Top banner right

Mandag, 28 Januar 2019 11:28

Formiddable Amadeus på Det Kongelige

Af Kategori Scene
Simon Bennebjerg er kæk og kåd som en udklækket student – og fræk som en slagterhund i rollen som Mozart. Simon Bennebjerg er kæk og kåd som en udklækket student – og fræk som en slagterhund i rollen som Mozart. Foto: PR.
Bedøm
(3 Stemmer)


Amadeus er en magtdemonstration af format, der viser nationalscenens muskler, når de er størst og bedst.

Sjældent har man på Det Kgl. Teaters gamle scene set en forestilling blive sat så smukt til skue som Kasper Holtens version af Peter Schaffers drama ’Amadeus’. Her kommer nationalscenens fine teateræske til sin ret. Omgivet af alt det smukke.

Allerede da tæppet går, fornemmer vi, at der satses stort. Det Kongelige Kapel er ikke henvist til orkestergraven. Næ, de er skam en aktiv del af forestillingen på scenen. Et frækt og modigt valg der viser kapellets store kvaliteter.

Schaffers drama fra 1979 dannede baggrund for Milos Formans Oscar-belønnede film af samme navn fra 1984. Filmen var ikke alene et udstyrsstykke udi parykker og kostumer. Den gjorde sig også i de storslåede scenerier. Den nød knækker Kasper Holten og Maja Ravn i teatertransformationen. Maja Ravn har skabt en kæmpemæssig bølge af partiturer, mens scenen drejer rundt om historiens mange scenerier og fortælling, der gør det hele visuelt og levende.

Nerve, finesse og blændende spil
Men det er og bliver det store ensemble af skuespillere, dansere, musikere og operasangere, der for alvor forfører. Søren Sætter-Lassen lægger en brysk side til figuren Salerie og får alt ud af den store rolle. Sikke en præstation. Det samme må siges om Simon Bennebjerg i rollen som Mozart. Han er kæk og kåd som en udklækket student – og fræk som en slagterhund. Mozart er den ukuelige optimist, og den nerve rammer Bennebjerg med stor finesse.

Også blandt hoffets mænd er der masser af karakterer og skuespil at more sig over. Her spilles der med blændende og stor akkuratesse af Kristian Halken, Henrik Koefoed, Michael Moritz og Morten Hauch-Fausbøll. Til gengæld har Rosalinde Mynster der svært i rollen som Mozarts kone, Contanze. Der går for meget Vestegnen i det. I hvert fald meget langt fra Wien. Hun forbliver en rappenskralde, og derfor tror vi ikke rigtig på deres kærlighed.

En vulgær mand med perfektion i hovedet
Vi er i 1781 i Oplysningstiden. Mozarts samtidige, komponisten Salerie, er et begavet menneske med en ophøjet mening om sit kald. For at skabe ædel kunst må man også være et ædelt menneske. Salerie søger Guds hjælp for at blive en stor kunstner og indgår en pagt med ham. Da han hører Mozarts musik, erkender han straks, at den må komme fra Gud. Han møder Mozart og får et chok. Hvordan kan Gud vælge sådan et infantilt og vulgært menneske som sit talerør? Salerie må gøre oprør mod Gud og beslutter sig for at knuse Mozart. Men da Salerie opdager, at det er Mozarts musik folk husker efter hans død, opdager han, at Guds straf kom. Blot ikke som ventet.

Alt det bedste
Gennem den store og flotte opsætning bydes der på masser af Mozarts mest populære musikstykker og operaer. Scenen, hvor Mozart har premiere på ‘Figaros bryllup’, demonstrerer den styrke opsætningen som helhed har. Det er ganske enkelt blændende. Forestillingen er en magtdemonstration af Kasper Holten, ensemblet og vores nationalscene. En festlig forestilling der byder på alt det bedste Det Kongelige Teater kan. De kunne næste ikke ønske sig en bedre start på året. Og tak for det!

Amadeus / Det Kgl.Teater – Gamle Scene / Spiller frem til den 17. februar 2019 / 165 min. inkl. pause / Instruktion: Kasper Holten / Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Henrik Koefoed, m.fl.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies