KONKURRENCER

Prisuddelingsfest og Winter Pride

Den 8. februar holder LGBTQ-miljøet sin årlige prisuddelingsfest i Cirkusbygningen, København.

fredag, 07 oktober 2016 15:00

Kussefixierte Fräuleins på Søpavillonen

Af Kategori Fester
De tyskerglade Jodeladies optræder lørdag ved Female Oxygens fest på Søpavillonen i København. De tyskerglade Jodeladies optræder lørdag ved Female Oxygens fest på Søpavillonen i København. Foto: Anne Mie Dreves.
Bedøm
(0 Stemmer)

Female Ozygen er igen vært for et brag af en fest lørdag aften. Denne gang på Søpavillonen i København med liveoptræden af de festlige Jodeladies.

I 1996 blev gruppen Jodeladies dannet som en surprise til Minna Grooss’ 30-års fødselsdag.

”Jeg fik Jodeladies foræret i 30 års fødselsdagsgave af nogle af mine heteroseksuelle musikerveninder, som jeg havde spillet mine tyske sange for,” fortæller forsanger Minna Grooss i en mobiltelefon fra Lesbos, hvor hun har et hus.

”De havde udsat mine sange for orkester og kom ind iført tyrolertøj. Det var meget smukt og rørende.”

Vild med tysk
Med sange som Ich bin ein kussefixierte Fräulein og Nichts mehr schnik schnak – jetzt will ich sex haben var Jodeladies med til at gøre tysk sprog og kultur hipt på et tidspunkt, hvor de fleste danskere endnu blot forbandt Tyskland med billige grænsesupermarkeder og lange autobahns på vej mod mere interessante lande i Sydeuropa.

Alle i Jodeladies har et tysk kunstnernavn: Minna Grooss selv er omdøbt til Herta, der synger sammen med Renate. Sabine spiller bas, Ute trommer og Heidi guitar, mens Jodeladies’ eneste medlem af hankøn, Hansi, spiller harmonika.

Frodig kvindelighed
Begejstringen for tysk startede lang tid før, at Jodeladies blev undfanget.

”Som 21-årige skrev jeg Ich bin ein kussefixierte Fräulein til en kabaret i Bøssehuset. Tysk er et fantastisk ekspressivt sprog og kan noget, som dansk ikke kan,” fortæller Minna Grooss.

”Der er noget befriende i at synge ulykkelige, længselsfulde og til tider desperate kærlighedssange på et sprog, som ikke er ens eget, og også noget befriende ved at iklæde sig uniform, der er forbundet med en stærk konservativ tankegang, og vende det hele på hovedet.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Jodeladies foto Anne Mie Dreves

Foto: Anne Mie Dreves.

 

Det smukkeste afslag
I 2001 var Jodeladies tæt på det helt store gennembrud.

”Vi fik en pladekontrakt med Warner Brothers i Tyskland på et remix af Nichts mehr schnik schnak – jetzt will ich sex haben. Jeg rejste frem og tilbage til Hamborg, og det helt store apparat blev rullet ud med markeringsstrategier, fotosessions og musikvideoer,” fortæller Minna Grooss, der sammen med to andre kvinder i Jodeladies efter planen skulle rejse rundt og optræde med remixet på diskoteker rundt om i Europa og lave after sechs-parties.

”Da singlen så skulle komme ud, blev jeg ringet op af pladeselskabet, som sagde, at de havde besluttet sig for ikke at udsende den alligevel. De havde fået medium-feedback fra diskoteker, at verset var for intellektuelt,” siger Minna Grooss.

”Det er simpelthen det smukkeste afslag, jeg nogensinde har fået,” ler hun.

Optræder til Female Oxygens fest lørdag
Lørdag den 8. oktober kan man opleve Jodeladies ved Female Oxygens fest på Søpavillonen i København.

”Der spiller vi et partyvenligt sæt på cirka 50 minutter med lidt af det bedste fra vores bagkatalog. Det bliver toppen af poppen,” siger Minna Grooss, som forsikrer, at kvinderne optræder i barmfagre dirndl-kjoler.

”Selvfølgelig! Vi optræder aldrig uden,” ler hun.

Female Oxygen arranger tre-fire årlige indsamlingsfester i København. I gennemsnit samler de omkring 30.000 kroner ind til gode formål blandt lesbiske/LGBTQ-grupper i udlandet.

Billetter til lørdagens fest kan du købe her.

Denne artikel er tidligere bragt i oktober-udgaven af Out & About, som du finder gratis på de fleste LGBTQ-relaterede steder eller online her.

Log ind for at skrive kommentarer
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies