Top banner right

Onsdag, 16 Oktober 2019 22:13

Jordens Indre – stærkt portræt af en kvindelig forskerpioner

Af Lars Vestergaard Kategori Scene
Jordens Indre – stærkt portræt af en kvindelig forskerpioner Foto: Folketeatret
Bedøm
(9 Stemmer)

Overset, beskeden og lettere nervøst anlagt, men stærk og selvbevidst kommer denne pionerkvinde helt til tops i den udenlandske akademia – aldrig rigtigt anerkendt i Danmark og først et kvart århundrede efter sin død æret med en buste ved siden af Niels Bohr på Frue Plads – gribende livsskildring af Iben Hjejle.

 

”Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves”, konstaterer jordskælvs-forskeren Inge Lehmann i et tilbageblik på sit liv. Denne kommentar fra Inge Lehmanns liv høres i teaterstykket Jordens Indre, som ualmindeligt klart afdækker en kvindes oplevelser i et mandsdomineret akademisk univers i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Hun bliver tiltalt ’Lille frk. Inge” og forventes at lave kaffe til bl.a. Niels Bohr (et sindbillede på de nedladende akademiske mænd), som hun stødte på hele sit liv. Kønnet var i den grad i vejen for hende gennem hele hendes liv. Iben Hjejle formår med stor indlevelse og præcision både at spille det skrøbelige i Inges lettere nervøst anlagte karakter og Iben får også den styrke, selvbevidsthed og udholdenhed frem, som Inge fremviste med sine studier og vilje til at finde dybere ind i videnskaben.

Forestillingen lægger ud med Bohrs ’mansplaining’ og de lave forventningers udelukkelse af Inge på grund af hendes køn – og få minutter senere udspiller sig samme udelukkelse af tjenestepigen Esther, som Inge respekterer som helt menneske og faktisk lytter til. Bohr taler ned til Inge, som taler ned til sin søster Harriet, som igen taler ned til tjenestepigen Esther. Esther bukker sig og spiller dum og underdanig – men sammen med Inge kan hun blomstre og være mere ligeværdig. Inge har et livslangt venskab med Esther, selv efter hun er ophørt med at være tjenestepige.

Og i virkeligheden har dette teaterstykke større rækkevidde og aktualitet, end hvad øjet og øret umiddelbart fanger. Hele stykket vidner om de livslange begrænsninger for det enkelte menneske, dominansadfærd kan have.

Dette teaterstykke fortjener en international opsætning; jeg håber på, at der er en oversættelse på vej og gerne med premiere i New York, hvor hun forskede på Columbia University, som i 1964 tildelte hende æresdoktorgraden.

Inge Lehmann døde i 1993 som 104-årig, og skrev sin sidste videnskabelige artikel, da hun var 99 år gammel. Hendes forskning var banebrydende, og alligevel er hun stort set ukendt i Danmark. Først i 2017 fik hun i København et monument placeret på Frue Plads, ved siden af en buste af Niels Bohr. Kig forbi den og pas nu på med de lave forventninger bestemt af dine fordomme eller forudindtagede meninger, når du møder dit medmenneske. Ind og se denne fantastiske forestilling. Drøn-aktuel med pragtpræstationer af hele holdet.

 

Se video nederst på siden

 

Dramatiker Simone Isabel Nørgaard / Instruktion Geir Sveaass / Scenograf Rebekka Bentzen / Koreografi Jeanette Binderup-Schultz / Dramaturgi Geir Sveaass, Ninette Mulvad / Skuespillere Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling, Roberta Hilarius Reichhardt / Varighed 2 timer 15 minutter inklusiv pause Sidste forestilling på Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39 i København 15. december 2019 / Turné i hele landet 3. oktober til 13. november 2019.

 

 

Media

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies