KONKURRENCER

World AIDS Day

KOMMENTAR. Den 1. december markeres World AIDS Day over det meste af verden. Også her i Out & About. Det gør vi, fordi bøsser og biseksuelle mænd er den gruppe i Danmark, hvor flest er ramt af hiv, og hvor risikoen for at blive smittet er størst.

torsdag, 14 september 2017 11:00

Garbi / Byrne – vellykket dobbeltkoncert

Af Kategori Musik
Di Garbi sammen med Simon Muchinsky. Di Garbi sammen med Simon Muchinsky.
Bedøm
(6 Stemmer)

Jazzhouse har præsteret et fint feminint dobbeltportræt af to musikalsk beslægtede, men alligevel i ånd og udtryk diametralt modsatte kvindelige universer. Garbi havde størst musikalsk gennemslagskraft og nærvær med publikum. Hun vil bestemt være en kunstner, vi kommer til at høre mere til – i filmmusikken og på scenen. Byrne skriver sig ind i et klassisk musiktradition, som vil være genkendelig for mange.

Begge besad de lyrikken, hvor Di Garbi, med et bredt spektrum af følelser fra det inderligt hadefulde og ekspressive til følsom forløsning i meditative lydbilleder uden klimaks, kan forløse både tårer og tung sorg. Følelserne kommer let i spil, hvorfor hendes lydunivers fint spiller op til det filmiske univers, hvor hun også har sit virke. 'Film noir' og et Kieslowskisk skæbnetableau bringes i tanke.

Omdrejningspunktet for Di Garbi er tabet, savnet og nærværet i alle de hermed forbundne følelser. Stærkt fornemmes tabet og længslen i den mørke lydkomposition ’This Eternal Night’. Vreden og det stærke had over tabet af stolthed kommer frem i ’The Desert Eagle’, som er navnet på et monstrøst skydevåben, der skulle dræbe, i hvert fald i tanken, den producer, der havde molestreret hendes kompositioner. Eksplosivt og ærligt udadreagerende. Musikalsk akkompagnement til hendes fine nærmest klassiske klaverkompositioner havde hun i musikeren Simon Muchinsky, der er kendt fra ’When Saints Go Machine’. Den kendte musiker understøttede hende med en stræk understrøm af elektronisk karakter. Deres synergi på scenen sammen var helt speciel, og man fornemmede en særlig musikalsk forbundethed. Størst blev det, når hun brugte sin stemme – en klokkeklar og ren vokal, som i klaverspillet med triller gjorde kompositionen perfekt harmonisk og nærværende.

Lær hende at kende her: Di Garbi.

På den anden side i det kvindelige univers var Byrne introvert og æterisk monoton i sit lydunivers. Hun skriver sig ind i en velkendt og let forståelig musiktradition i det østamerikanske musiklandskab, og i perioder bevæger hun sig i samme landskab, bl.a. når hun tager arbejde som ’seasonal ranger’ i New York Citys Central Park. Hendes stemme og væsen er blid og blæser så blidt i vinden, at naturen føles tæt på – men det gør søvnen så også. Julia er en dygtig håndværker, men ikke glad for at være centrum. Hun er charmerende, når hun griner i sin introduktion af sin musikalske makker, som også er en anelse selvudslettende iført kasket med tandstik i mundvigen. Hvis nærværet ikke kan nås med optræden, må det være i musikken. Og her manglede tydeligheden.

Lydmanden i Jazzhouse var desværre lidt slatten og fraværende, både for Di Garbi og Julia Byrne. Der var lidt skinger lyd og manglende opmærksomhed på de stakkels lydkunstnere. Det kan gøres bedre.

Læs mere om Julie Byrne her.

Tagget under
Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies