Top banner right

Mandag, 10 Februar 2020 10:00

Disney indtager isen og mange børns hjerter

Af Henrik Sieben // out&about Kategori Scene
Disneys Magical Ice Festival. Disneys Magical Ice Festival. Foto: PR Foto
Bedøm
(4 Stemmer)

Disneys Magical Ice Festival indtager Royal Arena, Jyske Bank Boxen, børnenes hjerter og de voksnes tegnebøger. Men er man fan af Disneys tegneseriefigurer, og kender de af dem, der kommer på isen, er det underholdende og flot.

Allerede når man kommer inden for i Jyske Bank Boxen eller Royal Arena for at se Disney on Ice, Disneys Magical Ice Festival, er man ikke i tvivl: Disney har indtaget bygningen.

Overalt i foyeren er der boder med alskens merchandise. Det betyder at de børn, der ikke allerede ved ankomsten er iklædt tyl, strut, diademer og prinsessekjoler, eller andet fra Disneys univers, eller som ikke kan leve uden nogle af de velkendte figurer, krus, plakater, eller andet, får rig lejlighed til at kigge på, spørge om lov, eller måske endda tigge, om at få lov at købe eller få.

Så jo, Disneys velsmurte maskineri kører og har kørt længe. Alligevel imponeres man over, hvordan selv de mindste, der er blevet taget med for at se Disneys årlige isshow, i år under navnet Magical Ice Festival, nærmest er blevet del af Disneys univers.

Showet

På slaget for showstart er de fleste bænket rundt om isen, og der bydes velkommen til et par timers underholdning med de velkendte Disney figurer.

Det gode er, at der bydes velkommen på dansk, ligesom al tale og sang efterfølgende er indspillet på dansk, hvorfor alle kan være med.

Godt er det også, og tjener Disney til ros, at publikum opfordres til at tage så mange selfies og gerne så mange billeder som muligt af showet og figurerne. Tilsvarende opfordres publikum til at dele det hele på de sociale medier. Jo, en smart og effektiv måde at sprede budskabet: Disney er i byen!

Og naturligvis er det med nogle af Disneys allerførste og -kæreste figurer, der indledningsvis indtager isen og efterfølgende binder showet sammen: Mickey Mouse og Minnie, og lidt senere Anders And og Fedtmule.

I de knapt to timer som showet varer inklusive en lang pause, der skal være tid at købe endnu mere merchandise, møder vi først de velkendte figurer fra Den lille havfrue: Ariel og Sebastian indtager isen og mange af børnenes hjerter. Der isdanses og performes så det er en lyst og man kan ikke lade være med at nynne med på nogle af de fantastiske sange, som også er en del af Disneys tegnefilmsunivers.

Senere kommer også Vaiana og Maui på isen, og første del rundes af med scener fra Rapunzel.

Derpå er der dømt god lang pause, så enhver der måtte have lyst kan nå at få købt popkorn, baconchips, cola og ikke mindste flere af de velkendte Disney figurer, lyssværd med mere.

Efter pausen er det de velkendte figurer fra Skønheden og Udyret, Belle, Gaston, Lumiére, Clocksworth, fru Potts, Chip og naturligvis udyret selv, der indtager isen.

Hele showet slutter - nok ikke uventet - med de nyeste og aktuelt nok mest elskede figurer fra Disneys Frozen eller Frost om man vil: Anna, Elsa, vildmarkshelten Kristoffer og renen Sven, og ikke mindst snemanden Olaf. Og disse figurer genkender alle børn i Arena. Der mumles, kommenteres og snakkes. Genkendelsens glæde er stor.

Disneys koncept ved Magical Ice Festival er lige så herligt forudsigeligt som den årlige Disney julekavalkade Fra alle os til alle jer: En kort historie fra hver af en håndfuld eller to af de mange skønne tegnefilm som er skabt gennem årene, og med lige god blanding af nostalgi og aktuelt.

Til trods for at alt funker og glider på isen, at alle aktører på isen vinker og opfodrer publikum til at klappe, og til trods for at alt foregår på dansk, eller som da anmelderen så showet i Malmø på svensk, så løfter Magical Ice Festival sig ikke rigtigt: Det bliver desværre aldrig rigtig magisk, og derfor må showet nøjes med 4 mindre regnbuer fra denne voksenanmelder, men givetvis fem fra en seks årig pige eller dreng, der for første gang ser Magical Ice Festival.

Alligevel skal opfordringen lyde til enhver regnbuefamilie, til den onkel, der gerne vil give sin niece, eller bedsteforældre, der vil give børnebørnene, en anderledes oplevelse, om at tage af sted: Det er hyggeligt og børnene får set de elskede figurer ”live”. Dog vil det nok være hensigtsmæssigt hjemmefra at aftale hvad der skal bruges af penge, for tilbuddene er mange, og man lader sig nemt friste.

Disneys Magical Ice Festival kan opleves i Jyske Bank Boxen, Herning den 12. og 13. februar, og i Royal Arena, København, den 15. og 16. februar.   

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies