.

”Voldtægt”

KOMMENTAR: Under overskriften ”Cher voldtager ABBA” offentliggjorde Out & About fredag formiddag en anmeldelse af Chers nye album. Overskriften har givet anledning til kritik, og den forholder redaktøren sig til i denne kommentar.

×

Bemærkning

There is no category chosen or category doesn't contain any items
tirsdag, 17 juli 2018 08:38

Når chemsex tager overhånd

Af Kategori LIVSSTIL
Når chemsex tager overhånd Foto: Modelfoto / AIDS-Fondet.
Bedøm
(1 Bedømmelse)

ChemSex er et stadig mere populært fænomen i de danske storbyer. AIDS-Fondet har nu lanceret gratis chemsex-kits for at nedbringe sundhedsrisici forbundet med chemsex.

Chems eller ChemSex. Party and Play eller PnP. High and Horny eller HnH. Slamming. Snorting. ChillOut...
På score-apps som Grindr, Scruff og Recon finder du mange kodeord for sex på stoffer.
”Stofferne får helt uskyldige navne som Tina og Gina. Det er søde kælenavne, som dækker over to af de stoffer, man oftest forbinder med chemsex: Crystal Meth og GHB/GBL,” siger Tonny Bønløkke Hertz.
Som sexolog og rådgiver i AIDS-Fondet hjælper han mænd, der har sex med mænd, som henvender sig, fordi de synes, stofferne har taget overhånd i deres liv.

Både hiv+ og hiv-
Der er stor forskel på de chemsex-brugere, som henvender sig til AIDS-Fondet for at få hjælp.
”Nogle chemsex-brugere er ny-konstaterede hiv-positive, som efter hiv-diagnosen er begyndt at tage stoffer sammen med sex,” fortæller Tonny Bønløkke Hertz.
”Andre er hiv-negative, som er begyndt med chemsex, mere eller mindre tilfældigt: For eksempel kan de være inviteret med til en ChillOut – et kodeord for sexfest – hvor de så er blevet tilbudt juice – iblandet GHB uden at de ved det. Og pludselig befinder sig midt i et gangbang.”
AIDS-Fondets rådgivere har også talt med mænd, som er begyndt med chemsex, fordi de blev fascineret af porno-videoer, hvor mænd tager stoffer i forbindelse med sex.

Ikke blot i København
I 2017 gennemførte AIDS-Fondet en undersøgelse om sex på stoffer blandt bøsser, biseksuelle mænd og andre mænd, der har sex med mænd.
”Det er ikke kun et københavnerfænomen. Men det er helt klart et storbyfænomen,” siger Thomas Hübertz, der arbejder for AIDS-Fondets rådgivning i Aarhus.
”I Aarhus ser vi også chemsex-brugere og chemsex-fester. Langt de fleste chemsex-brugere ser vi i de større byer, hvor koncentration af mænd, der har sex med mænd, er højest, og hvor det er nemmest at få fat på stofferne.”
I undersøgelsen svarede 352 personer, at de har haft sex på stoffer. Ud af 293 angav 62,5 procent at være hiv-negative, 30,7 procent at være hiv-positive og 6,8 procent at de ikke kendte deres hiv-status.
De mest udbredte stoffer var kokain (60,5 procent), MDMA/Ecstasy (53,8 procent), GHB/GBL (41,3 procent), Amfetamin/speed (41,3 procent) og Meth/Tina/Crystal (36,3 procent).

To forskellige chemsex-kits
I juni begyndte AIDS-Fondet at uddele særlige chemsex-kits til chemsex-brugere.
”Her giver vi brugerne udstyr, så de kan reducere skaderne og smitterisici, når de tager stoffer sammen med sex,” siger Tanja Dittfeld, projektleder for chemsex-indsatsen i AIDS-Fondet.
AIDS-Fondet uddeler to forskellige chemsex-kits: Et til slamming, slang for at injicere stoffer, og et til snorting, slang for at sniffe stoffer.
”Ud over rent udstyr til indtag af stofferne, indeholder kittet også handsker til fisting samt glidecreme, kondomer og informationsmateriale om, hvordan du kan passe på dig selv og din sexpartner, hvis du har chemsex. Vi gør opmærksom på smitterisici for hiv og hepatitis C. Og vi fortæller om vores tilbud om rådgivning og test i CheckPoint,” siger Tanja Dittfeld.
En af de vigtigste grunde til, at AIDS-Fondet uddeler chemsex-kits, er, at sex på stoffer – og i nogle tilfælde den måde man tager stofferne på – giver en højere risiko for smitte med hiv, hepatitis C og andre seksuelt overførbare sygdomme.
”Men for hiv-smittede er der også en risiko for, at man holder op med at tage hiv-medicinen eller glemmer at tage den og derfor bliver resistent,” siger Tonny Bønløkke Hertz.
”Derudover findes indikationer på, at nogle af chemsex-stofferne kan interagere med hiv-medicinen,” supplerer Tanja Dittfeld.

Når chemsex tager overhånd
Det er ofte på grund af personlige følgevirkninger, at mange chemsex-brugere henvender sig i AIDS-Fondets rådgivning.
”Når folk kommer til os, så er det oftest fordi, de synes, at det har taget overhånd; fordi de synes, at det ødelægger deres liv på alle mulige områder,” fortæller Tonny Bønløkke Hertz.
”Det kan for eksempel være, når det seksuelle ikke længere handler om at have lyst, men bliver en tvungen ting: Det er ikke er nok at få et godt knald i weekenden. Det gode knald er ligegyldigt, for det handler mere om antallet af knald, man har fået.”
I AIDS-Fondets undersøgelse blandt chemsex-brugere i Danmark fortæller 44,3 procent, at de har haft negative oplevelser i forbindelse med sex på stoffer. Det kan være depression, overdosis, angstanfald, afhængighed af stofferne, analblødning, økonomiske problemer, seksuelle overgreb og tab af venner.
Næsten halvdelen i undersøgelsen fortæller, at de i forbindelse med chemsex har haft sex med en, som de egentlig ikke havde lyst til at have sex med.
”Det har vi nok alle sammen prøvet på et eller andet tidspunkt, hvis vi for eksempel har været fulde. Men på den lange bane bliver man et skadet menneske, hvis man bliver ved med at lave ’overgreb’ på sig selv på denne måde,” siger Tonny Bønløkke Hertz.

Hvad kan man gøre?
Hvad kan man gøre som chemsex-bruger, hvis man synes, det har taget overhånd?
”Vi prøver for eksempel at tale med folk om, hvordan de kan nedbringe skadevirkningerne. Hvis man tager crystal, kan man så gå over til at ryge crystal i stedet for at indsprøjte det? Kan man eventuelt droppe crystal og i stedet gå over til et af de stoffer, som er mindre farlige end crystal? Hvis man sniffer stoffer, kan man så bruge sin egen pengeseddel, så man ikke bliver smittet med hepatitis C ved at dele snifferør med de andre,” fortæller Tonny Bønløkke Hertz.
”I Rådgivningen stiller vi ikke krav om, at folk skal stoppe med at tage stoffer – det er deres valg. Men for dem, der gerne vil trappe helt ud, hjælper vi med at håndtere nogle af de problemer, som der er med det,” siger Tanja Dittfeld og fortsætter:
”Et af problemerne er, hvordan du kommer tilbage til normal ’kedelig’ sex. Vores undersøgelse viser, at langt de fleste netop bruger stofferne for at afprøve sine grænser og have vildere og federe sex. Men der er også en del, som svarer, at de bruger stofferne for bare at kunne have sex med mænd, uden at skamme sig.”

Undgå ensomhed
Men det kan også handle om, hvad man skal bruge tiden på, hvis man trapper ud af stofferne.
”I Skotland laver de madklubber og vandrerture. I Tyskland tilbyder de meditation og yoga. For hvad skal du sætte i stedet, hvis alle dine venner tager stoffer, og det her har været dit liv i måske fem-seks år? Det risikerer at blive en ensom tilværelse, hvis der ikke er noget at sætte i stedet for Grindr, hvor man ofte bliver konfronteret med tilbud om chemsex,” siger Tonny Bønløkke Hertz.
AIDS-Fondet holder blandt andet Come-Down-Tuesdays for chemsex-brugere, hvor man deler erfaringer og får lidt sundt at spise og drikke. Derudover er AIDS-Fondet i gang med at udvikle flere tilbud, der dels skal skabe et sikkert rum for nuværende og tidligere chemsex-brugere, og dels skabe ikke-seksualiserende rum, hvor bøsser, biseksuelle og andre mænd, der har sex med mænd, kan være sammen.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies