Udskriv denne side
Onsdag, 29 maj 2019 09:54

Bakkens Hvile leverer igen forrygende sæsonstart

Af Kategori Scene
De dejlige syngepiger på Bakkens Hvile. De dejlige syngepiger på Bakkens Hvile. Foto: Lars Vestergaard / Out & About.
Bedøm
(4 Stemmer)


Bakkens Hvile har sæsonstart på sit 142. år. I år fejres også 25 års jubilæum for tekstforfatter, komponist og kapelmester Kenneth Sichlau, som gennem alle årene har skrevet og arrangeret tekst og musik. Anerkendende humor, kærlig sarkasme og ironi med et glimt i øjet – så ved du, at du er hjemme – på Bakkens Hvile. I år går de tættere på end nogensinde. Syngepigerne giver dig et herligt frirum med udsyn både bagud og fremad.

 

Det er altid godt selskab hos Bakkens Hvile med syngepigerne, når man kan både synge og nynne med på viserne – og det opfordrer de skønne damer til. Der er de klassiske viser og de nye – og altid frække med et glimt i øjet.

Skuespiller, musiker, sanger og komponist Rasmus Krogsgård har skrevet en af de rigtig sjove viser, som han har kaldt ’Klimaforandring’ – og den handler naturligvis om klimakteriet. Det kommer der mange skønne rim og sammenligninger ud af. Salen lå flad af grin. Syngepigen Ann Farholt har den mest vidunderlige fængende mimik, og med dette nummer fik hun hele salen i sving.

Og som altid er der den traditionelle potpourri ’Bakkemedley’ i afslutningen af 1. sæt, som består af en flot hyldest til alle de gamle viser arrangeret af Kenneth Sichlau. En velkommen mindehjemkomst. Nyn bare med.

I dette års udvalg hyldes også Freddy, gemalen til en af syngepigerne – forfattet af Leif Maibom med musik af Mickey Pless – sunget af Tina – og sikke, der bliver pjattet med både ham og deres forhold. Vi sad lige ved siden af Freddy og hans selskab. De var vældigt fornøjede. Den gik lige ind.

Gendigtningen af ’Med eksprestog til Kina’, der i 1991 fik en 2. plads ved det danske Melodi Grand Prix, har sjove og frække antydninger. Omskrivningen bliver en helt anden snak, meget morsomt og ikke helt uskyldigt. Ingen fine fornemmelser kan man mærke.

Og ensemblet ledes af syngepigen den smukke Dot Wessman med en stemme så klar og kraftfuld. Hun er en central figur, som holder sammen på den flot sammenspillede trup. Og hvor er det skønt, at teksterne fremføres så tydeligt, at de høres på bagerste række. Man får faktisk det hele med. Stor ros til instruktør og koreograf Susanne Breuning, som lykkes så flot med sine talenter.

Viser, skillingsviser og underholdningssange med emner fra de øverste og nederste etager er fænomen af ældre dato og noget mere end 142 år, men Bakkens Hvile holder det i levende live i bedste stil. Er de egentlig på Finansloven? Se, det er også kultur.

Det historiske indhold af skillingsviser, både som genre og medie, var af sensationel, poetisk eller åndelig karakter. Indtil midten af 1700-tallet dominerede de åndelige og moralske sange i skillingsviserne, men fra ca. 1800 og frem til 1880'erne blev ’kærlighedsviser’ og især sensationelle nyhedsviser dominerende. Linjen frem til revygenren er klar.

Skillingsviser fandt udbredelse ved salg i byernes gader, især i København, hvor det hovedsagelig var fattige kvinder kaldet visekællinger, som mod forventet betaling råbte eller sang viserne på gaden. Denne trafik reduceredes kraftigt i årene efter 1805, da der udstedtes forbud mod at råbe med viser. Forbuddet var en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799, som i praksis var genindførelse af censur. Så trykkefrihed er altså ikke noget nyt, der blot diskuteres i nutiden.

Sikke en fantastisk aften. Syngepiger, der fylder hele salen med en dansk kulturhistorie og nostalgi, som rækker helt tilbage til 1870. Og så var der servering ved bordene – gammeldags høflighed og venlig betjening. Hurra og kom så på Bakken. I vil komme på en skøn kulturrejse og vil sikkert kunne synge med på mange af viserne. Nostalgi og kulturhistorie på samme tid. Jeg vil gerne anbefale jer at tage en tur på Bakkens Hvile.

Instruktion og koreografi Susanne Breuning / Kapelmester Kenneth Sichlau / Syngepiger Lone Jensen, Tina Grunwald, Ann Farholt, Dot Wessman / Tekster Kenneth Sichlau, Bent Zinglersen, K.-M. Lillelund, Robert Arnold, Sigurd Barrett, Kai Normann Andersen, Otto Andersen, Niels Olsen, H. J. Jensen, S. G. Æbelø, B. & A. Møller, Poul Sørensen / Musik Mickey Pless, Mogens Dam, Kenneth Sichlau, Siggurd Barrett, Eric Christiansen, Amdi Riis, Poul Due, Frank Learn og Kai Normann Andersen / Kostumer Amorin.dk ved Tine Grunwald og Kent Fredin / Sidste opførelse 31. august 2019.
Log ind for at skrive kommentarer

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies