Top banner right

Torsdag, 11 April 2019 18:12

Dérfor virker kampagner mod homofobi ikke

Af Kategori Sport
At være ansat i en fodboldklub kan give overraskende offentlig interesse. Her er Brian Kjær Capkan i et udsnit af et stort interview i Vejle Amts Folkeblad fra 2003. At være ansat i en fodboldklub kan give overraskende offentlig interesse. Her er Brian Kjær Capkan i et udsnit af et stort interview i Vejle Amts Folkeblad fra 2003. Foto: Anders Brohus / affotografering / Vejle Amts Folkeblad.
Bedøm
(9 Stemmer)

ANALYSE: Debatten om homofobi i dansk fodbold er præget af mange misforståelser og uvidenhed om de forskellige aktøreres rolle. Out & Abouts redaktør har en baggrund i toppen af dansk fodbold, og giver her en analyse af problemet.


Mange velmenende stemmer har blandet sig i de sidste dages massive fokus på homofobi i dansk fodbold. Stort set alle er enige om, at homofobi i sport er forkert. -Ikke et ord om Dan Rachlin og Jim Lyngvild i denne sammenhæng.

Men debatten er præget af mange misforståelser, så med baggrund i min egen tid i dansk fodbold giver jeg her en analyse af forholdene, som forhåbentlig kan skabe lidt klarhed over de forskellige aktørers indbyrdes forhold.

FORZA VEJLE!
Først lidt baggrund. Efter gymnasiet var jeg i 1994 ansat i Vejle Boldklubs amatørafdeling. Det var et fedt job i et sabbatår, og jeg slæbte flasker, havde vagter i cafeteriet med mere, og lærte efterhånden klubben at kende indefra. Nu skal vi ikke fortabe os i fortidens glorværdigheder, men kort om Vejle Boldklub, så er klubben en af de gamle traditionsklubber i dansk fodbold. Grundlagt i 1891, dansk mester fem gange, og pokalvinder seks gange. Den første klub til at vinde ”the double”, og med flere af dansk fodbolds største navne på holdet gennem årene. Allan Simonsen som den største af alle.

Dér gik jeg så hver dag på Vejle Stadion omgivet af pokaler, fodboldspillere og engagerede fans og frivillige kræfter. Når der var kamp i første Division begyndte jeg efterhånden at stille mig på det mest livlige afsnit på tribunen, Blok D, hvor vi råbte og sang og svingede med halstørklæderne, for efter nogle sølle sæsoner var fodboldfeberen ved at vågne i Vejle, og folk strømmede til stadion i Nørreskoven. Klubben vandt nemlig kampe på stribe, og i sommeren 1995 rykkede vi op i superligaen, og drak os samme aften fra sans og samling. Det var fællesskab, sammenhold og en lykkerus.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der er mange sjove oplevelser forbundet med at arbejde i en fodboldklub. Her er redaktøren gået i omklædningsrummet med Nik & Jay kort før deres koncert på det gamle Vejle Stadion i marts 2003 med 10.626 tilskuere. Foto: Privat.



The Crazy Reds
Den 18. september 1995 var jeg blandt de knap 20 Vejlefans der grundlagde fanklubben The Crazy Reds. Navnet var min idé, og da vi kort efter lavede et medlemsblad, fandt jeg på navnet Playball. Jeg var sekretær i The Crazy Reds, og vi fik hurtigt etableret et samarbejde med fodboldklubben om praktiske ting som busture, merchandise og rabat på sæsonkort. Det var en glad tid.

Tager vi et spring frem til 1998, så bliver jeg ansat som bestyrer af Vejle Boldklubs nyåbnede merchandisebutik VB Shoppen, der blev drevet af klubbens professionelle afdeling, som også er den afdeling der står for klubbens superligahold. Samtidig træder jeg ud af fanklubbens bestyrelse. To år senere rykker klubben ned fra Superligaen, og VB Shoppen lukker. Jeg tager mig en uddannelse, og i 2002 bliver jeg igen ansat i Vejle Boldklubs professionelle afdeling. Denne gang blandt andet med ansvar for presse, administration af sponsorsamarbejder og kontakt med fanklubben, og NU bliver det spændende med hensyn til den aktuelle debat om homofobi.

De uofficielle
I det store hele husker jeg det sådan, at den officielle fanklub The Crazy Reds opførte sig ordentligt. Jeg kan ikke huske homofobiske sange eller tilråb, men der var enkelte sager der omhandlede uro og uacceptabel opførsel, men de blev løst i samarbejde med fanklubben. Direkte homofobi husker jeg ikke, men vil slet ikke udelukke, at det har eksisteret.

Men efter 2000 skete der noget interessant blandt Vejle Boldklubs og mange andre topklubbers fans. De officielle fanklubber – i den aktuelle debat er De Stribede fra OB, Brøndby Support og FC Københavns Fanklub nævnt – blev til familievenlige klubber med fokus på familiezoner, busture med rygeforbud, og arrangementer for de små før fodboldkampene. Det skabte en modreaktion fra store dele af fanmiljøerne, som mente, at man bevægede sig bort fra det centrale: Opbakning til klubben – altså den fodboldklub man støttede.

Bærer sjældent klubtrøjer
Disse personer begyndte at melde sig ud af de officielle fanklubber, og dannede deres egne fraktioner, som samlet går under betegnelsen De uofficielle. Der er ikke taler om klubber med kontingent og medlemsblade, men løse grupperinger, som har ét mål: At forsvare klubbens ære med alle midler.

Ofte indgår ord som Ultra, Casual og Firm i deres navne, ligesom de er visuelt letgenkendelige. De bærer sjældent klubtrøjer, men foretrækker at klæde sig i sort i mærker som Fred Perry, Henri Lloyd, Lacoste og Burberry.

De stiller sig gerne for sig selv på stadion, eller i udkanten af gruppen fra de officielle fanklubber. De to grupper har ikke meget til overs for hinanden. Fodboldklubberne og de officielle fanklubber har som regel et intenst samarbejde, og udtrykker samme inkluderende værdier. Vi har set det i den aktuelle debat. Både fodboldklubberne og deres officielle fanklubber udtrykker mere eller mindre enslydende holdninger til homofobien. De accepterer den ikke.

MEN de uofficielle er ligeglade. De ønsker ikke et formelt samarbejde med fodboldklubberne. De anser klubbernes ledelser, som folk der ødelægger den ægte fodboldkultur med penge, og som ikke forstår fodboldens inderste væsen. De tager afstand fra klubbernes polerede image, og giver ikke en disse for kampagner mod homofobi og andre tiltag. Ingen skal fortælle dem, hvordan de skal opføre sig, for i deres egen opfattelse er de, de sande repræsentanter for fodboldkulturen der dybest set handler om ”dem” og ”os”.

Da de uofficielle begyndte at manifestere sig i Vejle Boldklub var vi i administrationen mildt sagt trætte af dem. Det var nu fra deres side, at kontrollørerne kunne forvente ballade, og det blev normalt at Vejle Boldklubs kontrollørkorps var med til udekampe, så de kunne samarbejde med hjemmeholdet ditto, og udpege de vejlensere der kunne forventes ballade fra.

2019
Jeg var ansat i Vejle Boldklub indtil 2005, hvorefter jeg flyttede til København. Meget er sket i fodboldklubberne siden dengang, og også blandt tilskuerne er der sket en udvikling. De officielle fanklubber står for den hyggelige familiesikre oplevelse, mens de uofficielle står for en konfronterende stil med organiserede slåskampe mod ligesindede fra andre klubber – hvor tåbeligt det end lyder. Det er også primært fra deres side der bruges ulovlig pyroteknik på stadion, hvilket typisk dækker over nødblus, der ofte omtales som romerlys, samt røgbomber og kanonslag. -Og altså sange og tilråb der enten skal ramme deres modstandere, som i eksemplerne med Viktor Fischer.
Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at der også kommer tilråb fra medlemmer af de officielle fanklubber. Men de medlemmer der gør det vil ofte imødese en eksklusion fra klubben.
De officielle fanklubber er også så velorganiserede, at de i dag har medlemmer der har til opgave at styre sangene og stemningen. For eksempel omtaler OB’s fanklub De Stribede, at de under tilråbende mod Viktor Fischer forsøgte, at igangsætte sange der skulle overdøve de homofobiske tiltråb.

Konklusion
Fodboldklubberne, de officielle fanklubber, fodboldens disciplinære instanser, medier med flere kan lave nok så mange kampagner, og sanktionere mod fodboldklubberne lige så meget man vil. De uofficielle grupperinger er ligeglade. De ændrer ikke opførsel af den grund. De vil nærmere se det som en opfordring til at fortsætte. Men skal man så give op på forhånd, og acceptere homofobien?

Nej. Naturligvis ikke. Men man skal have for øje, at den traditionelle tænkning der straffer fodboldklubber, og de officielle fanklubber ikke virker. Det virker heller ikke at forsøge at ramme fodboldklubberne på pengepungen ved at lægge pres på deres sponsorer. Der skal nytænkning til.

Det er den forkerte vej at gå at tænke traditionelt og straffe fodboldklubberne. Jeg har selv stået på Vejle Stadion iført skjorte med fint sponsorlogo og bandet uofficielle grupperinger og deres opførsel langt væk, når der er blevet råbt eller sunget upassende sange. Men hvordan pokker får man dem til at holde op, når de har helt andre værdisæt end os andre? Dét er nøglen til at komme problemet til livs.

LÆS OGSÅ: Pan Idræt: Forhold jer til homofobien!

LÆS OGSÅ: Stadig homofobi i dansk fodbold

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies