Top banner right

Søndag, 13 December 2015 21:58

Regnbuebarn

Af Kategori LIVSSTIL
Bedøm
(0 Stemmer)

Hvis to mænd ønsker at få et barn sammen, har de brug for hjælp fra en kvinde. Det kan være en kompliceret process, men det lykkedes for ægteparret Peter og Peter sammen med Sine at få en søn.

Det perfekte match
Peter, Peter og Sines historie starter med det perfekte match: Sine er heteroseksuel og har altid ønsket sig at blive mor i en ung alder, men det er ikke lykkedes hende at findeden eneste ene at få børn med.
Peter og Peter er gift og ønsker sig inderligt at få et barn sammen. Men de har brug for hjælp.
Sine, Peter og Peter kommer i kontakt med hinanden via websiden www.regnbuebarn.dk.

På regnbuebarn.dk kan man oprette en profil og møde andre, som ønsker at blive forældre. Både enlige, heteroseksuelle kvinder, lesbiske par, enlige heteroseksuelle mænd og bøssepar mødes på kryds og tværs på hjemmesiden.

Mindste detalje
De tre vordende forældre følges i et program, som blev sendt på TV2 i efteråret. Allerede under forberedelserne er det tydeligt, at det ikke er en helt normal familie, som skal have et barn. Regnbuefamilien planlægger alt ned til mindste detalje for at komme eventuelle konflikter i forkøbet. Det kan være svært nok for en kvinde og en mand at blive enige om alt lige fra amning og økologiprodukter til opdragelse. I dette tilfælde er det tre, som skal blive enige.
Peter og Peter har ledt efter en kvinde at få et barn med i mange år, og har været igennem flere nederlag. De ved, at man skal overveje alle faldgruber og forberede sig grundigt, inden man stifter en regnbuefamilie.

Tre om at dele arbejdet
At man er tre voksne om at påtage sig forældrerollen kan også ses som en fordel. Man er tre om at passe og pleje, hente og bringe og om at smøre madpakker. Og når man ikke har barnet, er der tid til arbejde, fritidsinteresser og venner. Man kan vælge at se det som en fordel, at man er tre om det arbejde, andre kun er to om.

Store udfordringer
Der kan der også opstå uforudsete forhindringer på vejen. Når man er tre forældre, kan selv almindelige problemstillinger i dagligdagen give store udfordringer. I programmet kan man se hvordan Peter, Peter og Sine møder forhindringer og tager udfordringerne op. Programmet følger de tre forældre i næsten 5 måneder fra de planlægger befrugtningen til de skal holde barnedåb for deres søn Storm.

Surrugatmoderskab ulovligt
Forperson for LGBT Danmark Søren Laursen siger til DR: "Da jeg sprang ud i 80'erne, købte jeg selv præmissen om; at nu er jeg svans, og så skal jeg ikke have børn. Når de unge springer ud i dag, så er det første de snakker om, hvem de skal have børn sammen med."

Men det er ulovligt i Danmark at bruge en rugemor. Derfor søger mange par til USA for at gennemføre et svangerskab. Men et bøssepar, som vender hjem fra USA med et barn født af en rugemor, risikerer at blive straffet med 30 dages betinget fængsel, fortæller advokat Louise Traberg Smidt, som har specialiseret sig i surrogatmoderskab.

Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo anbefaler ikke bøssepar at anvende klinikker i USA til at få børn. Hun anbefaler til gengæld, at man vælger at få børn sammen med en veninde, så man undgår at bryde det bånd, som barnet har fået med den moder, det er vokset inde i.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies