.

Martin Nissens guddommelige ondskab

KOMMENTAR: Rækken af prædikanter og selverklærede apostle der med Bibelen, Koranen eller Toraen i hånden fortæller os vi er syndere, er lang. Da de er udenfor pædagogisk rækkevidde, dedikeres denne kommenter til alle jer IKKE-heteroseksuelle "syndere".

lørdag, 21 oktober 2017 09:39

Færøerne springer for alvor ud

Af Kategori Film
Mennesket bliver så lille i den storslåede natur på Færøerne. Mennesket bliver så lille i den storslåede natur på Færøerne. Foto: PR.
Bedøm
(0 Stemmer)
LGBTQ-miljøet rykker på Færøerne. Priden vokser, det første samkønnede ægteskab er indgået, og nu har en ny filmfestival set dagens lys. Out & About var med, da FIMFF inviterede til film, debat og fester for første gang.

I slutningen af juli gik tusinder af festglade færinger parade gennem Tórshavns gader. Faroe Pride er vokset støt siden 2005 og er i dag én af de vigtigste og store kulturpolitiske begivenheder på Færøerne.

Men succesen, kampen og festlighederne ser ikke ud til stoppe der. Den 6. september blev det første samkønnede par gift, og dagen efter blev dørene til Faroe Islands International Minority Film Festival (FIMFF) slået op. En filmfestival drevet af en håndfuld ildsjæle, som har sat barren højt, og som har forstået at balancere mellem det politiske og det underholdende.

LÆS OGSÅ: Første homopar gift på Færøerne

Et ambitiøst program
Over fire dage præsenterede FIMFF et flot program med flere internationale prisvindere, debatpanel, meet & greet og fester.
Festivalen er støttet af Nordisk Kulturfond, der blandt andet arbejder for diversiteten i den nordiske kultur. Og netop diversiteten har været drivkraften for festivalens stifter og leder Nadia Abraham.
”I min optik er der en alvorlig krise verden over. En krise hvor vi mennesker bliver fremmedgjort over for hinanden. Tænk blot på Syrien, flygtningestrømmen og lande med overbefolkning. Disse skæbner fremstilles ikke længere som mennesker i medierne,” siger Nadia Abraham.

”Jeg vil gerne have folk til Færøerne og festivalen, så de kan se, at vi grundlæggende alle er ens, ligegyldig hvor du er fra. Derfor er festivalen også en minoritetsfestival. Jeg vil vise og skabe menneskelig relationer, der går ud over LGBTQ-begrebet,” forklarer hun.

”Man kunne få den tanke, at vi ikke bakker op om LGBTQ-miljøet, men det er altså ikke sandt. Minoritet omfatter mange ting – også LGBTQ-folk. Det færøske folk føler sig som en minoritet, men det er ikke noget, de siger højt. Med denne festival håber jeg, at de får indblik i, at de ikke er alene om at føle sådan, og at vi sammen kan skabe noget, der er meget større end det, vi ser og hører om i medierne,” fortsætter festivallederen, som har kæmpet en lang og sej kamp for at få minoritetsfilmfestivalen på benene.

Pakke af frygt og angst
Nadia Abraham er skuespiller og bor og arbejder i dag i Danmark.
Hun kender til følelsen af at bære angsten udenpå kroppen. Ikke mindst efter hun erkendte, at hun var queer, da hun boede på Færøerne.
”Min far er palæstinenser, og jeg selv er queer, så jeg kender til hele pakken bestående af frygt, angst og det at gemme sig. Derfor blev det en besættelse for mig at lave denne festival. Jeg vil skabe et frirum her på Færøerne. Et frirum jeg ikke selv havde, da jeg sprang ud. Godt nok går det fremad for LGBTQ-miljøet her på Færøerne, men du skal ikke langt uden for Tórshavn, førend du oplever intolerance. Så der er stadig et stykke vej.”

Ballroom Vogue for første gang
For at forstå diversiteten  - også på vores breddegrad – havde festivalen i år sat fokus på 'Black Lives Matter'. Flere af filmene får aldrig distribution i biograferne. Heller ikke i Danmark. Et yderst ambitiøst program, der fortjener al mulig respekt.
Nogle af festivalens andre highlights var åbningsfilmen 'Kiki', en dokumentarfilm om Ballroom Vogue og som blev vist på sidste års DOX. Filmen er en uafhængig efterfølger af den 27 år gamle kultfilm 'Paris is Burning' og følger en række communities i USA, der mødes for at performe og danse. Efter visningen af filmen gav to af filmens centrale personer en opvisning i den ekspressive dans og inviterede færingerne op til dans. Således kom Ballroom Vogue for første gang til Tórshavn.

Færøerne overhaler Danmark
Fredag aften var der premiere på spillefilmen om den finske tegner Touko V. Laaksonen, der blev kendt som Tom of Finland. Færøerne kom dermed foran den sydlige del af Rigsfællesskabet; i Danmark har Tom of Finland premiere 3. oktober.
I dag regnes Tom of Finland og hans virke for en af de væsentligste kulturpersonligheder i vores miljø. Hvis man ikke kender til historien bag de karakteristiske og ikoniske tegninger, så er filmen absolut værd at se, men som biografisk film halter den en anelse.
Closing Night bød på den romantiske komedie 'Signature Move', der har taget festivalgæster med storm verden over. Det er en lækker, lille multikulturel bordbomme af en film, der er fri for stereotyp fremstilling af etniske og seksuelle minoriteter i USA. Nå ja, og så får man også lige en gang kvindewrestling med i købet. Filmen vises på dette års MIX Copenhagen.

Gæstfrihed og gode film
Hvis man endnu ikke har besøgt de smukke øer mod nord, så er der al mulig grund til at tage af sted. Kombiner det gerne med næste års filmfestival, der med sine ambitioner, gæstfrihed og gode film imponerer. For film skal ikke kun underholde. De skal få os til at reflektere over, hvem vi er, og her er Færøerne det perfekte sted.

Out & About var inviteret af Visit Faroe Islands: visitfaroeislands.com


Denne artikel er tidligere bragt i oktober-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.


 

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies