.

Martin Nissens guddommelige ondskab

KOMMENTAR: Rækken af prædikanter og selverklærede apostle der med Bibelen, Koranen eller Toraen i hånden fortæller os vi er syndere, er lang. Da de er udenfor pædagogisk rækkevidde, dedikeres denne kommenter til alle jer IKKE-heteroseksuelle "syndere".

lørdag, 26 maj 2018 13:00

Forrygende sæsonstart på Bakkens Hvile

Af Kategori Scene
Forrygende sæsonstart på Bakkens Hvile Foto: Lars Vestergaard / Out & About,
Bedøm
(15 Stemmer)



Bakkens Hvile har sæsonstart på sit 141. år. Nærværende og engagerende, nostalgisk, og aktuel. Mere raffineret underholdning fås ikke. Der er faktisk noget om snakken: ’Der er sjovere på Bakken’. Skynd jer ud og få en skøn aften i selskab med syngepigerne.

 

Sikke en fantastisk aften. Nostalgi og kulturhistorie, som rækker langt tilbage i historien. Syngepiger, der fylder hele salen med dansk kulturhistorie, som rækker helt tilbage til 1870. For kenderen er potpourrien ’Bakkemedley’ i begyndelsen af 2. sæt en flot hyldest til alle de mange tidligere stadig kendte viser. En velkommen mindehjemkomst. Alle kender jo ’Sådan gjorde vi ikke i halvfemserne’.

Viser, skillingsviser og underholdningssange med emner fra de øverste og nederste etager er gamle, nogle mere end 141 år, men Bakkens Hvile holder dem i levende live i bedste stil. Er de egentlig på Finansloven?

Det historiske indhold af skillingsviser, både som genre og medie, var af sensationel, poetisk eller åndelig karakter. Indtil midten af 1700-tallet dominerede de åndelige og moralske sange i skillingsviserne, men fra ca. 1800 og frem til 1880'erne blev 'kærlighedsviser' og især sensationelle nyhedsviser dominerende. Linjen frem til revygenren er klar.

Skillingsviser fandt udbredelse ved salg i byernes gader, især i København, hvor det hovedsagelig var fattige kvinder kaldet visekællinger, som mod forventet betaling råbte eller sang viserne på gaden. Denne trafik reduceredes kraftigt i årene efter 1805, da der udstedtes forbud mod at råbe med viser. Forbuddet var en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799, som i praksis var genindførelse af censur. Så trykkefrihed er altså ikke noget nyt, der blot diskuteres i nutiden.

I dette års repertoire findes udover et par klassiske gengangere både politiske og knapt så politiske viser. Sune Gylling Æbelø bidrager med en lettere opdragende vise med det aktuelle emne MeToo, hvor han beder herrerne om at opføre sig pænt – og det gør han på en sober og morsom måde.

Syngepigen Lone Jensen, som med sin tilsyneladende lange erfaring har et godt greb om publikum, og med sin skønne direkte facon rettet mod også de unge mænd i publikum med replikken: ’Du må godt kalde mig farmor, når du kysser mig’. Syngepigen Tina Grunwald som med Karen-Marie Lillelunds geniale tekst fra 2017 så levende beskriver, at ’Det er ikke nemt’ at være kvinde med alle de krav, der stilles til moderne kvinder. Indlevende og humoristisk fremført. Syngepigen Sara Gadborg, som er fager på alle leder og kanter, fremfører ’Så stritter den’, forrygende indlevet. Syngepigen Ann Farholt med den mest vidunderlige dragende mimik fanger alles opmærksomhed – og så kan hun spille trækbasun. Og syngepigen den smukke Dot Wessman med en stemme så klar og kraftfuld er en central figur, som holder sammen på den flot sammenspillede trup. Og hvor er det skønt at teksterne fremføres så tydeligt, at de høres på bagerste række. Man får faktisk det hele med. Stor ros til instruktør og koreograf Susanne Breuning, som lykkes så flot med sine talenter.

Og så var der den mest kærlige og rørende hilsen til Hans Kongelige Højhed afdøde Prins Henrik med en hyldest til hans livsglæde og hans store passion for syngepigerne, som han kaldte ’Mine piger’. Syngepigerne nynnede ’La vi en rose’ sammen med publikum. Det var så kærligt og respektfyldt. Stort kram fra jeres ydmyge anmelder.

Og så var der servering ved bordene – gammeldags høflighed og venlig betjening, som jeg ikke er vant til på de Københavnske caféer. Hurra og kom så på Bakken. I vil komme på en stor kulturrejse og vil sikkert kunne synge med på mange af viserne. Nostalgi og kulturhistorie på samme tid.

Instruktion og koreografi Susanne Breuning / Kapelmester Kennth Sichlau / Syngepiger Lone Jensen, Tina Grunwald, Sara Gadborg, Ann Farholt, Dot Wessman / Tekster Kenneth Sichlau, Bent Zinglersen, Karen-Marie Lillelund, Robert Arnold, Sigurd Barrett, Kai Normann Andersen, Sune Gylling Æbelø, Børge & Arvid Møller, Poul Sørensen / Musik Mickey Pless, Mogens Dam, Kenneth Sichlau, Siggurd Barrett, Eric Christiansen, Amdi Riis, Frank Leon, Frank Learn og Kai Normann Andersen / Sidste opførelse 1. september 2018.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies