemmer)

Jørgen var 80 år, da han blev forelsket i Benny og derfor sprang ud over for sine børn. Nu har Jørgen og Benny været sammen i 15 år.

”Når man er en årgang 1923, så var det bestemt ikke velset på daværende tidspunkt, at man var bøsse.”
Det fortæller 95-årige Jørgen, som Out & About har mødt til Regnbuestunden på regnbueprofil-plejehjemmet Slottet, hvor ældre LGBT’ere mødes hver onsdag.

En sød og forstående kone
Som ung blev Jørgen forelsket i Fritz, som han mødte i Schweiz, hvor han arbejdede i begyndelsen af sin karriere som farmaceut.
Men selv om både Danmark og Schweiz havde afskaffet forbuddet mod homoseksualitet i henholdsvis 1933 og 1942, var fordommene stadig enorme. Tiden var slet ikke i regnbuens favør, og Jørgen giftede sig med en kvinde hjemme i Danmark.
”Med bind for øjnene kastede jeg mig ud i noget, som i den grad gjorde ondt. Inden var jeg blevet rigtig forelsket i en mand. Men jeg havde lovet en dame noget. Og har man lovet noget, så holder man det! Om det så går ud over en selv,” siger Jørgen.
’’Det er ikke fordi, at jeg skal beklage mig over noget. For jeg har haft en sød kone, som var utroligt forstående. Også over for det, at mange af mine kammerater var bøsser. De kom fra vandreklubben Hovsa og besøgte os og var med i huset. Det blev accepteret – på den måde, at man bare ikke skulle nævne ordet. Det var ’venner’,” fortæller han.

Forelsket som 80-årig
Jørgen og hans kone fik to børn og nåede at være gift i 52 år, inden hun døde i 2003.
”Da jeg blev alene, havde jeg pludselig antennerne ude. Og om ikke jeg finder en, som jeg bliver rigtig forelsket i,” siger Jørgen og kigger varmt over på Benny.
”Det har simpelthen været den største lykke,” understreger han.
”Og det er helt gensidigt,” siger Benny.
Jørgen og Benny kom i kontakt med hinanden via boyfriend.dk, året efter Jørgens kone døde.
”Dengang boede jeg det meste af året i mit sommerhus ved Tisvildeleje, så jeg spurgte Benny, om han ikke havde lyst til at komme og besøge mig der,” fortæller Jørgen.
Det havde Benny, og de to mænd fandt hurtigt ud af, at de passede godt sammen. Få måneder efter fortalte Jørgen det til sine børn.
”Jeg sprang ud som 80-årig over for mine børn, og jeg tænkte: ’Det får briste eller bære, det her. For jeg kan ikke leve uden Benny’. Men jeg mødte forståelse fra både min søn og min datter. Og fra børnebørnene ligeså,” fortæller Jørgen.
”Jeg må sige, at jeg har mødt så megen lykke til sidst i mit liv, at det opvejer mange tunge dage.”

Hårdt at komme på plejehjem
Jørgen og Benny har nu været sammen med hinanden i 15 år, og kærligheden lyser stadig ud af øjnene på dem.
Men helbredet skranter, og i 2016 måtte Jørgen flytte på plejehjem.
”Det er en omvæltning så stor, at blive anbragt på et plejehjem, hvor samleveren er udenfor – og man selv er inden for murerne,” siger Jørgen.
”Det gør ondt – på en måde er det som en skilsmisse. Og man kan ikke forvente, at plejepersonalet altid er tolerant på den måde, at de siger: ’Det kan vi godt se. Selvfølgelig skal I have mulighed for et privatliv’.”
”Jeg vil ikke påstå, at man som 95-årig er aktiv seksuelt. Men man har behov for at kunne omfavne den samlever, man har haft og som ikke er med på plejehjemmet,” siger Jørgen.
I dag bor han på plejehjemmet Kastanjehusene, hvor personalet tager hensyn til, at han er kæreste med Benny.
Jørgen flyttede ind på netop det plejehjem, inden han blev klar over, at København har regnbueprofil-plejehjemmet, Slottet.
”Jeg synes, det er vigtigt, at vi har Slottet som et regnbueprofil-plejehjem,” siger Jørgen.
”Det er ligesom et åndehul for os. Men jeg ville ikke selv bo der, fordi der på Slottet blot er et-værelse-lejligheder. Jeg vil ikke sidde i min stue og kigge på min seng.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Jørgen og Benny ved Copenhagen Pride 2017. Foto: Julie Vester Jørgensen.


Jørgen og Benny til pride
I 2017 kørte Jørgen og Benny med i paraden til Copenhagen Pride.
”Det var en oplevelse! Vi var bare blevet spurgt, om vi havde lyst til at se paraden. Og så tænkte jeg: ’Bare vi nu bliver parkeret i nærheden af fortovets kantsten, så vi kan se noget.’ Men det endte med, at vi skulle køre med,” siger Jørgen, som sammen med Benny fik plads på frontsædet af en ladcykel.
”I de mange år, vi har kendt hinanden; når vi gik på gaden, så holdt vi hinanden i hånden. Det har vi gjort både her, og når vi har været ude at rejse i udlandet. Og der er aldrig nogen, som har spyttet efter os af den grund. Så helt naturligt lægger jeg min hånd på Bennys hånd, da vi kører i paraden,” siger Jørgen.
”Jeg ved ikke, hvor mange der kom for at fotografere! Og da en af dem så knælede ned foran os for at fotografere hænderne, gik det op for mig, at det var det, der havde fanget opmærksomheden. Det kom bag på os, at vi kunne vække så meget opsigt,” ler han og understreger mere alvorligt:
”Det handler ikke bare om unge. Ældre kan også holde af hinanden.”

 


 

Plejehjemmet Slottet
I 2015 blev plejehjemmet Slottet udnævnt som regnbueprofil-plejehjem.
Personalet fik et kursus i LGBT-viden, så de kan være særlig opmærksomme på forhold, som er specielle for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.
Slottet er ikke blot for københavnere. Uanset hvor du bor i Danmark, kan du få plejehjemsplads på Slottet, såfremt du er visiteret til at være tilstrækkeligt plejekrævende til at få en plejehjemsplads.
Det kan være klogt at gøre opmærksom på, at du vil på Slottet, inden du måske bliver så svagelig, at du kan have svært ved at udtrykke dig. Du kan bede din praktiserende læge om at skrive det ind i din journal, hvis du ønsker Slottet i tilfælde af, at du senere i livet skal på plejehjem.
Læs mere om Slottet på plejehjemmetslottet.kk.dk.

Regnbuestunden
Hver onsdag eftermiddag mødes ældre plejehjemsbeboere på regnbueprofil-plejehjemmet Slottet, som ligger i De Gamles By i København.
Regnbuestunden hedder gruppen, som også består af frivillige med lyst til at tilbringe en times tid sammen med de ældre LGBT’ere.
Hvis du har lyst til at være med til et af møderne, er du meget velkommen til at skrive til Vivi Jelstrup på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies