Top banner right

Onsdag, 25 December 2019 17:14

Antityskland af Nikolaj Tange Lange

Af Silja Nielsen, LGBT+ Biblioteket Kategori Bøger
Antityskland af Nikolaj Tange Lange Foto: Facebook
Bedøm
(5 Stemmer)

Nikolaj Tange Langes roman 'Antityskland' udkom i oktober 2019 på forlaget Gladiator. Lange har tidligere udgivet romanen 'Livet er en fest og så dør man' (2018), som også foregår i Berlin - og også findes på LGBT+ Biblioteket.

Jeg var glad for at læse 'Antityskland'. Jeg var fra start også meget positivt stemt, fordi den behandler en række af de emner, der interesserer mig mest.

Hvis man er til: En kritisk behandling af identitetspolitik. Forsvar for veganisme. Drama på venstrefløjen. Diskussion af Tysklands nazistiske fortid og nutid. Nazismens mere ekstreme modsvar på den yderste venstrefløj. Og den mere queer side af bøsse-miljøet. Så er dette lige bogen.

Vi følger fem fortællere over syv dage.

Parret Aaron og Caspar har en boghandel sammen og er kommet for skade at invitere en højrepopulistisk debattør til et arrangement i et ellers overvejende venstreorienteret program. Med det resultat, at de bliver hængt ud som nazister af en anonym gruppe antifascister på plakater i hele kvarteret. For den antifascistiske gruppe er enhver diskussion allerede lukket på grund af den tyske nations tidligere forbrydelser.

Parret Britta og Daniel er del af miljøet omkring den venstreorienterede café, der er nabo til boghandlen. De er uenige om, hvor langt de skal gå for at få ram på ”nazisterne”, og hvem der overhovedet er nazister. Britta er vokset op i den tyske arbejderklasse, hvilket er en kilde til mistænksomhed trods hendes antifascistiske holdninger. For ifølge Daniel og den antityske ideologi er arbejderklassen venstrefløjens fjender. Den stemmer højreradikalt, brænder asylcentre og elsker Tyskland.

Ehsan er asylansøger og arbejder i den samme veganske burgerbar som Caspar. Caspar er veganer og har taget jobbet, fordi hans og Aarons bogbutik endnu ikke har bidraget med nogen indtægt. Og prøver at hjælpe Ehsan i et system, der ikke er særligt imødekommende. Han prøver at finde sig til rette i det tyske samfund, men der er ligesom ikke rigtigt plads nogen steder, hverken hos familien i Syrien, det tyske samfund generelt eller i homomiljøet.

Selv om bogen rummer stærke og kompromisløse stemmer, synes jeg, den fint formår at give plads til dem alle sammen, også når de får lov til at køre langt ud ad absurde tangenter. Der åbnes for nye forståelser og nye alliancer undervejs.

Bogen har bøsser, en nonbinær og heteroseksuelle hovedpersoner, der skriver sig ind i følelsen af ikke at passe ind. I form af Aaron, som havde det fint med sin identitet, indtil egenskaber, der tidligere bare havde været ham, pludselig blev tilskrevet hans seksualitet og jødiske afstamning. Caspar, der er stukket af til Berlin fra det, han oplevede som et melodigrandprix- og forstadspræget homomiljø i Danmark. Og Ehsan, der ville foretrække ikke at blive set som bøsse, men som en, der hverken er mand eller kvinde.

Sproget er flydende og en fornøjelse at læse, og vi kommer godt ind i de forskellige personers tankemønstre, fx Ehsans overvejelser over den kønsopdelte verden:

"Hvis jeg troede på Gud eller Allah, ville jeg hade ham (eller hende eller den) for at have delt verden op i mænd og kvinder. Men jeg tror, køn er noget, mænd har fundet på for at gøre sig selv vigtigere, og først bagefter opfandt de den store alfahan i himlen for at bakke deres verdensbillede op. Indtil videre har jeg det okay med at blive set som en svans. Jeg kan leve med det, så længe folk forstår, at jeg ikke er en mand i traditionel forstand."

(Antityskland s. 192)

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies