KONKURRENCER

Skal man absolut stemme på en LGBTQ-kandidat?

KOMMENTAR: Kommunalvalget nærmer sig, og politikere med forhåbningsfulde smil lokker med smiger og valgflæsk fra lygtepæle landet over. Se mig, husk mig, giv mig dit kryds. Men skal vi vælge med hjerte, hjerne eller regnbue?

søndag, 25 juni 2017 08:10

Generator – kroppe, lys, lyd og plisseringer

Af Kategori Scene
Generator – kroppe, lys, lyd og plisseringer Foto: Dansk Danseteater.
Bedøm
(0 Stemmer)

Generator er en ny eventserie, der har til formål gennem en treårig periode at give tre talentfulde unge koreografer mulighed for at udvikle deres kunstneriske idéer og individuelle stil.

I den trestrengede forestilling lægges ud med værket ’Walk the Beast’, som er en pas de deux af koreograf Sebastian Kloborg, hvor nærhed og distance skifter styrke og udtryk hele tiden. Kan et menneske nogensinde forstå et andet menneske, som det ønsker at forstå sig selv? Hvor tæt kan vi komme på hinanden – og glider vi fra hinanden på samme tid? Værket danses til toner fra bl.a. den ecuadorianske trubadur Julio Jaramillo. Der leges elegant og besnærende med lys og lyd, og de to fantastiske dansere supplerer hinanden sublimt. Suverænt det bedste indslag af de tre.

Værket ’Apes’ er skabt af Dansk Danseteaters brasilianske koreograf Alessandro Sousa Pereira: et evolutionært studie om at gå fra stilstand til strid om at skrælle alle lag af. Vi er urmennesker, der aldrig holder op med at længes efter kærtegn, og vi klynger os uophørligt til hinanden, i et livgivende samkønnede kys. Den iranske DJ Turkman Souljah har komponeret musikken til ’Apes’, som er inspireret af Sydamerikas sensuelle rytmer og vibrerende beats.

’It becomes Silent’ af den Reumertnominerede, bosniske performer Edhem Jesenkovic danses til live elektronisk musik komponeret af Rastko Lazić. Et værk om hvordan vi som individer fungerer i en gruppe, travlt optaget af at flygte fra fortiden, som foromtalen på bedste eufemiske vis beskriver det. Er det ikke blot flugten fra dysfunktionelle regimer frem til en fremtid, hvor de sociale kasser er store nok? Referencen med dansernes orange rygsække lig de orange redningsveste i Middelhavet er klar nok. Der er klare politiske holdningsprægende undertoner, men alligevel er værket svært tilgængeligt og virker bare som mere af det samme med abrupte og uskønne bevægelser. En anelse akademisk og fremmedgørende. De stedse dalende riskorn fra loftet redder eller forklarer ikke noget.

De tre koreografer har til opgave at skabe koreografier, der undersøger, udfordrer og underholder! Tjaah, det lykkes måske med underholdning, knapt med udfordring og det undersøgende er en påstand.

I forbindelse med ’Generator’ udstiller Dansk Danseteaters mangeårige samarbejdspartner kostumedesigner Charlotte Østergaard, hvis kunstneriske virke udspiller sig i krydsfeltet mellem kostume-, beklædning- og tekstilformgivning. I Takkelloftets foyer præsenterer hun udstillingen ’The Pleat Farm’, der præsenterer hendes plisserede skulpturelle objekter i papir og tekstil, tillige med projektering af hendes videoer med lyd af komponisten Hans Sydow. Der er gratis adgang til denne udstilling. En spændende udstilling med et feminint virkemiddel – plisseringen. Se den.

Medvirkende Dansk Danseteaters dansere / Koreografer Allessandro Sousa Pereira, Sebastian Kloborg, Edhem Jesenkovic / Komponist Lawand Othman, Rasko Lazic, Julio Jaramillo / Live musik Rasko Lazic / Producent Dansk Danseteater / Arrangør Dansk Danseteater / Varighed ca. 105 min. inklusiv 20 min. pause. ’Generator’ har sidste opførsel den 25. juni 2017.

Tagget under
Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies