Top banner right

Onsdag, 28 August 2019 09:00

Ser du månen, Daniel

Af Simon Verheij Kategori Film
Bedøm
(3 Stemmer)

FILM: Filmatiseringen af Puk Damsgårds bestseller er et sitrende, gribende og intenst drama, der er svær at ryste af sig.

 

 

Daniel Rye er en dansk freelancefotograf, der under en reportagetur i Syrien – med det formål at fotodokumentere konflikten i Syrien og civilbefolkningens levevilkår – bliver pågrebet og taget til fange af terrororganisationen Islamisk Stat (ISIS). I 13 måneder bliver Daniel holdt som gidsel af ISIS sammen med andre vestlige gidsler, og han er det sidste gidsel, som slipper levende fra Islamisk Stats berygtede fængsel i den syriske by Raqqa.

Af hensyn til hans sikkerhed, bliver Daniels fangenskab først kendt for den brede offentlighed efter hans løsladelse, da medierne af samme årsag afholder sig fra at dække historien. Mens Daniel er taget til fange, iværksætter hans familie en indsamling til løsesummen, da den danske regering af princip ikke forhandler med terrorister. Efter en privat forhandling om løsesum, løslades Daniel i juni 2014.

 

Holder sit publikum fanget

Daniel Ryes historie er blændende beskrevet i journalisten, Puk Damsgårds, bestseller af samme navn, og er i filmversionen lagt i hænderne på instruktøren, Niels Arden Oplev, og skuespilleren, Anders W. Berthelsen, der debuterer som medinstruktør. Filmen giver et indblik i det mareridt Daniel Rye gennemlevede som gidsel hos ISIS – en på én gang forfærdelig og gribende historie, der holder sit publikum opslugt fra start til slut.

Instruktøren, Niels Arden Oplev, har store filmsucceser som ’Drømmen’, ’Mænd der hader kvinder’ og ’Kapgang’ på sit cv, og ’Ser du månen, Daniel’ vil uden tvivl trække et velfortjent stort publikum i biograferne. Man mærker Oplevs ferme sans for hverdagsrealismen i scenerne hjemme i Danmark. Her på trivialiteternes hjemmebane i Jylland blandt familien fungerer filmen exceptionelt godt. Her smelter familiens håbløshed sammen med de følelser, Daniel oplever på fremmed territorium. Her kan vi for alvor som publikum associere os med personerne og deres magtesløshed. Det skyldes ikke mindst blændende spil af Sofie Torp, Christiane Gjellerup Koch og Andrea Gadeberg.

 

En af årets danske film

Men det er og bliver Esben Smed, der i rollen som Daniel Rye, atter en gang overbeviser og fanger vores opmærksomhed. Han er og bliver en af vores mest lovende skuespillere herhjemme. Sat i scene til Eric Kress’ eminente fotografering med gribende nærbilleder, formår Esben Smed at portrættere en ung mand der rutsjer rundt mellem den fysiske og psykiske tortur.

’Ser du månen, Daniel’ kandiderer til én af årets bedste danske film og er samtidig et vigtigt vidnesbyrd om en krig, som de færreste af os forstår.

Ser du månen, Daniel / 138 min. / Instruktion: Niels Arden Oplev + Anders W. Berthelsen / Medvirkende: Esben Smed, Anders W. Berthelsen, Sofie Torp, Christiane Gjellerup Koch, Jens Jørn Spottag, m.fl.

Ser du månen, Daniel har premiere landet over den 29. august 2019.

 

Se trailer herunder:

 

Media

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies