KONKURRENCER

Dandaras død må ikke være forgæves

KOMMENTAR: Fredag bragte vi den hjerteskærende historie om brasilianske Dandara dos Santos, som brutalt blev slæbt ud af sit hjem, mishandlet, dræbt og efterladt på gaden.
Historien er voldsom, billederne er voldsomme, og videoen nærmest ubærlig at se, så hvorfor valgte vi at vise dem?

onsdag, 14 december 2016 09:07

Kor og kærester

Af Kategori LIVSSTIL
Mange kor, homo som hetero, har både klassisk, rytmisk og moderne på repertoiret. Hos De Homofone er det rytmiske i centrum. Mange kor, homo som hetero, har både klassisk, rytmisk og moderne på repertoiret. Hos De Homofone er det rytmiske i centrum. Foto: Nadia Horsted.
Bedøm
(0 Stemmer)

De Homofone varmer op til deres 25 års jubilæum næste år med en julekoncert i Stefanskirken den 20. december.

”Det er vores kæresters skyld!”

Sådan lyder det enstemmigt fra Jesper og Nina, når det gælder årsagen til, at de begyndte at synge i homo-kor. Men der er smil i både stemme og øjne hos begge to, absolut ingen anklager. For både Jesper Christiansen og Nina Sabinsky er vilde med at synge i De Homofone, der kan fejre deres 25 års jubilæum næste år.
Nina har sunget med næsten helt fra begyndelsen, fordi hendes kone sang i koret:

”Jeg var med på en korweekend, hvor jeg sørgede for det kulinariske. Jeg havde aldrig sunget i kor før og havde egentlig ikke tænkt over, at det var noget for mig. Men det var og er skønt. Ikke bare sangen, men De Homofone blev samtidig vores fælles indgang til homomiljøet. Vi havde før haft et par lesbiske venner. Nu fik vi pludselig en stor omgangskreds af bøsser og lesbiske, og en interesse at dele med dem.”

Artiklen fortsætter under billedet.

De Homofone B foto Nadia Horsted

Der øves med stor entusiasme hos De Homofone inden deres traditionelle julekoncert i Stefanskirken den 18. december. Foto: Nadia Horsted.

 

Det sociale fællesskab
Det var også Jespers kæreste, der fik ham lokket med i De Homofone:

”Han var en del af koret, da vi mødte hinanden, og da jeg altid godt har kunnet lide at synge, var jeg ret nem at lokke med. Det er, som Nina siger, ikke bare det at synge, der er vigtigst, men lige så meget det sociale fællesskab. Ud over den ugentlige øveaften mødes vi tit hos hinanden til forskellige aktiviteter, hvor vi blandt andet spiser sammen. Og så synger vi selvfølgelig også. Man synger nemlig langt bedre, når man først har fået et glas rødvin!”

Mange kor, homo som hetero, har både klassisk, rytmisk og moderne på repertoiret. Hos De Homofone er det rytmiske i centrum:

”Vi har netop fået en ny dirigent i koret, og hun fokuserer på den rytmiske musik, hvilket passer godt til os. Vi synger en masse skandinaviske sange af blandt andre H.C. Andersen, Sanne Salomonsen og Danseorkestret, men også The Beatles, Michael Jackson og Freddie Mercury har været en del af vores repertoire igennem årene. Vores sangvalg er ikke egentlige homo-sange, men handler mere om kærlighed og relationer mellem mennesker. Og så får det selvfølgelig en særlig dimension, når dem, der synger, er bøsser og lesbiske. Vi kan godt lide at give sange, som publikum måske kender i forvejen, vores eget personlige bud på dem. Hvis det oprindelig er en kvinde, der har sunget nummeret, så lader vi for eksempel mandegruppen dominere i vores arrangement.”

Åbent for alle
Men hvorfor synger Jesper og Nina ikke bare i et almindeligt kor?

”Jamen, det kunne vi da også godt, men der er altså det særlige ved et bøsse-lesbisk kor, at den grundlæggende præmis er givet på forhånd. Vi behøver ikke spekulere over, om vi kan fortælle om weekendens oplevelser med kæresten, og der er masser af plads til impulsive kommentarer og jokes om os og vores seksualitet. For dem, vi fortæller det til, forstår jo, hvad vi taler om. Tingene er meget nemmere på den måde. Men ellers er koret åbent for alle, som kan lide at synge og være sammen med bøsser og lesbiske.”

At være et blandet bøsse-lesbisk kor var før i tiden en sjældenhed. Da Nina var til sit første internationale korstævne for cirka 20 år siden, var De Homofone således lidt af et særsyn:

”Bøsser sang i deres kor og lesbiske i deres. Der var kun to blandede kor blandt de mange kor, der deltog i Various Voices i München. Og arrangørerne fortalte, at arbejdet med stævnet havde åbnet op for et helt nyt samarbejde mellem bøsser og lesbiske i deres homomiljø. Og så er det altså helt specielt at stå sammen med 2000 andre homoseksuelle til et internationalt korstævne. At være en lille del af så stort et fællesskab om både sangen og seksualiteten – det er en oplevelse, der næsten ikke kan beskrives.”

Læs også: De Homofone giver julekoncert i Stefanskirken


Denne artikel er tidligere bragt i december-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.

Tagget under
Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies