KONKURRENCER

Happy Pride kære ”afvigere”!

KOMMENTAR: Copenhagen Pride er over os, og det synes som om, alting lige er lidt større i år. Og det er der brug for, for hadefulde og destruktive kræfter næres af vores blotte tilstedeværelse. Ja, Anni Grimm hænger som en sort sky over mangfoldigheden.

mandag, 22 maj 2017 09:24

”Min bror havde elsket at være sammen med jer”

Af Kategori Kendte
Den folkekære skuespiller Lone Hertz fortæller åbenhjerteligt om sin bror Tony Rodian. Den folkekære skuespiller Lone Hertz fortæller åbenhjerteligt om sin bror Tony Rodian. Foto: Pia Burmølle Hansen.
Bedøm
(0 Stemmer)

Lone Hertz’ fortæller om sin afdøde biseksuelle storebror, Tony Rodian, der voksede op i en tid med masser af fordømmelse.

I februar var Lone Hertz i Cirkusbygningen til Danish Rainbow Awards for at uddele Æresprisen til Centralhjørnet, der her i år fejrer 100 års jubilæum.
Følelsesmæssigt berørte hun mange af gæsterne ved LGBTQ-miljøets prisuddelingsfest, da hun fortalte om sin afdøde storebror, Tony Rodian.
Out & About har besøgt Lone Hertz hjemme i hendes lejlighed i Charlottenlund for at høre mere om hendes forhold til sin storebror, der døde i 1995.

Skilte sig tidligt ud
– Hvordan var det at være med til LGBTQ-miljøets prisuddelingsfest i Cirkusbygningen?

”Jeg følte mig hjemme. Både fordi mit fag er præget af mangfoldighedens mennesker på alle leder og kanter, plus at jeg har levet med det hele mit liv, indtil min bror døde,” fortæller Lone Hertz.

”Min bror skilte sig tidligt ud i min bevidsthed. Da jeg var syv år, og han var 14 år, havde han været inde i Tivoli for at se en meget berømt udspringerske springe fra en 10-20-meters vippe ned i et stort bassin med flammende fakler omkring. Min bror var dybt betaget af det og ville kopiere det,” fortæller Lone Hertz.

”En dag, hvor min mor var ude, huggede han hendes bikini og sprang fra vores første sals bagtrappevindue ned i et kogekar, hvor han havde lagt et vattæppe i bunden for ikke at slå sig. Vi stod alle sammen i vinduerne og skulle se på udspringet,” ler Lone Hertz.

”Han havde også badehætte på, lignede totalt en pige – og han var så absolut den kønneste af os søstre.”

Mobbet på kostskole
Tidspunktet var lige efter anden verdenskrig.
”Det var en hel anden tid, og min bror var uendelig feminin. Han skulle have været en pige, og han ønskede sig hele livet igennem at blive  kvinde,” fortæller Lone Hertz.

Lone Hertz var med sin søster Helle og deres forældre kommet tilbage til Danmark efter at have været flygtninge i Sverige, fordi Lone Hertz’ far var af jødisk familie.
Under nazisternes besættelse var storebror Tony og storesøster Lis blevet i Danmark, da deres far var en anden og ikke-jødisk mand. Deres mor havde som 24-årig giftet sig med Lone Hertz’ far efter at være blevet enke efter Tonys og Lis’ fars alt for tidlige død.

”Da vi tager til Sverige under krigen, kommer min bror på kostskole. Det var forfærdeligt for ham. Han blev mobbet og mobbet og mobbet. Han begyndte ikke at kunne ligge tør om natten og blev hevet ud af sengen og sat på en potte midt på gulvet, for at de andre elever kunne se og håne ham,” fortæller Lone Hertz.

”Det var forfærdeligt! Sådan var det ikke at være som alle andre.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Lone Hertz uddelte Æresprisen ved årets Danish Rainbow Awards - AXGIL til Centralhjørnet, som i år fejrer sit 100 års juilæum. Foto: Pilu Ottosen / Out & About.

 

Støtte fra stedfar
Efter krigen blev Tony genforenet med sin familie, og det var her, han lavede sit store udspring hjemme i baggården, iført bikini og badehætte.
Hele familien støttede op om den feminine søn, mens de fleste danskere dengang kun havde foragt til overs for den slags drenge.

”Min mor havde det svært, for på det tidspunkt var det vanskeligt at have et barn, som i den grad skilte sig ud fra andre. Min mor måtte tage alle hans sorger på sig, samtidig med at hun var indgiftet i en ny og meget borgerlig familie,” siger Lone Hertz.

”Selv om min fars familie var stokkonservativ,  var min far enestående over for Tony og støttede ham meget. Min far havde ingen forudsætninger for at forstå Tonys problematik, men han havde indfølingsevne og elskede min brors skønne lune.”

Kabaret med succes
Tony Rodians store drøm var at blive skuespiller.

”Alle hans valg var præget af det, og han havde absolut talent, men på grund af sin udtalte femininitet ville ingen acceptere ham som skuespiller. Lone Hertz’ far skaffede ham derfor i den allerbedste mening i stedet mulighed for at blive lærling på et lædervareværksted.

”Men Tony kunne slet ikke klare at være på sådan et værksted, sammen med en masser af mere end bramfri svende.”

Gennem årene videreudviklede Tony Rodian sin fantastiske evne til at parodiere kendte kvinder.

”Allerede da han var 14-15 år vandt han præmier ved talentkonkurrencer. Og det var altid de store kvindelige primadonnaer, han parodierede,” smilede Lone Hertz.

”Senere åbnede han kabareten La Fontaine i Kompagnistræde, hvor blandt andre Lulu Ziegler og jeg selv optrådte. Der havde min bror nogle gode år, hvor han virkelig manifisterede sig.”

Alligevel var livet hårdt for ham, fortæller Lone Hertz. Alkohol, depressioner og ulykkelige, tragiske kærlighedsforhold prægede mange af hans leveår, og  efter et ægteskab med Dirch Passers ekskone, skuespilleren Sigrid Horne-Rasmussen, døde han allerede som 63-årig.

Byture i homomiljøet
Som ung har Lone Hertz selv boltret sig i den homoseksuelle subkultur, der trods datidens fordømmelse alligevel fandtes i København.

”Som jeg fortalte i Cirkusbygningen, var en af mine ungdomskærester biseksuel, så jeg har været på Centralhjørnet masser af gange.”

Hun har også gået i byen på den legendariske natklub Madame Arthur, og sammen med lillesøsteren, Helle Hertz, faldt hun tilfældigt en festlig lørdag aften ind i den daværende Jeppes Club, som lå lige ved siden af Café Intime.

”Vi var da inde og danse med alle de dejlige damer i taxachauffør-læderjakker,” fortæller Lone Hertz.

Efter Lone Hertz selv fik børn, blev antallet af byture dog væsentligt færre.

”Så har man jo ikke længere tid. Nu går jeg aldrig på værthus,” siger den 78-årige skuespiller, som er blevet en meget efterspurgt foredragsholder og derudover bruger en stor del af sin tid på sin normaltfødte, men på grund af en kighostevaccination hjerneskadede søn, Tomas Strøbye.

Han havde elsket det
Lone Hertz fryder sig over den udvikling, som Danmark har været igennem i forhold til homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede mennesker:

”Jeg har både oplevet fordømmelsen og nedgørelsen af regnbuefolket, og nu oplever jeg så, at det næsten er blevet in. Det er jo blevet smart,” smiler Lone Hertz.

”Vi har for eksempel oplevet et Grand Prix, hvor en vidunderlig attraktiv mand med skæg står og synger en sang lige så sexet som Marlene Dietrich – og vinder. Der er virkelig noget, der er blevet forløst, og det er dejligt.”

– Kunne du have ønsket, at din bror havde oplevet den tid, vi lever i nu?

”Så inderligt, ja! Det var jo også det, jeg sagde den aften i Cirkusbygningen: ’Jeg ved, at min bror ville have elsket at være sammen med jer’.”


Lone Hertz er født i 1939 i København, og fik sin skuespillerdebut i 1951. 1980-84 var hun teaterdirektør, og 1984-90 rektor for Statens Teaterskole. Hun udsendte i 1980 dokumentarfilmen 'Tomas – et barn du ikke kan nå', og i 1992 bogen Sisyfosbreve. De senere år er hun blevet en efterspurgt foredragsholder. Læs mere på lonehertz.dk.

 


Denne artikel er tidligere bragt i maj-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.


 

 

 

Tagget under
Mere i samme kategori « Tv-stjerne springer ud
Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies