Top banner right

Søndag, 07 Juli 2019 16:39

Copenhagen Pride indtager WorldPride i New York

Af Af Martin Xaver Dover, Copenhagen 2021 Kategori Pride
Ane Rindom deltager i WorldPride i New York for Copenhagen Pride, og hun deltog mandag i en interessant paneldebat. Ane Rindom deltager i WorldPride i New York for Copenhagen Pride, og hun deltog mandag i en interessant paneldebat. Foto: Copenhagen 2021.
Bedøm
(3 Stemmer)

Ane Rindom fra Copenhagen Pride har taget ferie fra sit arbejde for at fortælle om Copenhagen 2021 ved dette års WorldPride i New York City. I den forbindelse har hun været en del af en paneldebat ved en stor konference om LGBTQ-rettigheder.



”Det var spændende at diskutere, hvordan pride-events kan blive mere inkluderende, og fortælle om, hvordan vi helt konkret arbejder med inklusion i Copenhagen 2021”, fortæller Ane Rindom efter at paneldebatten er afsluttet mandag aften dansk tid.

Fokus på kvinder
”Man kan hurtigt blive blind for éns egne privilegier. For eksempel er der mange WorldPride-events her i New York, som henvender sig til mænd, mens det er svært at finde events henvendt til LGBTQ-kvinder”, fortæller hun. ”Det er vi heldigvis allerede nu opmærksomme på i vores egen planlægning frem mod 2021”.

Ifølge Ane vil man blandt andet gentage succesen fra World OutGames i 2009, hvor man havde skabt et område, der var særligt dedikeret til kvindelige deltagere, og hvor man ved flere af sportsfaciliteterne også havde særlige kvindeområder.

”Pointen er ikke at dele vores miljø op i mindre bidder”, forklarer hun. ”Men vi vil gerne skabe nogle områder, hvor kvinder, transpersoner, børnefamilier eller unge kan søge hen og møde ligesindede. Jeg tror, at mange kvinder har oplevet at føle sig alene til store prides, der ofte kan være domineret af mænd”.

Globale perspektiver i planlægningen
Med i panelet var Welton Danner Trindade fra Brasília Orgulho, som arrangerer pride i den brasilianske hovedstad Brasilia, Jannat Ali fra Trans Pride Pakistan, som sidste år var med til at arrangere landets første trans-pride, og Hadi Damien fra Beirut Pride, som sidste år blev tvunget til at aflyse deres pride efter pres fra myndighederne.

”Det giver nogle interessante perspektiver på diskussionen, når deltagerne kommer fra så vidt forskellige steder. Hadi Damien fra Beirut Pride har jo oplevet at blive anholdt og truet med politisigtelser, fordi han arrangerer pride”, fortæller Ane Rindom. ”Det belyser et behov for, at vi i 2021 får løftet nogle globale dagsordener”.

En pointe, som Ane i den forbindelse tager med sig videre fra panelet, er også behovet for at sikre mangfoldighed blandt talerne og deltagerne til den menneskerettighedskonference, der også skal være en del af Copenhagen 2021.

”Alle deltagere i alle paneler kan jo ikke være hvide og vestlige, for så er diskussionen ikke repræsentativ”, forklarer hun. ”Vi kan ikke skabe forandring rundt omkring i verden, hvis vi kun taler med hinanden, og hvis vi kun taler om vores egen lille andedam”.

Ros til Copenhagen Pride for inklusionstanker
Copenhagen Pride har igennem en årrække arbejdet med at gøre den årlige Pride Week mere inkluderende for de dele af miljøet, som ofte overses. Man forsøger blandt andet tilpasse alle venues til kørestolsbrugere og tegnsprogstolke de fleste events.

”For os er det jo ret banalt, men for nogen er det virkelig en øjenåbner. Også vores måde at arbejde normkritisk i forhold til programlægning bliver positivt bemærket”, lyder det fra hende.

WorldPride 2019 finder sted netop nu i New York City, hvor en dansk delegation er tilstede for at markedsføre det globale mega-event Copenhagen 2021, der udgøres af Copenhagen Prides og Pan Idræts værtskaber for henholdsvis WorldPride og EuroGames.

Log ind for at skrive kommentarer
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies