Top banner right

Onsdag, 27 November 2019 10:00

Blixen – flot livsskildring af et særligt menneske

Af Lars Vestergaard Kategori Scene
Blixen – flot livsskildring af et særligt menneske Foto: Henrik Stenberg
Bedøm
(4 Stemmer)

Karen Blixens liv beskrevet i ballet. Godt håndværk og fin oplevelse med et kompagni af stor klasse. En anelse langtrukkent, men med smukke billeder og skøn genkendelig musik.

Den Kongelige Ballet har ved koreograf Gregory Dean skabt en ny helaftensballet over Karen Blixens liv. Der danses sikre og smukke trin med Gregorys koreografi. Scenografi og kostumer ved Jon Morell er smukke og rammer de forskellige perioder i Blixens liv præcist.

Blixens livshistorie danses igennem fra barndomsårene, hvor hun efter faderens selvmord voksede op i en familie domineret af skrappe kvinder, og videre gennem det ulykkelige ægteskab med halvfætteren Bror Blixen, henover årene på den afrikanske kaffefarm i Kenya, den skæbnesvangre forelskelse i Denys Finch Hatton og endelig verdensberømmelsen og de sidste år på Rungstedlund. 

Musikken er af Claude Debussy, og arrangementet laver en elegant indramning af den dragende og mystiske baronesse, som bragte sig selv ind i litteraturen gennem et langt livsforløb.

Kizzy Matiakis imponerer flot i sin hovedrolle som Blixen. Hun portrætterer sikkert både den unge Blixens ulykkelige kærlighedsliv og den ældre selvoptagede Blixen.

Mads Blangstrup brillerer på scenen i en af ballettens flotte scener, hvor han som Blixens far danser med Karen som barn. Gregory Dean danser selv Denys Finch Hatton, som blev Karen Blixens store kærlighed. Alexander Bozinoff skildrer fint den unge forfatter Thorkild Bjørnvig i hans korte og stormomsuste forhold til Blixen i hendes sene år. Resten af rollerne er også godt fodværk.

Martin Yates har arrangeret Debussys musik, så Karen Blixen, som holdt af Debussy, ville sikkert have bifaldet arrangementets både lette og alvorlige tone.

Aftenen er en kende langtrukken, men beskriver fint Karen Blixens liv – de forskellige scener er genkendelige med et velvalgt formsprog og klare symboler. Et besøg værd – for Karen Blixens skyld. 

Koreografi Gregory Dean / Musik Claude Debussy / Komponist og musikalsk arrangement Martin Yates / Scenografi og kostumer Jon Morrell / Videodesign Adam Ryde Ankarfeldt / Lysdesign Jesper Kongshaug / Dirigent Tim Murray / Dirigent Robert Houssart / Det Kongelige Kapel / Varighed 2 timer 55 minutter inklusiv pause / Sidste forestilling i København 16. april 2020

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies