KONKURRENCER

Da Annemette blev et symbol

KOMMENTAR. Da Annemette Vedel Augustesen søndag aften den 25. juni blev anholdt i Istanbul, skete det ganske fredeligt og under klapsalver. Men anledningen var brutal og farlig. Farlig i situationen og farlig for de titusinder af tyrkiske LGBTQ'ere hvis fremtid er på spil.

onsdag, 14 juni 2017 09:22

Drag Daddy var bange for drag queens

Af Kategori Shows
Dag Daddy omgivet af sine queens. Dag Daddy omgivet af sine queens. Foto: Christian Krog Bardrum.
Bedøm
(0 Stemmer)

Han blev bange, første gang han mødte en drag queen, men i dag er han kendt som Drag Daddy. Tonny Liljenberg har ansvaret for Drag Night ved Copenhagen Pride og er manden bag Draghouse ... for han kan ikke lade være.

Tonny Liljenberg (41) er kendt som DJ og Drag Daddy. Men sjovt nok er han nærmest usynlig, når han med Draghouse trækker hundreder af publikummer til Lille Vega i København. Hans foretrukne plads er bagerst i salen, i mørket bag mixerpulten.

”Jeg vil stå og styre musikken.”
Alt andet er vel også utænkeligt for en DJ.

Drama backstage
Mens Tonny Liljenberg roder med pulten før showstart, er der en hektisk stemning backstage.
Der er ikke meget plads til de mange store tasker og kufferter med kjoler, kostumer, enorme stiletter, parykker og den uundværlige makeup. Så der er kamp om spejlene.
Men selv om man som udefrakommende godt kan blive rystet over den rapkæftede tone mellem dragsene, så mærker man også en professionalisme og gensidig respekt.

– Du har ry for at være en hård Drag Daddy?

”Det er måske rigtig nok, men det er min forretning, og i sidste ende bestemmer jeg. Det er jo også i deres interesse i sidste ende,” forklarer Tonny Liljenberg og uddyber:

”Backstage forsøger vi selvfølgelig at skabe en stemning, som alle kan lide. Tonen kan være grov blandt en flok queens, men respekten har vi også,” understreger Tonny Liljenberg og forklarer også, at eventuelle konflikter løses af de implicerede selv.
Ansvaret backstage og for afvikling af showet har han overladt til Mia Eton-McKinsey. Sammen med Charlotte Simonsen har hun det fulde overblik over afviklingen af Draghouses shows. Sammen holder de styr på tropperne og følger slavisk den minutiøse planlægning. Der er ikke plads til improvisation i et professionelt show.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stemningen er hektisk backstage, men der er alligevel masser af smil og godt humør. Foto: Brian Kjær Capkan / Out & About.

 

Nye drags får en chance
Drags som Megan Moore, Tinus og Scarletta Jackson har for længst etableret sig som kendte navne, men Tonny Liljenberg har også fokus på talentudviklingen:

”Jeg har forpligtet mig selv til, at vi i Draghouse er åbne over for at få nye drags med og give dem en chance. Men man må også bare erkende, at det ikke er alle, der har dét, der skal til for at stå på en scene. Mange føler de har en berettigelse til at være med, men du skal sælge dig selv til mig, for jeg skal sælge dig videre.”

Et eksempel er Jaxie Bearcunt, som på et par år har skabt sig et navn med sin meget særegne stil. Det bragte hende blandt andet på forsiden af Out & About i november 2016.

”Jaxie er et godt eksempel på en god dragqueen. Hun fornyer sig løbende og udfordrer sig selv samtidig med, at hun holder fast i Jaxie-essensen,” påpeger Tonny Liljenberg og tilføjer:
”De fleste drags er sultne efter at udvikle sig, og det er dem, der er mest interessante for mig.”

Var bange for drags
Tonny Liljenberg så sin første levende drag i Aarhus for mere end ti år siden, og det var en fascinerende, men også skræmmende oplevelse.

