KONKURRENCER

World AIDS Day

KOMMENTAR. Den 1. december markeres World AIDS Day over det meste af verden. Også her i Out & About. Det gør vi, fordi bøsser og biseksuelle mænd er den gruppe i Danmark, hvor flest er ramt af hiv, og hvor risikoen for at blive smittet er størst.

lørdag, 07 oktober 2017 01:11

Othello - mere sportskage end lagkage

Af Trine Daimi Kalliomäki Kategori Scene
Der bliver rykket så tilpas ved traditionen, at stykket bliver mere klassisk, og vi ser intrigen med friske øjne. Der bliver rykket så tilpas ved traditionen, at stykket bliver mere klassisk, og vi ser intrigen med friske øjne. Foto: Emilia Therese.
Bedøm
(1 Bedømmelse)

For noget tid siden skrev Betty Frank Simonsen en klumme i Information om, hvordan hun læser historier for sin datter. Børnelitteraturen er så fattig på kvindelige helte, at hun simpelthen digter historierne om, så de heroiske hovedpersoner er kvinder. For hvor skulle datteren ellers få billederne af, at hun kan blive til noget storslået, når hun bliver voksen og vil udrette en masse. I Bettys bibelgengivelse er gud en kvinde. Sådan er det bare.

Elise Kragerups udgave af Othello er lidt i samme dur. Her genskabes et klassisk drama fra en tid, hvor ikke engang kvinderollerne var besat af kvinder. Vores hovedperson Othello bliver spillet af en kvinde. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt, for i opsætningen på Det Kongelige Teater er det gjort så gennemført selvfølgeligt og uden det sædvanlige: ”ja, vi ved godt, det er mærkeligt, at to kvinder kysser hinanden på nationalscenen, men nu lader vi lige som om det er ok.”

Tværtimod så opnår Lisa Kragerup med en kvinde i rollen som Othello, at genskabe stykkets Shakespeareske friskhed. Der bliver rykket så tilpas ved traditionen, at stykket bliver mere klassisk, og vi ser intrigen med friske øjne, som det måske har virket på folk på Shakespeares tid. Og det er dejligt at læne sig tilbage og nyde den kvindelige helt, som er stærk og respekteret, om end fremmed og til fals for jalousiens lille djævel.

Scenografien er frisk – gulv-til-loft-stativer med herrehabitter, som i mine øjne illuderer hærskarerne, der hele tiden er i baggrunden. Lisa Kragerup bruger et meget enkelt greb, der gør det muligt for spillerne at være på scenen, mens de ikke spiller. Jeg vil ikke lige nu afsløre hvordan, men det giver en høj intensitet på scenen. Folk skal ikke komme ud og ind af døre, men er parate til at gå i aktion, straks scenen bliver deres. Man kan sige at spillerne bruger hele rummet fra gulv til loft.

Samtlige spiller går til opgaven som gjaldt det livet, hvad det jo også gør for nogle. Stemningen er intens og man keder sig ikke et øjeblik. De gammeldags replikker fra Shakespeare fremstår friske og moderne, som kunne de siges i dag på gaden. Det er både takket være Niels Brunses oversættelse og opsætningen som helhed. Når man taler om en moderne udgave af Othello, kunne man frygte, at det moderne bestod i at omforme teksten til vores tid, lave om på replikkerne, forfladige eller udpinde. Det er på ingen måde det, der foregår i Elisa Kragerups version.

Lila Nobel i rollen som Othello giver stykket et frisk pust, hun fylder rollen ud og virker troværdig som Desdemonas elskede og som krigsherre. Hvor var det bare skønt at se den kvindelige helt folde sig ud, som den mægtigste af generaler og tage sin kvinde i favnen. Man vil se mere, og man lider med hende efterhånden som hun går i opløsning.

Jens Jørn Spottag er dæmonisk som Jago. Den djævelske fryd lyser ud af ham og man tager sig i at juble, når han lykkes med sine fatale intriger. For straks efter at lammes af gru over hvor destruktiv, han er. Ingen går hans ondskab forbi. Det er forbandet, og forbandet godt spillet.

Det er også et dejligt genhør med Jeanett Albeck, der har skrevet musikken, og spiller sin helt egen rolle i forestillingen. Hendes musik medvirker til den generelle opfattelse af stykket som frisk, moderne og ægte klassisk.

Othello spilles på Det Kongelige Teater.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies