KONKURRENCER

Medienævnet afviser Out & About

363,3 millioner kroner er på Finansloven afsat til redaktionel produktionsstøtte til danske medier.
Støtten går til 64 medier som Ekstra Bladet, Børsen og Kristeligt Dagblad og andre medier som for eksempel ComputerWorld, BygTek og Kids’ News. Men ikke et eneste LGBTQ-medie.

- Debat

Dette er Out & Abouts debat-side. Her kan du læse andre brugeres indlæg, eller du kan lave dit eget indlæg. Husk at du skal være logget ind for at kunne kommentere og oprette indlæg.

Når du er logget ind skal du blot tykke på det grå felt med blyant symbolet her til højre.
skriftstørrelse: +

Kønsskifte & diskriminering af transkønnede

Kønsskifte & diskriminering af transkønnede
En historie om kønsskifte og det faktum, at Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ikke har tænkt sig at røre en finger for vore transkønnede søstre og brødre.

I vores lokale lgbt-forening, Profil Haderslev, tager vi forskellige lgbt-temaer op på vores klubaftner, i form af film og temaudsendelser. Vi har således også ofte taget emner om transkønnede op. 
 
Historien om et kønsskifte 
En af de aftner jeg ikke har fået skrevet om, var vores 30-års jubilæum, hvor vi efter en middag så den tyske film ”Trans Papa” fra 2012. 
 
Den handler om den 15-årige Maren Probst (Luisa Sappelt), som bor i Prenzlauer Berg i Berlin, sammen med sin halvsøster, sin mor Ulrike og stedfaderen. Hun har ikke set sin far i fem år. 
 
Da Maren modtager et fødselsdagskort fra sin far, fører det til mange skænderier og gensidige beskyldninger, mellem mor og datter. Til sidst må Ulrike gå til bekendelse og fortæller, at Marens far ikke er på en selverkendelsesrejse i Nepal, som hun har fået at vide, men at faderen er transseksuel og har gennemgået en kønsskifteoperation. Han lever nu som kvinden Sophia (Devid Striesow) i Köln og er husholderske hos en ældre mand - Wolfgang. 
 
Under påskud af, at hun skal bo hos en venindes tante i Stuttgart i ferien, mens hun tjener penge til et kørekort, tager Maren hemmeligt til Sophia i Køln. Sophia er himmelhenrykt over at møde sin datter. Men for Maren det er svært at acceptere sin far som kvinde. 
 
Da Maren tilbringer en aften hos naboernes barnebarn erfarer hun, at Sophia ikke blot er husholderske, men at hun og Wolfgang er kærester. 
 
I mellemtiden ringer Sophia til Ulrike og fortæller om Marens ophold i Köln. 
 
Maren har pubertetsproblemer og Sophia er også ude af balance, fordi hun gennemgår en hormonbehandling. Det giver en del skænderier og forviklinger. 
 
Sophia prøver at forklare sin nye kønsidentitet, og hun higer efter datterens anerkendelse. På den anden side er det svært for Maren, at kapere og acceptere situationen, med en far der nu er kvinde og lever sammen med en gammel mand. 
 
Maren har også trang til at komme med sårende bemærkninger til Sophia og Wolfgang. Hun spørger f.eks. Wolfgang, om han er pervers eller bare en gammel gris. Han svarer stille og roligt, at Sophia er det bedste der er hændt ham, fordi hun er den modigste kvinde han kender. 
 
Trods Marens ambivalente følelser, tager hun Sophia i forsvar til en fest, aftenen før hun skal hjem, da en fyr kommer med negative bemærkninger, ved at sige: "Transen der spiller violin er min far". 
 
Hun får alligevel penge til et kørekort, for Wolfgang insisterer på, at give hende pengene, fordi hans datter, der slet ikke kan acceptere Sophia, ikke skal arve alle hans penge. 
 
Filmen slutter med, at Ulrike henter Maren hos Sophia. Hun nøjes dog med at holde i indkørslen og trykke hornet i bund. Og hun ser med skepsis på Sophia, på afstand, for hun kan åbenbart kun tale med hende i telefonen. 
 
Sophia og Maren tager en famlende afsked med hinanden, og lover, at de skal ses igen, men ingen af dem ved hvad de skal sige og gøre af sig selv. 
 
Filmen har sociale og kritiske undertoner, men der bruges også en intelligent humor til at håndtere det følsomme emne, helt uden de store dikkedarer og teoretisk udredninger. 
 
"Tatort kommissær" Devid Striesow formår, at gøre et vanskeligt emne lysende skarpt og vedkommende. Og Luisa Sappelt levendegør den 15-årige Maren, på fornemste vis. 
 
Efter filmen var der kaffebord, hvor vi fik snakket om filmen og dens tema - transidentitet. Og der var bred enighed om, at den skildrede emnet hudløst ærligt og forståeligt. 
 
Transpersoner diskrimineres på det groveste 
Vi har før talt om transpersoners manglende menneskerettigheder. På det punkt er Danmark tøvende med at gøre op med diskrimineringen. Vi er dermed kun et mulehår bedre end de fleste andre lande i verden. 
 
Amnesty kritiserer Danmark 
Amnesty International har undersøgt transpersoners rettigheder og vilkår i flere europæiske lande og de offentliggjorde i 2014 en rapport om området. Det var første gang i fire år, at en international rapport fra Amnesty rettede en direkte kritik mod Danmark. 
 
Amnesty anslog, at der var omkring 3000 transkønnede i Danmark, som ønskede at opnå kønsskifte, hvor de bl.a. får et nyt cpr-nummer. 
 
Årelang psykisk udredning med medfølgende diagnose og de krav transkønnede oplever i mødet med det danske sundhedsvæsen, og den diskriminerende og krænkende behandling, på Sexologisk Klinik Rigshospitalet, er nogle af de emner rapporten kritiserer. 
 
Juridisk kønsskifte tilladt 
På et punkt er der dog sket en betydelig forbedring for transkønnede, siden rapporten udkom, for den 11. juni 2014 vedtog Folketinget lovforslaget om juridisk kønsskifte. 
 
Den daværende SR-regering, Socialistisk Folkepart og Enhedslisten stemte for med 59 stemmer, mens Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemte imod lovforslaget med 52 stemmer. 
 
Loven trådte i kraft den 1. september 2014 og den betyder, at transkønnede ikke længere skal gennem en langvarig og opslidende diagnosticering, men at de fremover kan skifte køn rent juridisk seks måneder efter de har indsendt en ansøgning. De får dermed ændret deres CPR-nummer, samtidig med at kastrationskravet bortfalder. 
 
Men på et andet punkt behandles transkønnede på en måde, som vi slet ikke kan være bekendt i et civiliseret samfund anno 2015. 
 
Kun Enhedslisten gør noget 
Det har Enhedslisten prøvet at rette op på, de stillede nemlig et beslutningsforslag i maj 2013, om at få ændret Sundhedsstyrelsens sygdomsliste, så transkønnede ikke fremstår som psykisk afvigende, hvilket den daværende SRSF-regering nedstemte - sammen med Folketingets borgerlige partier - selv om de havde lovet at afskaffe diskriminationen af transpersoner, så snart de fik regeringsmagten. De stemte nej med henvisning til, at Verdenssundhedsorganisationen WHO’s sygdomsliste skulle revideres i 2015, hvilket de ønskede at afvente før en eventuel ændring af den danske liste. 
 
Vi kan nu konstatere, at WHO’s sygdomsliste ikke blev revideret i 2015. 
 
I den forbindelse er det er påfaldende, at Danmark i dag indtager et så henholdende standpunkt, for vi slettede homoseksuelle som psykisk afvigende fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981, 10 år før WHO’s slettede homoseksuelle fra deres sygdomsliste. 
 
Amnesty International Danmark, LGBT Danmark, Copenhagen Pride og andre gode folk i miljøet lagde vedvarende et enormt pres på den daværende SR-regering, for at der endelig bliver gjort op med, at man i Danmark automatisk bliver erklæret psykisk syg, hvis man er født med et andet køn end det man føler, men der nåede ikke at ske noget på det område, inden SR-regeringen tabte valget den 18. juni 2015. 

Det har lange udsigter
Så det har lange udsigter, inden Danmark ændrer den diskriminerende lov, og transkønnede bliver behandlet på lige vilkår som alle andre mennesker i det danske samfund. 

Liberal Alliance har særstandpunkter
Liberal Alliance er et kapitel for sig. Med den homoseksuelle gruppeformand og politisk ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, i spidsen, skulle man synes, at det var oplagt med fuld støtte til de transkønnede, al den stund at Simon Emil også er sundhedsordfører. Alligevel stemt LA nej til lovforslaget om juridisk kønsskifte, selv om han havde talt positivt om principperne i lovforslaget.

Vi kan måske også forvente samme tvetydige holdning, til ophævelsen at transkønnedes stempel som psykisk afvigende på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste, for her går partiets holdning op i superliberalistisk tænkning.

Simon Emil Ammitzbøll har nemlig gjort det klart, at hvis transkønnede bliver betegnet som værende syge, skal det offentlige betale kønsskifteopperationer, men hvis de ikke er syge, skal de selv betale. Det er som at vælge mellem pest og kolera, for de transkønnede.
 
V, K og DF gør intet
Den nye, smalle Venstre-regering regerer på Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis nåde, og ingen af de tre partier har tænkt sig at røre en finger for vore transkønnede søstre og brødre.
0
SEX UDEN FILTER
Skal vi kunne hånes og spottes omkostningsfrit?

Comments

 
ingen kommentarer gjort endnu. Vær den første til at indsende en kommentar
Sponsor
 

OAonline.dk bruger cookies til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Cookies er vigtige for at vores website vises korrekt i din browser. Hvis du klikker på et link på vores website, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere om cookies