”Jeg har altid haft en fascination af dragqueens og var i mange år nærmest lidt bange for dem. De larmer visuelt og ud af munden,” fortæller han grinende.

Den følelse kan mange sikkert genkende. Dragqueens er kendte og berygtede for deres skarpe tunge, og spiller man lidt smart, kan man være sikker på at blive sat på plads.
Tonny Liljenberg har efterhånden boet ni år i København, og i starten undrede han sig over, at der var bemærkelsesværdig få drags i nattelivet.

”Jeg undrede mig over fraværet af drags, og udover at høre spændende historier fra gamle dages Madame Arthur så oplevede jeg ikke, at der var noget specielt dragmiljø i København. Måske lidt på Cosy, som altid har været meget dragvenlig.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Jaxie Bearcunt (til højre) lagde salen ned, da hun ved Draghouse Xmas Xtravaganza i december 2016 lavede en fremragende parodi på Miss Megan Moore (til venstre).  Foto: Pilu Ottosen / Out & About.

 

Kunne ikke vente et helt år
Det første rigtige dragshow Tonny Liljenberg så i København, var ved Copenhagen Pride i 2013.

”Det var tydeligt, at der var brug for en fast produktionshånd og et mere kreativt mind set. Men det var helt klart, at der var et stort kunstnerisk potentiale på scenen. Da jeg samme år blev valgt ind i Pridens bestyrelse, insisterede jeg på at få ansvaret for dragshowet. Det fik jeg, og vi flyttede showet fra torsdag til fredag. Det gik godt, og Drag Night er vokset lige siden, men det stod hurtigt klart, at jeg ikke kunne vente et helt år på næste show. Så i 2015 startede jeg Draghouse.”

”Draghouse er et atypisk dragshow. Modsat et show på en bar, kan vi gå mere i dybden, hvilket også forpligter, når folk har betalt for at se på det.”

Draghouse har fire shows om året, som hver er bygget op om et tema. Showet i marts havde 80’erne som tema og fyldte Lille Vega. Næste show er den 17. juni og her har de deltagende queens lov til at lave det, de føler sig bedst til. Tonny Liljenberg lover et brag af et show, som repræsenterer alt det, Draghouse står for.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tonny Liljenberg med Miss Draghouse 2016, Tinus. Foto: Brian Kjær Capkan / Out & About.

 

Højt niveau i Danmark

– Hvordan ser du niveauet i Danmark i forhold til et meget kendt show som RuPaul’s Drag Race?

”Vi har rigtig mange gode drags i Danmark, men de har ikke de samme muligheder for at leve af det. Derfor er det vigtigt med et aktivt dragmiljø, som jo også er en del at LGBT-miljøet. Deltagerne i RuPaul’s Drag Race er gode, men jeg synes ikke, de altid er bedre. Men det er ikke en helt fair sammenligning, for et TV show kan klippes sammen af de bedste klip, mens vi er på live,” forklarer Tonny Liljenberg.

”Når man er drag, gør man sig selv til en plakatsøjle med budskabet ”I’m gay!” Det kræver godt nok nosser ... selv om de er pakket godt væk,” siger Tonny Liljenberg. Han henviser til gaffatapen, som kan bruges til at gemme klokkeværket væk, så man undgår en afslørende bule i det feminine outfit.

Et hjerteprojekt
– Bliv man rig af at være Drag Daddy?

”Nej, det bliver man aldrig rig af. I forbindelse med et Draghouse-show har vi udgifter til leje af Lille Vega, og de optrædende skal have løn. Men Draghouse er et hjerteprojekt, og jeg elsker det. Det er også et miljøprojekt, og jeg vil gerne være med til at løfte det. Og så er det sjovt, og jeg er god til det.”


DRAGHOUSE / 17. juni på Lille Vega, København / Dørene åbner klokken 20, og showet begynder klokken 21. / Billetter kan købes her.

 


Denne artikel er tidligere bragt i juni-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.


 

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies