.

Hvad er en god LGBT-rollemodel?

KOMMENTAR: Vi har alle brug for rollemodeller, og særligt helt unge som mærker deres seksualitet udvikle sig, har brug for nogen at spejle sig i. Men hvad ER egentlig en god rollemodel? Hvad kan vi selv gøre?

onsdag, 23 januar 2019 10:14

The Favourite - Er det årets film?

Af Simon Verheij Kategori Film
The Favourite er nominerret til ti Oscars. The Favourite er nominerret til ti Oscars. Foto: PR.
Bedøm
(3 Stemmer)


The Favourite er ikke alene en vidunderlig og vittig filmoplevelse udover det sædvanlige. Den kandiderer allerede som én af årets bedste film.

Den græskfødte instruktør, Yorgos Lanthimos, har med sine film ’Dogtooth, ’The Lobster, og ’The Killing and a Scared Deer’ høstet den ene flotte anerkendelse efter den anden siden, og han betragtes i dag som en af vor tids mest interessante instruktører. Hans film er oftest skruet sammen af små fortællinger i den store historie, og han har en sans for små scenerier, der både udfordrer, morer og underholder.

Med 10 Oscar-nomineringer for hans seneste film, ’The Favourite', ser Lanthimos ud til at holde kadencen. Godt nok har han kastet sig over en periodefilm, med fuld skrue på kostumer og intriger. Men han har klogeligt valgt at trække paralleller til nutidens politiske situation i Europa og tilsat det et vittigt twist, så man frydes i to timer. Det er som om, Lanthimos har tilsat sit kostumedrama noget punk.

Under dronningens lagner er der lunt
Vi er i begyndelsen af det 18. århundrede. England er i krig med Frankrig, og mens den buldrer løs, muntrer de adelige ved hoffet sig med bizarre lege og underholdningsindslag som for eksempel indendørs andevæddeløb. Men det er også skueplads for de store magtintriger. På tronen sidder den svagelige og temperamentsfulde Queen Anne (Olivia Colman), og ved hendes side har hun sin bedste veninde, Lady Sarah (Rachel Weisz).

Lady Sarah regerer landet som stedfortræder, fordi hun vil magten og kan spille spillet. Men hun er også bundet af et kødeligt og seksuelt forhold til Queen Anne. Det varer dog ikke længe, førend der er ballade i hønsehuset. For en ny tjener, Abigail (Emma Stone), dukker op og bliver langsom dronningens nye fortrolige og favorit. Jalousien vokser som en giftig slyngplante mellem dem, og Abigail kravler langt op under lagnerne hos Queen Anne for at komme til magten. De to rivaler ender med at bruge deres køn som våben, mens de skrider i mudderet, der i deres tilfælde er dronningens gemakker. Her får de for alvor sat deres moral over styr.

Filmoplevelse udover det sædvanlige
Filmen rummer ikke kun billedligt overskud. Manuskriptet er ganske enkelt eminent skrevet. Skarpt og vittigt som bare fanden. De ustyrlige punchlines står i kø, som for eksempel da Lady Sarah spørger dronningen, om hun ikke skal afsætte Abigail, hvortil dronningen svarer: ”Nej, jeg vil ikke. Jeg kan lide, når hun putter tungen op i mig.”

Det er et portræt af tre skønne, begærlige, magtfulde og kærlige kvinder, og en sand fryd at se de tre Oscar-nominerede damer – Colman, Stone og Weisz – øse ud af deres talent, hvilket gør ’The Favourite’ til en vidunderlig, vittig og sjælden filmoplevelse udover det sædvanlige, og som klart kandiderer til én af årets bedste film, på trods af vi kun skriver januar!

The Favourite / 119 min. / Instruktion: Yorgos Lanthimos / Medvirkende: Olivia Colman, Emma Stone, Rachel Weisz, Nicholas Hoult, Joe Alwyn, m.fl. The Favourite har premiere landet over den 24. januar 2019.

Tagget under

Media

THE FAVOURITE | Official Trailer | FOX Searchlight FoxSearchlight
Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies